International 'Borgen'-feber: Det er moderne at dyrke Danmark

Det er godt nok store ord. Især måske for indbyggere i et lille land, hvor selvglæden gerne må vokse, men helst kun i bredden.

Det er bare ikke rigtig til at komme uden om, hvis man bladrer i britiske og amerikanske aviser fra de seneste uger: Anmelderne elsker den danske tv-serie ’Borgen’, som i flere lande er blevet ren kult for belæste byboere fra middelklassen.

De genkender nemlig ikke alene sig selv i serien. Den giver dem også lejlighed til foran tv-skærmen at foretage små rejser frem i tiden til et hypermoderne samfund, hvor kvinder kan have magt, mænd passer børn, og hvor en abort kan afvikles i udkanten af historien, uden at hele afsnittet behøver at stå i skyldfølelsens tegn.

Nr. 1
Og den cocktail gider de godt, hvis man skal tro de udenlandske anmeldere, som – meget udansk – udtrykker deres begejstring i højt belagte sætninger.

På den amerikanske hjemmeside Daily Beast figurerer ’Borgen’ ikke bare på listen over det forgangne års bedste tv-dramaer. Den er nummer 1. Foran serier som ’Mad Men’ og ’Downton Abbey’, som man ret beset ellers også godt kunne finde et par gode ting at sige om, hvis man blev presset.

Og i sin begrundelse skriver listens forfatter, Jace Lacob, om skuespillerne Sidse Babett Knudsen og Birgitte Hjort Sørensen:

»De to kvinder leverer to af de bedste optrædener på tv i det seneste årti, mens de snarere end at undvige svælger i de realistiske sprækker i deres figurer og overvinder kvindefjendskhed i hver sine respektive sfærer«.

Danmarks svar på ’The West Wing’ blev det mest betagende drama i 2012, skriver den britiske avis The Telegraph, hvis liste over de bedste tv-serier toppes af ’Borgen’ foran amerikanske som ’Homeland’, ’Breaking Bad’ og ’Game of Thrones’.

Det bedste tv, du aldrig har set
I en anmeldelse i det litterære amerikanske magasin n+1 kalder Jason Farago ’Borgen’ for »det vigtigste program på europæisk tv« og »det mest overraskende tv-hit i årevis«.

Og det er alt sammen bare den foreløbige kulmination på et euforisk år for ’Borgen’, som ifølge New York Times’ anmelder Alessandra Stanley »måske nok er den sværeste serie at finde på amerikansk fjernsyn, men for øjeblikket også er en af de bedste«.

I Newsweek betegnede Andrew Romano den som »Den bedste tv-serie, du aldrig har set« og tilføjede, at den bedste politiske tv-serie nogensinde ikke længere kommer fra Hollywood og hedder ’The West Wing’. »Den kommer i stedet fra København og hedder ’Borgen’«.

Også dansk tv som sådan får, så pejlevognen passer. For nylig blev dansk tv i den franske avis Le Monde udråbt til det hotteste i Frankrig.

Og i morgendagens udgave af The New Yorker kan man læse en rapport fra bladets korrespondent i London, Lauren Collins, der skriver: »Når folk spørger, hvad der foregår i London for tiden, siger jeg: København«.

Eller som hun præciserer i telefonen:

»I USA er ’Borgen’ blevet en mund til mund-ting, der nærmest bliver spredt på dvd. I Storbritannien er den vældig stor. Man kan dårligt klikke ind på Guardians hjemmeside uden at se et eller andet om ’Borgen’. En anmeldelse af en episode eller noget om, hvorfor britisk politik burde være mere som i ’Borgen’. Både premierminister David Cameron og vicepremierminister Nick Clegg skal være ’Borgen’-fans, og serien bliver ofte brugt som sluse ind i en politisk diskussion«.

Dansk delirium
Men hvad er den korte forklaring på, at dansk tv pludselig styrer – endda med et drama om politik i et lille, velnæret, konsensussøgende land i Europas udkant?

Well ..., som de siger: Svaret er – for det første – ikke kort. Og spørger man journalist på den britiske avis The Guardian Patrick Kingsley, som i kølvandet på den danske bølge har skrevet bogen ’How to be Danish’, består det af fire dele.

For det første er ’Borgen’ godt lavet.

»Den anden grund er, at den kommer ud af et andet samfund end vores. I Storbritannien er vi vant til at få vores tv-serier fra USA, og når der pludselig kommer en østfra, er det eksotisk«, siger han.

