Journalister, kommentatorer og andre iagttagere undrede sig. De blev mistænksomme.
Hvad har han gang i? Hvorfor render Mark Zuckerberg rundt på en mark? Hvorfor spiser topchefen for et af verdens største firmaer middag hos en fremmed familie i Wisconsin? Hvorfor fodrer han deres nyfødte kalv med mælk fra en flaske? Hvorfor nusser han deres nye killing? Og hvorfor gør han et stort nummer ud af besøget på sin profil på Facebook?
Folk spekulerede. Det havde de faktisk gjort, siden Facebooks stifter flere måneder tidligere annoncerede sin ambition om at besøge almindelige mennesker i samtlige 50 amerikanske stater. Alle i løbet af 2017. Han har indtil videre besøgt narkomaner på et afvænningscenter. En rejefisker i Alabama. En militærbase i North Carolina. Og mange flere.
Besøget hos landmandsfamilien Gant i Wisconsin i slutningen af april gjorde i den forstand bare det tydelige endnu tydeligere: Mark Zuckerberg vil være præsident i USA. Den 33-årige grundlægger af verdens største sociale medie er i gang med at forvandle sig selv til den statsmand, som vælgerne kan have tillid til, og det er derfor, han rejser rundt i USA – i øvrigt med et større hold af pressemedarbejdere og fotografer – og taler med almindelige mennesker og virksomhedsledere. Det er der i hvert fald mange, der har gættet på. Så mange, at Zuckerberg selv følte sig nødsaget til at dementere rygterne.
