Historiker. Adam Holm har en ph.d. i moderne historie, og har tidligere været debatredaktør på Politiken.
Foto: Thomas Borberg

Historiker. Adam Holm har en ph.d. i moderne historie, og har tidligere været debatredaktør på Politiken.

Medier

Adam Holm: At tie stille er ikke en stærk side hos mig

Tv-vært Adam Holm, 44 år, som fortalt til Politikens Gudrun Marie Schmidt

Medier

Jeg mangler en tand.

Den har jeg fået slået ud i en fodboldkamp. Jeg har spillet en del fodbold gennem årene, og jeg har også brækket næsen engang. Fået hjernerystelse, flækket øjenbrynene og haft blodtud. For mig er fodbold en kamp. Ikke en fodboldkamp, men en kamp. Som ung var jeg på fodboldskole i England, og der lærte jeg en hård stil, som jeg har haft svært ved at aflægge mig på banen. Jeg er desværre nogle gange lidt nem at tænde.

Mine forældre var medlemmer af VS, og det var et ideologisk temmelig opvakt hjem. De har en indspilning, fra jeg var to år, hvor man kan høre, at jeg siger med pibende stemme: »Formand Mao er min ven«.

LÆS ADAM HOLMS KRONIK

Under de olympiske lege i 1980 syntes de fleste drenge i min klasse, at de vestlige lande var de bedste. Jeg heppede på kineserne og cubanerne.

En af mine kolleger er født samme dag som mig. Han ligner mig også. Så vi er to skaldede dværge født 17. september, han i 1968, jeg året efter. Begge på Dr. Juhls Fødeklinik i Glostrup. Vi har også begge to en søn, der hedder Jonathan.

Mine bedsteforældre på min fars side var kommunister, og min farfar var med i en københavnsk sabotagegruppe under besættelsen. En af hans brødre kom i kz-lejr. Historie har optaget mig helt siden min tidlige barndom. Hvad der skete for et øjeblik siden, og hvorfor det skete, er spørgsmål, der altid har fascineret mig.

Jeg er ikke fjendtlig over for religiøse og spirituelle mennesker. Jeg deler blot ikke deres forestilling om en gud eller en form for ophøjet åndelighed

Det er ingen tilsnigelse at sige, at jeg har det bedst, når jeg rejser. Jeg er meget lykkelig, når jeg kan komme på vingerne.

Jeg spiller en hæderlig darbuka, som er sådan en arabisk tromme.

Min bror, som er to år yngre end mig, er gymnasielærer, og mine forældre er pensionerede skolelærere. Da jeg var dreng, ville jeg enten være væbnet revolutionær eller skolelærer.

Der er nogle journalister, der er meget dygtige til det, de kalder kritisk journalistik, som for dem er den hårde konfrontation – det, man lidt plat kalder at save røven af folk. Og det er ikke, fordi jeg har nogen som helst form for ringeagt for den form for journalistik. Men jeg er selv bedre til det tilbundsgående samtaleinterview. Det, der ansporer mig fagligt, er at få viden frem og i den forstand forsøge at bidrage til noget så gammeldags som ’oplysning’. Desværre har den form for journalistik trange kår på tv.

Min kone og jeg mødte hinanden på Det Danske Institut i Rom. Hun er nordmand og operasanger og var nede for at synge, og jeg havde fået en måned fri til at gøre min ph.d.-afhandling færdig. Vi var fire mennesker på instituttet, og hun var 100 procent uinteresseret i mig.

Kronikken, jeg skrev, var et brud på en aftale, jeg havde med DR. Jeg havde for nogle år siden skrevet en anden kronik, som udløste en tilsvarende reprimande, og på det tidspunkt lovede jeg at vise det til en chef, hvis jeg nogensinde fik lyst til at mene noget på den måde igen. Men det gjorde jeg ikke. Min fejl. Men jeg synes samtidig, at det er vigtigt at kunne ytre sig frit og utvungent. På det punkt er DR’s linje efter min opfattelse alt for firkantet.

At tie stille er ikke en stærk side hos mig. Alvorligt talt.

Som historiestuderende fik jeg et studenterjob på Frihedsmuseet og kunne konstatere, at den helt, jeg havde gjort min farfar til, ikke helt holdt vand. Han og hans gruppe havde skrevet illegale blade og lavet et par sabotageaktioner, og det var selvfølgelig ikke ufarligt. Men jeg havde skabt et større drama i min egen bevidsthed.