»Lige i begyndelsen ser man Birgitte Nyborg cykle til parlamentet. Jesus! Det ville du aldrig se i London. Og bare det, at hovedpersonen er en kvinde, der spiller så magtfuld en rolle i en sofistikeret udgave af koalitionspolitik, som er langt mindre konfrontatorisk end britisk politik, er også eksotisk«, siger Patrick Kingsley.

Hans tredje delsvar lyder, at seere fra den britiske middelklasse i ’Borgen’ trods alt alligevel kan genkende deres eget liv.

»Vi kan identificere os med de forældre- og ægteskabsproblemer, der optræder. Men samtidig er ’Borgen’ en slags tankeeksperiment. En fremvisning af en anden måde at leve på, som nogle briter gerne vil følge. Især efter at den nyliberale variant af kapitalismen har fået et medansvar for den krise, vi befinder os i«, tilføjer han, før han kaster det fjerde svar på bordet:

»Det er moderne at dyrke Danmark. Vi lider af Scandi-feber, siger vi. Eller som jeg skriver i min bog: dansk delirium«.

Kommer aldrig til at ske
Egentlig er det en svensker, vi skal takke for, at vi sådan kan give den som kulturlækre småstatsfolk og interessante melankolske udkantseuropæere, når vi med vores evige morgenhår, dårlige tøjstil og udsøgte mangel på høflighed cykler gennem gråvejret for at hente vores børn i institutioner og hos vores ekser og i øvrigt lever vores små, tempererede liv.

Nemlig Stieg Larsson, forfatter til ’Millennium’-trilogien. For den åbnede alles øjne for, at der er salg i skandinavisk krimi.

I Storbritannien var det med ’Forbrydelsen’, at tv-seere for alvor opdagede dansk hjemmestrik. Men den kunst regnede DR bestemt ikke med, at ’Borgen’ kunne gøre efter.

Den ligner ikke en serie, der ’kan rejse’, som man siger. Og hvem skulle også orke at sidde og stave sig igennem undertekster bare for at følge med i politiske skærmydsler i et fredfyldt land, hvor absolut intet sker. Eller som programchef på TV 2 Keld Reinicke siger:

»Hvis du havde spurgt mig for fem år siden, om det her kunne ske, havde jeg sagt nej. For al logik taler imod det«.

Den danske beskedenhed
Da ’Borgen’ trodsede al logik, skete det nu også på den lille kanal BBC 4, hvor den straks fra premieren for et år siden blev en succes og siden er fulgt af næsten en million seere.

Lidt anderledes er historien i USA, hvor konkurrencen på tv-markedet i dag er så hård, at de små tv-kanaler leder uden for mainstream efter noget at markere sig på, siger Keld Reinicke.

»De søger i alle mulige retninger for at finde noget, der råber op. Faktisk skyldes hele den guldalder, vi ser på serierne i USA, at mange tager chancer som aldrig før. Og en af måderne at tage chancer på er at købe serier som de danske«.

I USA sendes ’Borgen’ på den næsten ukendte kanal Link TV. Og også i Sydkorea følger man Birgitte Nyborg. Og i Holland, Frankrig, Grækenland og Brasilien. Ikke blandt de brede masser. Snarere som i Storbritannien »en slags Politiken Plus-segment«, som Keld Reinicke siger.

Og det er vel næppe, fordi vi danskere bare finder på bedre historier. Men hvorfor så? Spørger man forfatteren til ’How to be Danish’, om ikke låget er sprunget af for de anmeldere, der sammenligner ’Borgen’ med den amerikanske klassiker ’The West Wing’ om præsident Bartlet og hans knivskarpe svende m/k i Det Hvide Hus, bliver der først stille i røret.

»Well ...«, griner Patrick Kingsley så. »Det er en meget dansk ting, ikke? Den evige beskedenhed. Og alene det, at folk sammenligner ’Borgen’ med ’The West Wing’, siger vel, at det er en rigtig god tv-serie«.

Demokratiets redningskvinde
Andrew Romano på Newsweek/The Daily Beast beskriver ’Borgen’ som det stik modsatte af den nye tv-serie ’The Newsroom’, som ellers skulle have videreført arven fra ’West Wing’. Serien er skrevet af Aaron Sorkin og følger studieværten Will McAvoys »mission med at civilisere« masserne, skriver han. Og:

»Den gode nyhed er, at alt, hvad Sorkin gør forkert, gør ’Borgen’ rigtigt«.

