»Det er da vist nogen, der er godt i gang med at ...«, tænkte man i sit stille sind, da de første og med længsel ventede sekunder af tredje ombæring af Søren Sveistrups noir thriller ’Forbrydelsen’ rullede over fladskærmen.
Men kun kort, indtil sagens rette omstændigheder gik op for en.
For den muskuløse, svedende, tatoverede ryg, man så for sin øjne og automatisk også forestillede sig være en del af noget, man almindeligvis ikke forbinder med DR Drama i prime time, var ikke den ene del af et par, der leger dyret med de to rygge; det viste sig at være en arm stakkel, der på det grusomste er bundet til en stol og har været tvunget til at iagttage kopulation på en fjernsynsskærm, mens angsten for, hvad der nu skulle til at ske, har formørket hans bevidsthed.
Og ligesom dette i et splitsekund gik op for seeren, lykkes det manden at slippe fri af sine reb og løbe op til kontrolrummet på det, vi nu har gættet er et skib, blot for der at erfare, at spillet er ude.
Ingen vil høre hans »mayday, mayday«. For klokken er faldet i slag for ham. Ledningen til kommunikationsudstyret er klippet over.
Nye og gamle flammer
Og så er serien i gang igen: En mand ankommer til Københavns Politigård. Det er en ung mand, der går med bestemte skridt og en taske over skulderen.
Snart efter finder vi ud af, at han er på vej til Sarah Lund, og inden længe erfarer vi, at hun er på toilettet, har 25-års jubilæum og er voldsomt forhippet på at slippe væk fra drabsafdelingen og sin chef, Lennart Brix, væk til afdelingen for strategi og analyse, en angivelig elefantkirkegård.
Sarah Lund er træt, kan vi forstå – og vi, som kender hende, ved kun alt for godt, at hun har grund til at være træt som et alderdomshjem.
Senere skal hun have overrakt et diplom af politidirektøren for et kvart århundredes slid og slæb i korpset, og bagefter kommer hendes søn Mark og hans kæreste på besøg til middag. Men vi ved udmærket godt, at hun ikke kommer til at deltage i den fest og næppe heller vil nyde et godt glas i selskab med sit eneste barn.
For sådan er vilkårene, selvfølgelig er de det. Der bliver fundet et parteret lig i havnen. Og PET dukker op i skikkelse af Mathias Borch – spillet af vor tids danske svar på Cary Grant, Nikolaj Lie Kaas – som Sarah Lund gik på politiskolen med og tilsyneladende har delt mere end klasselokale med i sin tid.
LÆS OGSÅ Forbrydelsens 'nye' stjerne tager forventningerne med sønderjysk ro
Og der er krise i Danmark.
Statsministeren har problemer med landets store rederivirksomhed, som vakler med hensyn til at flytte arbejdspladser til udlandet. Midt i forhandlinger på højeste plan i denne organisation, som ledes af den nyskilte Robert Zeuthen, gestaltet af Anders W. Berthelsen på sammenbidt vis, kidnappes Zeuthens niårige datter, Emilie.
Sarah Lund og Matthias Borch involveres i efterforskningen af den sag, der har national betydning. Og deres modstander viser sig at være en snu satan.
Den store historie
Puha. Noget af en neglebidende omgang og et mildest talt hæsblæsende gensyn med det engelske kongehus’ foretrukne krimiserie og detektiv.
Og lad os sige det kort på moderne dansk: Det er fucking fremragende.
Der er for mange f-ord i 'Forbrydelsen's engelske underteksterSkuespillet fungerer på sin egen dorske facon. Kulissen er en mørk og dæmonisk bagside af København med tilvoksede barakbyer i skyggen af storkapitalens glaspaladser. I sådan et morads skal gå en modig og ærlig kvinde med et hjerte af guld: Sarah Lund.
Desværre tyder meget på, at hun er på vej ind i et mentalt mørkeland, hvor kun få vender helskindede tilbage fra.
Og heri åbenbarer sig måske trilogiens overordnede historie.
Samtidens Danmark
Forbrydelsens tre akter udgør tilsammen den tragiske beretning om Sarah Lund og hendes lange dags rejse mod natten, mod ensomheden og i sidste instans døden.
I sin kamp for retfærdighed har hun sat alle menneskelige relationer over styr; hun har set ting, intet menneske burde se.
Hun har elsket, men kun for at miste og blive forstødt og skuffet.
LÆS MERE
Eller rettere: Det tror denne anmelder.
For det kan meget vel hænde, at tingene arter sig anderledes, og at Lund ender med at høste hjemmedyrkede drivhustomater i sit nye rækkehus og servere dem for en sød kæreste, som serverer barolo og laver lasagne.
Det ville bare være en underlig slutning på en tv-serie, der med en – i dansk sammenhæng sjælden – konsekvens har udforsket menneskesindets mørke sider og accentueret det forhold, at Danmark i vore dage ikke er nogen socialdemokratisk ferielejr, men et koldt, blæsende og ikke mindst brutalt sted.
Koldt over det hele
Seriens produktionsdesign og moderne noir-stemning fra de to første ombæringer er fastholdt uden nævneværdige opdateringer, og Frank Baks dystert rugende, men også smukke og enkle underlægningsmusik understreger fint handlingens uafvendelige, men også langsommelige fremdrift.
For stærkt går det ingenlunde. Men ikke desto mindre sker der konstant udviklinger, så man som seer følger næsten opslugt med.
LÆS OGSÅ Britiske anmeldere skamroser 'The Killing 3'
Og man iagttager hele det isbjerg af baggrundshandling, der gemmer sig under den manifeste fortællings vandlinje.
Det kan man aflæse i Helle Fagralids smukke øjne – hun spiller Zeuthens ekskone, og man forstår, at skilsmissen ikke har været nogen fælles beslutning efter modne overvejelser og lindrende terapiforløb.
Man kan høre det i stemmen, når Anne Marie Helger, der igen er Sarah Lunds mor, fortæller hende, hvad der måske er det bedste.
Og man kan fornemme det på den måde, Lund og hendes gamle flamme Borch omgås fremmedgjort kendt på. Det er koldt både udenfor og indeni.
Man forstår så udmærket, hvorfor hun hele tiden har sweater på.
fortsæt med at læse
