Hun er ikke en dag over fire. Hun har ventet i to timer i en kø, hvor forældrene efterhånden er de mest utålmodige, hun er lidt betuttet og uden tvivl ret træt. Men så er det hendes tur. »Hvor er du dog smuk«, siger Hr. Skæg, og hans brune øje stråler med radioaktiv intensitet. »Nej, hvor er det dog en dejlig nederdel, du har på. Den ligner ægte guld«, siger han med samme overstadige glæde. Pigen ser ikke mindre betuttet ud, men smiler stille og stolt. »Hvad er det første bogstav i dit navn?«. »C«, siger hun. »Næste«. »L«. »Næste«. »A«. »Næste«. »R«. »Næste«. »A«. »Næste«. »Der er ikke flere«, siger hun og rokker lidt på stedet. »Hedder du Clara? Hvor er det dog et dejligt navn, og tusind tusind tusind tak, fordi du har lært mig at stave det«, siger Hr. Skæg med sin runde stemme. »Hvem har fundet på det flotte navn?«, spørger han. »Min mor«, siger Clara og peger op på sin korthårede cowboybuksemor. »Hvor er du smuk også«, siger han. Hun rødmer og lyser. »Tusind tak, fordi jeg måtte møde verdens sødeste pige«, siger Hr. Skæg. Så er det den næste i køen. Sådan sidder Mikkel Lomborg, eller sådan sidder Mikkel Lomborgs alter ego Hr. Skæg, i mere end tre stive timer. Af og til får han absencer og kommer til at lave en streg hen over papiret, han skriver autografer på, og må tage et nyt.
Af og til får han flimren for øjnene, fordi han er på, fordi han kræver af sig selv at være på, og fordi han vil være på, også selv om han allerede har spillet to gange den dag og nu sidder på en stol midt i solen og sveder.
