Hvis man skriver en bog, der blandt andet handler om at hylde den klassiske journalistik og have sine fakta på plads, så er der nok ikke noget værre end at blive beskyldt for at lave faktuelle fejl.
Det skulle da lige være også at blive beskyldt for plagiat.
Og det er lige præcis, hvad der er overgået den tidligere chefredaktør på et af den vestlige verdens meste anerkendte medier, The New York Times.
Jill Abramson, der var chefredaktør på avisen fra 2011 til 2014 har udgivet bogen, ’Merchants of Truth’ – på dansk noget i retning af ’Sandhedens købmænd’ – med undertitlen ’The Business of News and The Fight for Facts’.
Kritiseret før den udkom
Allerede i midten af januar, da der kun cirkulerede anmeldereksemplarer på forskellige amerikanske redaktioner, beskyldte Vice-journalisten Arielle Duhaime-Ross Jill Abramson for seks faktuelle fejl i forbindelse med et besøg hos hende på Vice-redaktionen.
Og efter at bogen nu er udkommet, har en anden Vice-journalist, Michael C. Moyhan, gennemgået bogen og fundet en række passager, der ord til andet er taget fra andre artikler. Ligesom der er passager i bogen uden de rigtige henvisninger til det originale materiale, de er baseret på.
I en meddelelse fra forlaget Simon & Schuster erkender Jill Abramson nu, at der er fejl i bogen.
»I nogle tilfælde matcher noterne ikke de rigtige sider i bogen«, udtaler hun og siger, at det er fejl, som vil blive rettet.
»Sproget er i nogle tilfælde for tæt på (forlægget, red.) og skulle være skrevet som citater i teksten. Det vil også blive fixet«, hedder det videre i pressemeddelelsen, der blandet andet er citeret i The New York Times.
Ifølge forlaget vil rettelserne ske i de næste oplag samt i alle e-bøger.
Uhæderligt
En af dem, som Jill Abramson har plagieret i sin bog uden nogen form for henvisning, er journalisten Nicolle Weeks. Hun siger til The New York Times:
»Jeg er bekymret over, at hun har skrevet en bog om sandhed og journalistik og så har gjort noget uhæderligt«.
Jill Abramson var den første kvindelige chefredaktør for The New York Times. Hun blev fyret i 2014.
’Merchants of Truth’ handler om, hvordan redaktioner på både gamle og nye medier slås med de store omvæltninger, digitaliseringen har medført. Den har ifølge The New York Times overvejende fået gode anmeldelser.
fortsæt med at læse




