Første gang jeg for alvor kan huske at have hørt min kone synge, var året efter, vi havde mødt hinanden. Hun sang kabaretviser af Kurt Weill på Kunstindustrimuseet, og der var en masse mennesker. Jeg var naglet til væggen. Fuldstændig betaget. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Det er min dame, det der! Sådan lidt Erik Clausen. Men jeg syntes virkelig, det var fantastisk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I fjor i Damaskus var jeg ganske tæt på en bilbombe. Jeg kom ud på en plads umiddelbart efter eksplosionen. Der var dræbte mennesker og smadrede biler. Det lyder måske ufølsomt og lidt for distanceret at kalde det spændende. Men jeg følte mig sært levende midt i gruen og angsten.

Gode hardtalk-interviewere kan holde hovedet koldt og bare stirre sultent på byttet, og der må jeg indrømme, at der stiger varmegraderne i mig. Det er ikke ubetinget godt for mig at lave den slags interview.

Jeg er ikke fjendtlig over for religiøse og spirituelle mennesker. Jeg deler blot ikke deres forestilling om en gud eller en form for ophøjet åndelighed. Men jeg kunne ikke drømme om at optræde nedværdigende over for troens folk.

Det, der ansporer mig fagligt, er at få viden frem og i den forstand forsøge at bidrage til noget så gammeldags som ’oplysning’. Desværre har den form for journalistik trange kår på tv

Min morfar fortalte mig om at vokse op i Skovshoved i en familie på 12, hvor der ikke var mad nok, og hvor nøjsomhed var en nødvendighed. Det har mejslet sig ind i min bevidsthed. Om forbrugsfesten kan jeg med sindsro sige, at jeg var ikke en del af den fest.

Jeg har et godt fysisk, forstået som erotisk, liv. Synes jeg. Det er ikke en kvalfuld del af mit liv.

Sidste år var jeg med min kone og nogle venner på Oslobåden. Om aftenen ville de andre ud på dansegulvet, hvor et eller andet baltisk orkester spillede op til dans. De spillede alle 80’er-slagerne, og jeg endte med at blive nærmest infantilt rasende. Det vækkede en følelse til live, som jeg kunne kende fra fester i min ungdom, hvor jeg ofte følte, jeg måtte gå tidligt, selv om jeg var fristet af dejlige damer. På grund af musikken. Musikalsk set var 80’erne rædselsfulde for mig. De få gange, hvor der var punk, var jeg en tornado og en hvirvelvind på et dansegulv.

»Papa, hvad betyder egentlig samfund«, spurgte min syvårige mig en dag. Så må man jo sætte sig på hug og tale om, at man ikke kun er den lille kerne i familien, men at når man går ud ad døren, så er der nogle andre mennesker. På gaden, i fritidshjemmet og i fodboldklubben. Jeg vil gerne give videre til mine to sønner, at de indgår i et større hele, enten vi kalder det fællesskab, samfund eller nation. En fornemmelse af, at de ikke kun er sig selv.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

DR 2-chef nåede jeg at være i fem måneder, før jeg sagde op. Så der blev ikke rejst nogen buster af mig ude i DR som den store, visionære leder. Men jeg var ikke klar til at slippe det journalistiske arbejde, som jeg sætter så utroligt højt.

Jeg har aldrig fået lavet den tand. Det ser frygteligt ud, men det koster 22.000 kroner. Og det er det samme som en rejse for fire til Sri Lanka. Jeg regner alle udgifter i mit liv ud i rejseomkostninger.

Nu kommer jeg jo en del i Norge på grund af min norske kone. Og der er mange deroppe, der er lidt mere ... ordøkonomiske, kan vi kalde det. Det falder mig ikke helt naturligt. Jeg ved simpelthen ikke, hvad de lange stunder af tavshed skal bruges til.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen
    Hør podcast: Oscarvært - det værste job i byen

    Henter…

    På søndag er der Oscar-uddeling i Los Angeles. Og for første gang siden 1989 vil showet finde sted uden en vært – et job, som bliver kaldt det værste i Hollywood i øjeblikket. For i en tid, hvor alt er syltet ind i værdipolitiske diskussioner, kan ingen længere samle os alle i et fælles grin.

  • Kvinder efter flugt fra Baghouz i det østlige Syrien. Foto: Fadel Senna / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?
    Hør podcast: Hvad skal vi gøre med syrienskrigerne, deres koner og børn?

    Henter…

    USA’s tilbagetrækning fra Syrien har gjort spørgsmålet om de danske IS-krigere højaktuelt. Skal vi tage dem hjem igen, efter at de har kæmpet for et verdensomspændende islamisk kalifat? Og har vi en forpligtelse over for de danske børn, der er blevet født undervejs i kampene?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

Forsiden

Annonce