Danmark. Iklædt rød-hvide farver og med en chokoladekage i hånden er Jakob Sheikh vandret igennem rigtig mange menneskers facebookfeed den seneste uge.
Foto: Privatfoto

Danmark. Iklædt rød-hvide farver og med en chokoladekage i hånden er Jakob Sheikh vandret igennem rigtig mange menneskers facebookfeed den seneste uge.

Medier

Journalist i mediestorm: Jeg skulle »klynges op og gøres til flydende chokolade«

Politikens Jakob Sheikh fortæller om chokoladekager, om Niels og om en uge som viralt fænomen.

Medier

Man kan vel sige, at jeg var forberedt.

De sidste par år er jeg stødt på dem i hvert fald ugentligt. I private mails, på sms’er, i det åbne Facebook-landskab, på Twitter eller sågar på gaden.

Ofte lyder de indebrændte, irriterede, bebrejdende. De vil fortælle mig noget, jeg ikke har forstået. Oftest noget om etnicitet, religion og den byrde, Danmark bærer, for at en gruppe underfrankerede, middelalderlige, snyltende og barbariske mennesker kan opholde sig i Danmark. Det er de der brune mennesker, får jeg sommetider at vide. Det er muslimerne, må jeg andre gange forstå. Nogle gange følger der lange udredninger med. Andre gange er det kortfattede, latente trusler. Det afhænger lidt af humøret og abstraktionsevnen.

Disse mennesker er desværre ikke mit gode alene. Fremtrædende politikere har dem også. Markante kvinder i den offentlige debat har dem i den grad. Og kendisser i alle afskygninger kan imellem fanposten finde beskeder fra personer, der med ublid indignation vil fortælle dem noget om deres arbejde, køn eller ophav. Trollers, bliver de kaldt.

Alligevel dukkede Niels op sådan lidt ud af det blå.

Jeg anede ikke, hvem denne Niels var, men at dømme på profilbilledet lignede han en kernesund, dansk mand med smart, hvid skjorte og hurtige briller. Han så venlig ud.

Det var ti minutter før midnat søndag 17. maj, og pludselig var han der, i kommentartråden til et opslag på Facebook om fire journalister med solbrun hudfarve, hvor jeg var en af dem.

»Godt nok en urimelig høj pris, danskerne betaler for at udklække fire muslimske emigranter som journalister«, skrev Niels i en kommentar til opslaget, der ellers ikke nævnte religion med et ord.

Udmattet efter syv lange arbejdsdage i træk lå jeg i min seng og skulle egentlig til at lægge telefonen fra mig, da jeg så beskeden.

Jeg anede ikke, hvem denne Niels var, men at dømme på profilbilledet lignede han en kernesund, dansk mand med smart, hvid skjorte og hurtige briller. Han så venlig ud.

En undskyldning for mit fordækte livssyn

Som sådan adskilte Niels’ besked sig ikke videre fra de beskeder med racistiske eller antimuslimske undertoner, der ofte tikker ind i min indbakke. Og egentlig var det min første tanke at svare ham med de samme to-tre venlige standardsætninger, som jeg efterhånden kan skrive i søvne. Noget med, at jeg takker for deres besked og håber, at de måske en ekstra gennemlæsning af en given tekst ikke finder grund til at tro, at jeg er ude på at omstyrte den danske stat i et gedulgt etnisk eller religiøst korstog. Sommetider spicer jeg svaret op ved at tilbyde vedkommende at ringe mig op, så vi kan tage en venskabelig snak om det. De ringer næsten aldrig.

Andre gange er jeg så idéforladt, at jeg copy-paster et svar til én over i et svar til en anden. En ret overfladisk imødekommenhed, egentlig.

Men der var noget med Niels, der vakte nysgerrigheden i mig; jeg fik lyst til at skrue en tand op for charmen.

»Kære Niels«, skrev jeg i mit svar.

»Jeg skal oprigtigt beklage, at 'danskerne' er blevet bebyrdet økonomisk med sådan en som jeg, der er ude på at snigislamisere Danmark. Men hey, som undskyldning for mit fordækte livssyn vil jeg gerne forsøge at genskabe den gode tone og forære dig en god, gammeldaws, dansk chokoladekage. Send mig din adresse i en privat besked, så bager jeg den i morgen på min fridag og sender den med bud. Kærlig hilsen Jakob. PS. Jeg tilbyder dig også gerne et gratis kursus i dansk kommatering«.

Det sidste var en anelse kækt. Der var ingen grund til at drille ham med hans danskkundskaber, selv om det måske tjente som en pointe i sig selv i netop denne diskussion.

