Jeg mangler en tand.
Den har jeg fået slået ud i en fodboldkamp. Jeg har spillet en del fodbold gennem årene, og jeg har også brækket næsen engang. Fået hjernerystelse, flækket øjenbrynene og haft blodtud. For mig er fodbold en kamp. Ikke en fodboldkamp, men en kamp. Som ung var jeg på fodboldskole i England, og der lærte jeg en hård stil, som jeg har haft svært ved at aflægge mig på banen. Jeg er desværre nogle gange lidt nem at tænde.
Mine forældre var medlemmer af VS, og det var et ideologisk temmelig opvakt hjem. De har en indspilning, fra jeg var to år, hvor man kan høre, at jeg siger med pibende stemme: »Formand Mao er min ven«.
LÆS ADAM HOLMS KRONIK
Under de olympiske lege i 1980 syntes de fleste drenge i min klasse, at de vestlige lande var de bedste. Jeg heppede på kineserne og cubanerne.
En af mine kolleger er født samme dag som mig. Han ligner mig også. Så vi er to skaldede dværge født 17. september, han i 1968, jeg året efter. Begge på Dr. Juhls Fødeklinik i Glostrup. Vi har også begge to en søn, der hedder Jonathan.
Mine bedsteforældre på min fars side var kommunister, og min farfar var med i en københavnsk sabotagegruppe under besættelsen. En af hans brødre kom i kz-lejr. Historie har optaget mig helt siden min tidlige barndom. Hvad der skete for et øjeblik siden, og hvorfor det skete, er spørgsmål, der altid har fascineret mig.
Jeg er ikke fjendtlig over for religiøse og spirituelle mennesker. Jeg deler blot ikke deres forestilling om en gud eller en form for ophøjet åndelighed
Adam Holm
Det er ingen tilsnigelse at sige, at jeg har det bedst, når jeg rejser. Jeg er meget lykkelig, når jeg kan komme på vingerne.
Jeg spiller en hæderlig darbuka, som er sådan en arabisk tromme.
Min bror, som er to år yngre end mig, er gymnasielærer, og mine forældre er pensionerede skolelærere. Da jeg var dreng, ville jeg enten være væbnet revolutionær eller skolelærer.
Der er nogle journalister, der er meget dygtige til det, de kalder kritisk journalistik, som for dem er den hårde konfrontation – det, man lidt plat kalder at save røven af folk. Og det er ikke, fordi jeg har nogen som helst form for ringeagt for den form for journalistik. Men jeg er selv bedre til det tilbundsgående samtaleinterview. Det, der ansporer mig fagligt, er at få viden frem og i den forstand forsøge at bidrage til noget så gammeldags som ’oplysning’. Desværre har den form for journalistik trange kår på tv.
Min kone og jeg mødte hinanden på Det Danske Institut i Rom. Hun er nordmand og operasanger og var nede for at synge, og jeg havde fået en måned fri til at gøre min ph.d.-afhandling færdig. Vi var fire mennesker på instituttet, og hun var 100 procent uinteresseret i mig.
Kronikken, jeg skrev, var et brud på en aftale, jeg havde med DR. Jeg havde for nogle år siden skrevet en anden kronik, som udløste en tilsvarende reprimande, og på det tidspunkt lovede jeg at vise det til en chef, hvis jeg nogensinde fik lyst til at mene noget på den måde igen. Men det gjorde jeg ikke. Min fejl. Men jeg synes samtidig, at det er vigtigt at kunne ytre sig frit og utvungent. På det punkt er DR’s linje efter min opfattelse alt for firkantet.
At tie stille er ikke en stærk side hos mig. Alvorligt talt.
Som historiestuderende fik jeg et studenterjob på Frihedsmuseet og kunne konstatere, at den helt, jeg havde gjort min farfar til, ikke helt holdt vand. Han og hans gruppe havde skrevet illegale blade og lavet et par sabotageaktioner, og det var selvfølgelig ikke ufarligt. Men jeg havde skabt et større drama i min egen bevidsthed.
Første gang jeg for alvor kan huske at have hørt min kone synge, var året efter, vi havde mødt hinanden. Hun sang kabaretviser af Kurt Weill på Kunstindustrimuseet, og der var en masse mennesker. Jeg var naglet til væggen. Fuldstændig betaget. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Det er min dame, det der! Sådan lidt Erik Clausen. Men jeg syntes virkelig, det var fantastisk.