Mens ’The Newsroom’ hænger fast i fortiden med sin forældede machofigur, dramatiserer ’Borgen’ »de allermest moderne slagsmål for en kvinde«, skriver Romano.

I ’Borgen’ står personerne over for ægte og vanskelige dilemmaer, og selv om det ikke er den første tv-serie, der følger kvindelige politikere, når den et spadestik dybere ved til svimmelhed at fordybe sig i den sarte balance mellem, hvordan folk agerer på jobbet og derhjemme.

’Borgen’ handler om kompromiser, mener Andrew Romano. »Ikke bare de kompromiser, som politikere indgår i jagten på magt, men dem, vi alle indgår hver dag, og hvordan disse kompromiser, det være sig offentlige eller private, uvægerligt forandrer os«.

I anmeldelsen i det litterære amerikanske magasin n+1 vanker der nu ikke ufortyndet ros. Her skriver Jason Farago, at ’Borgen’ har »en meningsløs kærlighedshistorie, for mange mindre karakterer og en uendelig dum række af flashbacks til en figurs frygtelige barndom«.

Men det hjælper svært, at serien »i sin statsminister har en af de mest fascinerende politiske karakterer i nyere tid. Insider og nybegynder på samme tid, selvsikker, men begrænset af omstændighederne, personligt charmerende, men politisk langt mere utroværdig«.

Sidse Babett Knudsens »tragiske Nyborg« er ifølge Jason Farago fra n+1 »et under« sammenlignet med skuespilleren Martin Sheens »onkelagtige og uudholdeligt skinhellige« præsident Josiah Bartlet i ’The West Wing’.

Også selv om han finder det ironisk, at når et tv-drama om det arbejdende folkestyre endelig får tag i hele Europa, sker det på et tidspunkt, hvor demokratiet nærmest er sat på standby og økonomiske administratorer dikterer politikken.

Hvilket måske samtidig er en del af seriens appel, mener han. At den påstår, at der findes et andet Europa, hvor »anderledes politikere stadigvæk kan afstedkomme et andet resultat, og hvor et lands fremtid endnu ikke står skrevet i bankens regnskabsbog«.

Stilfærdig abort
I virkeligheden er det ikke kun et veldrejet drama, DR har solgt. Men også et land. Eller måske snarere: muligheden for på afstand at se mennesker agere i et samfund, hvor ligestillingen kønnene imellem er større og forskellen mellem rig og fattig mindre.

For en del amerikanske og britiske tv-seere er ’Borgen’ en tidsmaskine, forklarer journalisten Lauren Collins, der som nævnt bor i London, men skriver for The New Yorker.

»For os er det som at blive transporteret ind i en politisk fremtid. For I har allerede afsluttet nogle af de debatter, som vi har nu. Dansk politik er så progressiv. Altså, I har en helt anden debat end os om kvinder, og hvem der skal passe børnene. Fordi så mange danske kvinder arbejder og så mange børn bliver passet i institutioner støttet af staten«, siger hun.

I et afsnit af ’Borgen’ får journalisten Katrine Fønsmark en abort. »Og det var nærmest en mindre begivenhed. Et underplot!«, siger Lauren Collins.

»Hun fik en abort og kom tilbage på arbejde. En af forfatterne på ’Mad Men’ sagde til mig, at man i en amerikansk serie aldrig ville opleve en sympatisk karakter få en abort og derefter komme videre«.

To serier i én
Ifølge Lauren Collins er en del af fornøjelsen ved at se ’Borgen’ som brite oplevelsen af at bevæge sig igennem fremmede landskaber og undervejs opsnappe »små stumper af antropologi, som at danske gymnasieelever er på fornavn med deres lærer«, som hun skriver.

Men også at iagttage de enkle linjer i danske stuer og høre et andet sprog (som Sidse Babett Knudsen ganske vist i avisen beskriver som »et af de mest ækle og begrænsede«, som man ikke kan forføre nogen på, fordi »det lyder, som om man kaster op«).

»Hvad ’Borgen’ især skiller sig ud ved, er dens fokus på den private historie. Jeg har hørt mange sige, at de ikke interesserer sig for koalitionspolitik i det danske parlament, men at de er meget interesserede i, hvad der sker mellem Birgitte Nyborg, hendes mand og deres børn. Så på en måde betaler man for én tv-serie, men får to. Man ser ’The West Wing’, mens man er på besøg i et fremmed land«.