Svaret fra Niels lod vente på sig. Så jeg skrev ham en privat besked, hvori jeg bekræftede mit tilbud:

»Jeg bager dig hjertens gerne en kage i håb om, at vi sammen – med denne lille symbolske manøvre – kan gøre vores til, at tonen bliver mere forenelig. Hvis du har lyst, kan jeg også personligt overbringe dig kagen, og så kan vi drikke en kop kaffe sammen ved den lejlighed. Jeg er sikker på, at vi kan finde en masse, som vi faktisk er enige om«.

Niels’ svar var ordknapt:

»Hvad pokker skriver du til mig for?«, skrev han.

Og kort efter:

»Farvel«.

Imens fortsatte debatten i tråden til det oprindelige opslag. Flere 'nielser' meldte sig på banen:

»Når man så tænker på, hvor mange milliarder muslimer koster de danske skatteydere. De bliver aldrig en del af samfundet, og alligevel fejrer de, at det er lykkedes DK at udklække fire journalister«, skrev Tommy eksempelvis.

Det røde felt med notifikationer oppe i hjørnet viste et trecifret tal, der sekund for sekund galoperede derudaf.

Selv deltog Niels fortsat ivrigt. Jeg var »uelegant« og »klodset«, og jeg måtte forstå følgende:

»Der er danskere. Og der er formentlig flere, der ikke er danskere. Du er en af de sidstnævnte«.

Det så ikke ud til at spille nogen rolle, at jeg er født i Danmark – af en dansk mor.

»Du har ikke en eneste valid begrundelse for, hvorfor du og dine med-emigranter skulle være blevet til danskere«, skrev Niels.

Herfra eskalerede debatten, og inden dagen var omme, blev jeg gjort indirekte medskyldig i »omkring 50 voldtægter til domsfældelse om året«.

Det hele kunne være stoppet her. Jeg kunne have sagt til mig selv, at Niels og jeg ikke havde samme udsigt til verden, og at alle forsøg på at modarbejde det faktum ville være spildte kræfter. Men jeg besluttede at gøre alvor af mit tilbud. Jeg fandt en glutenfri opskrift på nettet – det skulle nødigt være allergier, der endte med at skille Niels og jeg – og købte ind i Super Brugsen, og samme aften inviterede jeg en veninde over for at hjælpe projektet til livs.

Lidt i sjov iførte jeg mig en dannebrog-T-shirt, jeg engang havde købt i en souvenir-butik. Min veninde og jeg fandt også rødt og hvidt karton frem og producerede i bedste Jørgen Clevin-stil et hjemmelavet flag med et par hjerter til Niels – en slags invitationskort, om man vil.

Vi lavede lidt ekstra kage, spiste resterne og besluttede at sende Niels et billede af mig, kagen, T-shirten og flaget i en privat besked på Facebook.

»Nu har jeg bagt dig en kage. Hvordan skal jeg aflevere den til dig?«, skrev jeg.

Det var ikke lige til at lirke en adresse ud af Niels – også selv om jeg havde lovet ikke at sende mine fætre efter ham. For at lægge lidt pres på ham offentliggjorde jeg derfor billedet på min egen væg uden at tænke videre over, hvad det ville medføre.

Jeg skulle »klynges op og gøres til flydende chokolade«

Jeg tjekkede ikke Facebook i de følgende par timer. Det var først, da en journalist fra MetroXpress ringede til mig nogle timer senere, at jeg forstod, hvordan min – eller rettere Niels’ – chokoladekage åbenbart var blevet et hit på de sociale medier.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Min Facebook var eksploderet i mellemtiden. 3.000 havde liket opslaget, hundredvis havde delt det, og det røde felt med notifikationer oppe i hjørnet viste et trecifret tal, der sekund for sekund galoperede derudaf.

Flere hundrede beskeder var også tikket ind i min indbakke. De fleste var venlige og skulderklappende, enkelte var hadske – som Johnny, der mente, at jeg »skulle klynges op og gøres til flydende chokolade«, eller Lis, der mente, at jeg fortjente »samme behandling som de vantro udsættes for af dine venner fra Islamisk Stat«, eller Mia, der mente, at jeg var »til at kaste op over«.

Da jeg troede, at stormen havde lagt sig, ringede også Ekstra Bladet. De ville lave den samme historie som MetroXpress – historien op et opslag, der »var gået viralt«. 15.000 havde nu liket opslaget.

Ekstra Bladet har et livligt debatunivers, kunne jeg konstatere. I kommentarsporet til avisens artikel på nettet kunne jeg læse en hel del om min religiøse baggrund, jeg ikke selv var klar over. Nationens brugere gjorde benarbejdet, det var bare at sætte popcornene over og læne sig tilbage.

Flere racistiske beskeder tonede frem, mens andre forsvarede min opdatering.

»Vi ved trods alt ikke, om han er muslim«, indvendte en bruger ved navn ’Koko_Is_Loco’ eksempelvis.

»Det kan jeg så fortælle dig, at han er«, svarede ’Pete’, en anden bruger.

