En af historiens bedste gangsterfilm er en serie

Forladt. Steve Buscemi gør det fremragende som gangsteren Enoch 'Nucky' Thompson, der har stor succes i gangsterverdenen, men klarer den noget mindre prangende på hjemmefronten.

Lyt til artiklen

Man skal ikke ret mange minutter ind i første afsnit af gangsterserien ’Boardwalk Empire’, før man kan godte sig over de første brutale mord.

Og man ved allerede fra starten, at de to udenbys forbrydere ikke har udsigt til hverken deres børnebørns dåb eller konfirmation.

LÆS OGSÅ Dansk tv-premiere: Scorsese slår dørene op til tyvernes Atlantic City

Men selv om man har på fornemmelsen, at der er drab og hævn i luften, er det alligevel spændende. For hvordan kommer de af dage? Og for hvis hånd skal deres hoveder rulle?

Dybt moralsk anfægtelig
I det perspektiv er serien, der går sin sejrsgang over det meste af kloden og tegner til at blive en af historiens allerbedste gangsterfilm, selv om den er en serie, dybt moralsk anfægtelig. Den får nemlig seerne til at sidde og dels vente begærligt på, at folk bliver slået ihjel, dels fryde sig grumt, når henrettelserne eksekveres med iskold præcision.

Og det er jo principielt ikke i orden. Det er jo ikke okay at fornøje sig over det ene ubarmhjertige mord efter det andet, om så det begås med kniv, pistol eller – som et andet sted i serien – med den brækkede hals fra en knust whiskeyflaske, der på den mest afstumpede vis anvendes som stikvåben.

Så kan det være, at ofret måske ikke hørte til Vorherres særligt udvalgte engle og måske også var en pervers, modbydelig stodder. Men det berettiger for så vidt ikke nogen til at slå vedkommende ihjel.

Seriens hovedperson er stadig den dybt korrumperede Enoch ’Nucky’ Thompson, som sammen med sin akkurat lige så skruppelløse bror styrer spille- og forlystelsesbyen Atlantic City og sørger for, at der er sprut i rigelige mængder, selv om regeringen i Washington D.C. har forbudt salg og markedsføring af øl, vin og spirituosa.

Deres håndgangne mænd sørger dertil for, at der er underholdning, kvinder og spil til at ledsage drikkeriet.

Henrik Palle: Gangstere går bare aldrig af mode på amerikansk fjernsyn

Men selv om Nucky, der fortolkes fremragende af Steve Buscemi, har masser af penge og er respekteret og frygtet af så godt som alle, må han se sig henvist til at være foruden sin hustru og børn – hans noget mere moralsk anlagte kone har nemlig opsagt huld og troskab og er flyttet til den nærliggende storby New York for der at opdrage ungerne.

En anden central figur er supergangsteren Al Capone, som udvider sine aktiviteter, men bliver mopset, da en ung sandhedssøgende journalist kalder han for ’faktotum’ og staver hans navn forkert. Det er en fremragende dramatisk scene, da den lavstammede mafioso med fysisk eftertryk lærer den unge skriverkarl, at C A P O N E siger Capone, så han aldrig glemmer det igen.

Samfundskritik i kulørte gevandter

Skønne kvinder optræder i rigt mål i serien. Og fordi det er HBO, er de ikke karrige med at fremvise deres yppigheder. Det forventer folk åbenbart af serierne fra den amerikanske betalingskanal, men det er ikke altid, at det spiller en egentlig rolle for historien, hvorfor det kommer til at virke som overflødig pynt; som om der skal være bare bryster i alle afsnittene.

Fotograferingen er udsøgt. Belysningen er delikat, kameragangene sømløst labre, og når en delfortælling afsluttes, er det sidste billede næsten altid malerisk smukt som et lærred af Edward Hopper, den amerikanske realismes største billedkunstner.

LÆS OGSÅ Henrik Palle: Amerikansk tv domineres af komedieserier og skodfjernsyn

Og det er især i den ekstremt omhyggelige filmning, at ’Boardwalk Empire’ træder i karakter som et stykke visuel fortælling på samme niveau som Sergio Leones ’Once Upon A Time In America’ og Francis Ford Coppolas Godfather-trillogi. Den har måske ikke samme eksistentielle tyngde som den moderne gangsterfortælling om familien ’Soprano’, for det er ikke primært en historie om, at det sgu heller ikke er let at være gangster, selv om folk tror det.

Det er snarere et kostumedrama, som peger nogle skævheder i det amerikanske magtapparats irgange ud. Altså en form for samfundskritik i kulørte gevandter.

Man drømmer sig tilbage til epoken, hvor tåbelige politikeres puritanske beslutninger gav bolden op til den organiserede kriminalitet, som lavede det om til en fest med dansende kvinder og entreprenante mænd.

Henrik Palle

fortsæt med at læse