Netop ’West Wing’ manglede nu den private side, påpeger manuskriptforfatter og serie-aficionado Søren Frellesen.

»I ’Borgen’ kan man se, hvordan Birgitte Nyborg kombinerer sit job og sit private liv. I ’West Wing’ bliver de skilt og fucker deres liv op, men de er altid på job og giver den gas 24/7. Det har aldrig handlet om, at nogen skulle rydde tid i privatsfæren for at gøre deres arbejde. Det giver sig selv, når man arbejder for præsidenten«, siger han.

»Så må du se dine børn og blive skilt, når han ikke er præsident længere«.

Ny eksport: Dansk frisind
Danmarks Radios dramachef, Nadia Kløvedal Reich, er udmærket klar over, at det ikke bare er ideer og replikker, DR har eksporteret, men en udvikling, det danske samfund har gennemgået, så vi i Danmark er foran, hvad angår ligestilling.

»I dag er 80 procent af kvinderne på arbejdsmarkedet. Vi har fri abort, udannelsesstøtte og en række velfærdsgoder, som har ændret forholdet mellem kønnene, hvilket gør, at vi kan skrive scener, som afspejler den situation uden det tabu, de vil blive præsenteret med i andre lande«.

Når en kvinde som Birgitte Nyborg indtager et af kvindernes nyligt erobrede domæner, påvirker det selvsagt forholdet til hendes mand og hendes børn. Men i ’Borgen’ bliver hun egentlig bare anbragt i samme dilemma, som en mand ville stå i.

»Og det kan vi, fordi vi er så langt på den rejse i Danmark«, siger dramachefen.

Scenen behøver ikke at handle om ligestilling eller rejse moralske spørgsmål som, hvem der egentlig har ansvaret for omsorgen i familien. Derfor er der i ’Borgen’ scener, som aldrig kunne være skrevet i Frankrig eller England, mener hun.

»Og slet ikke i USA. Der ville det være synd for Birgitte Nyborg. Eller: Se nu, hvad det betyder for hendes børn«.

En anden af ’Borgen’s nærmest samfundsskabte styrker er den korte afstand mellem danske magthavere og befolkningen, som gør det muligt at følge med statsministeren hjem og stadig befinde sig i et liv, mange vil genkende. Som Nadia Kløvedal Reich siger:

»Vi kan beskrive nogle politiske temaer, som spejler sig ind i den virkelighed, politikerne selv er en del af. Derved kan vi bygge bro mellem deres personlige historier og den politik, de udøver«.

Det store gennembrud på vej
Endnu har hverken DR eller TV 2 indgået konkrete aftaler, men britiske og amerikanske selskaber har udtrykt interesse for at investere i ny dansk tv-dramatik. Og det lover virkelig godt, siger programchef på TV 2 Keld Reinicke.

»Hidtil har vi levet af vores skandinaviske partnere. Hvis det her fortsætter lidt endnu, kan vi søge penge på en anden måde til vores projekter, hvilket er ret fantastisk for danske filminstruktører, manuskriptforfattere og skuespillere«, siger Reinicke, der håber, at det en dag vil lykkes at afsætte dansk tv-drama til en af de store udenlandske mainstreamkanaler.

»Hvis vi tror, at det er tv-serier, udlandet gerne vil have, skulle vi måske overveje at lægge nogle af filmpengene over i tv-serier. For i Danmark er det jo de samme mennesker, der laver film og tv-dramatik«.

Danmarks Radio vil gerne samarbejde med udenlandske selskaber, fortæller dramachef Nadia Kløvedal Reich. Men ikke skele til et udenlandsk publikum, når nye serier planlægges. For DR skal lave historier, der afspejler den tid, vi lever i, og de udfordringer, danskerne står over for.

»Det er vores metier. Og den fraviger vi ikke«, siger hun.

Men derfor kan ’Borgen’s succes godt være med til at forandre os.

»Det forekommer mig, at et nyt og mere ambitiøst træk i danskheden er ved at sætte sig igennem eksemplificeret ved ’Borgen’, siger forfatteren til ’How to be Danish’, Patrick Kingsley.

»Folk er begyndt at tænke: Hvordan skaber vi det bedst mulige tv-program, verdens bedste restaurant eller den mest interessante arkitektur? Det er, som om I har opdaget, at I ikke behøver at holde jer inden for landets grænser. At også danskere kan deltage på den store scene«.