»Er han så troende?«, ville ’Koko_Is_Loco’ vide.

’Pete’ svarede tre minutter senere:

»Forskellen er, at vi har ikke guds ord, der siger, vi skal gøre noget. Vi har fortolkninger, han har krav og guds ord«.

Og lidt senere:

»Hvis han fik valget, ville han sælge os for en muslimsk regering (…) han er muslim og tror på, at koranens ord er sandheden. Dermed er han en kriger for islam og imod demokrati. Intet hvad han siger vil ændre dette«.

Således opløftet kunne jeg konstatere, at mit opslag inde på Facebook nærmede sig 20.000 likes og 2.500 delinger.

Jeg vil gerne takke dig!

Mest interessant for mig var dog ikke de store spredning af opslaget i sig selv, men snarere at det - måske - rent faktisk flyttede noget.

Jeg havde nemlig modtaget en række mere nuancerede beskeder. Som denne fra Gitte:

»Må blankt erkende, at jeg nok også er lidt sort/hvid i spørgsmålet omkring indvandrere, folk med anden etnisk baggrund, eller hvad man næsten tør kalde denne folkegruppe. Nok primært fordi medierne er ufatteligt gode til at fremhæve de 'dårlige' af slagsen, og jeg dermed skærer alle over en kam. Jeg har dog også personlig erfaring med mange, som absolut ikke gør en fuldbyrdet indsats for at integrere sig 100 procent, men nok mere udnytter de goder, det danske system giver dem. Når alt dette så er skrevet, så vil jeg gerne takke dig! Mest af alt fordi du får mig til at se 'jer' i et andet perspektiv«.

Nielserne er for stor en del af vores samfund til, at jeg ikke vil bruge et par venlige sætninger på dem. Det tager ikke lang tid, og sommetider lykkedes det faktisk at mødes i forsoning.

Nu er det ikke sådan, at føler mig som andet end dansker. Men alligevel har beskeder som den fra Gitte gjort indtryk på mig. Der indløb en del af dem, og de vidner om, at kagen til Niels måske alligevel har flyttet noget, selv om Niels stadig ikke er vendt tilbage.

Jeg er blevet spurgt mange gange de seneste dage, hvorfor jeg bruger tid på typer som Niels. Skal jeg være ærlig, havde jeg ikke orket, hvis Niels stod alene med sine holdninger eller havde opbakning fra de få. Så havde jeg forbigået ham i tavshed.

Men de hadske beskeder kommer så ofte og fra så mange forskellige afkroge i samfundet, at jeg ikke længere kan tro, at nielserne er en truet race.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bemærkninger om etnicitet, hudfarve eller religion er så normaliseret, at typer som formentlig kan tælles i titusinder. Mindst. Og ville det ikke være arrogant at ignorere så stor en befolkningsgruppe, lade som om den ikke eksisterer?

Det var også derfor, jeg efter overvejelser frem og tilbage sagde ja, da min arbejdsgiver spurgte, om vi skulle holde et offentligt arrangement med afsæt i noget så tilsyneladende småt som en facebookopdatering og 'mit' hashtag #GivEnKage. For sæt nu, det kunne flytte noget? Så længe det forblev et upolitisk og ukommercielt arrangement. For ingen skulle tjene hverken penge eller partipolitiske point på kagen til Niels.

Jeg er ikke sikker på, at Niels nogensinde inviterer mig indenfor. Dertil er vi pt for langt fra hinanden. Siden sagen eksploderede har han eksempelvis fortalt mig, at jeg skulle få transplanteret »et par nosser fast« (jeg svarede, at det ikke lyder som en rar operation), at jeg er »et skvat« (jeg svarede, at var ærgerlig over at være et skvat), og spurgt, hvad der er »galt i hovedet på dig« (jeg undlod at svare).

Nielserne er for stor en del af vores samfund til, at jeg ikke vil bruge et par venlige sætninger på dem. Det tager ikke lang tid, og sommetider lykkedes det faktisk at mødes i forsoning. Det er en fed følelse, når det sker.

Politiken har korrekturlæst citater fra sociale medier

Politikens journalist, Jakob Sheikh, svarede en skeptisk sjæl med en hjemmebagt kage og et tilbud om at mødes i forsoningens tegn. Derfor opfordrer vi nu alle til at give en kage til en person, der har brug for venlig omsorg. Tag et billede af dig selv med din kage, brug hashtagget #GivEnKage, og opload billedet på Facebook/Instagram/Twitter og inviter på kage. Som kulmination inviterer Politiken alle kagegivere på kaffe og kage i Pressen søndag 7. Juni kl. 15.00! #GivEnKage

https://www.facebook.com/events/1590801741196494/

Kilde: Politiken.tv / Jakob Sheikh, Johannes Skov Andersen

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden