Selvransagelse. En række sager om plagiat har sat norske medier på den anden ende.
Foto: KIM NIELSEN

Selvransagelse. En række sager om plagiat har sat norske medier på den anden ende.

Medier

Norske medier rydder op efter plagiatsager på stribe

Journalist på norsk avis plagierede The New Yorker. Siden er flere pinlige sager dukket op i norske medier.

Medier

Da filmdistributør Øistein Refseth fra Bergen den sidste weekend i juli læste en større artikel i norske Dagens Næringsliv (DN) om servicemedarbejderes møder med vrede kunder, var der mange af vendingerne og citaterne, han havde læst før.

Bare et andet sted. Nemlig i The New Yorker. Men det amerikanske magasin var hverken krediteret eller citeret.

På Twitter lagde Øistein Refseth uddrag af de to tekster op, så hans følgere selv kunne sammenligne dem. De viste, at DN's reporter Daniel Butenschøn havde planket flere afsnit uden at kreditere eller citere det oprindelige medie. Og det blev snart opsnappet af de øvrige norske medier. To dage efter at teksten var blevet trykt i avisen, blev den fjernet fra DN's netavis.

»Det er en fuldstændig uacceptabel fremgangsmåde«, skrev DN’s chefredaktør Amund Djuve ifølge det norske fagblad Journalisten siden i en intern mail til sine medarbejdere.

Om tirsdagen havde DN fundet yderlige fire tilfælde, hvor Butenschøn havde plagieret andre tekster. Og som chefredaktøren udtalte til sin egen avis:

»Jeg frygter desværre, at vi finder mere, efterhånden som vi får arbejdet os gennem det her«.

Det fik han ret i. Som redaktøren af det norske fagblad Journalisten, Helge Øgrim, siger til Politiken:

»Det er en meget alvorlig sag. Indtil videre er der nu dokumenteret 11 tilfælde - primært af avisen selv - hvor journalisten fra Dagens Næringsliv har snydt«.

Og sagen er ikke enestående. En række andre eksempler på plagiater i norske medier er nemlig dukket op som følge af afsløringerne i DN.

»Der foregår en debat og en slags selvransagelse lige nu. Men det er synder, der er blevet begået i mange, mange år af journalister både på print og på netmedier. At man har anvendt andres arbejde uden at kreditere dem, hvor man skulle have gjort det«, siger Helge Øgrim.

Kilde til konstant forlegenhed

Det er selvfølgelig skidt, at en reporter har plagieret i det omfang, mener redaktøren for det danske fagblad Journalisten, Øjvind Hesselager. Det gode er, at DN tager det meget alvorligt og har sat en håndfuld mennesker til at finde ud af, hvor mange tekster det drejer sig om.

»Han har smykket sig med lånte fjer, men substansen i historierne er god nok. Læserne bliver kun snydt på et mindre punkt, nemlig at journalisten lader som om, han selv har fundet på det. Så det er primært en intern fagdiskussion. Men det er også interessant for læserne at kunne se, hvor tingene kommer fra, og med hvilken pålidelighed de bliver sagt«, siger Øjvind Hesselager til Politiken.

Butenschøns snyderi har fået flere norske mediefolk til at gå i gemmerne og finde lignende eksempler. Mediekritiker og kommentator Jan Arild Snoen har på tidsskriftet Minervas netmedie, Minervanett, afsløret, at mediekommentator på Bergens Tidende, Håvard Nyhus, i 2009 plankede store dele af sin artikel om barnløse amerikanske par i Dagbladet fra tidsskriftet The American.

»Det er pokkers pinligt«, siger Håvard Nyhus ifølge det norske fagblad Journalisten.

»Det er tyveri og plagiat og har været en kilde til konstant forlegenhed, siden jeg første gang blev konfronteret med sagen i 2009. Hvis der er noget positivt at sige om det, er det, at mine egne fejltrin har gjort mig endnu mere bevidst om, hvor grænsen går«.

Jan Arild Snoen skriver på Minervanett, at han opdagede plagieringen allerede for seks år siden, men dengang ville hverken Dagbladet eller Minerva offentliggøre hans gennemgang af artiklen. Ifølge Snoen fordi Håvard Nyhus dengang var »en ung freelancer«. I dag er han mediekommentator på Bergens Tidende.

Når Snoen nu hiver sagen frem igen, er det fordi, han mener, at der »behov for en bredere udluftning i norsk presse efter Butenschøn-sagen«.

Det er der åbenbart flere af hans kolleger der er enige i. Medier24.com kunne som de næste i rækken fortælle, at den prisbelønnede journalist Kjetil Østli i sin klumme om atomer og liv på jorden i Aftenpostens A-magasinet i juni kom til at skrive af efter den populærvidenskabelige amerikanske forfatter Bill Bryson. Medier24.com viser med teksteksempler, hvordan flere afsnit er mere eller mindre direkte oversættelser fra Brysons bog »A short story of nearly everything«. Til Medier24.com har A-magasinets redaktør Lillian Vambheim siden sagt, at krediteringen forsvandt, da artiklen skulle forkortes for at passe til den tildelte plads.

Aftenposten har nu i en opdatering af artiklen krediteret Bill Bryson, og Østli har selv taget ansvaret for plagiatet.

»Det er hos mig fejlen ligger. Jeg er normalt god til at kreditere«, har han sagt til avisen Klassekampen.

Selv redaktør for fagblad under beskydning

Sagerne er blevet dækket intensivt i de norske journalisters fagblad, hvor redaktøren Helge Øgrim i en kommentar blandt andet skriver:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Der er mange lånte fjer i den journalistiske fællesgarderobe. Jeg tror næsten alle journalister og forfattere pynter sig lidt med andres fakta, formuleringer og metaforer. Det udgivne stof er kulturelt fælleseje, og inspiration er en forudsætning for kreativitet (...) Når man låner en andens formulering falder det inden for presseetikken. Men hvis formuleringen er tilstrækkeligt original, fortjener læseren kilden. Andres observationer kan man ikke gøre til sine egne. Men fakta er frie. Snyd forårsager alvorlig skade på mediernes omdømme og den offentlige samtale, selv om det sker sjældent. Når det sker, er der gerne mediefolk, som skyder skylden på tidspresset. Men den forklaring er for bekvem. Snyd er først og fremmest et produkt af dovenskab, forfængelighed og lav etik«.

Men Helge Øgrim er heller ikke ren. For dagen efter kommentaren gjorde sociologen og skribenten Kjetil Rolness på sin blog opmærksom på, at en artikel som Helge Øgrim skrev for Dagbladet i 2002 om skakgeniet Bobby Fischer havde usædvanligt mange sammenfald med en tekst fra det amerikanske magasin, Atlantic Monthly.

»Det er selvfølgelig både ubehageligt og pinligt«, siger Øgrim til Politiken.

»Magasinet var dog krediteret nederst i teksten men ikke særlig iøjnefaldende. Der er en henvisning til Atlantic Monthly, men der skulle have stået, at det var en parafrasering af deres store research-arbejde«, siger han.

At redaktøren for norske journalisternes eget fagblad selv har sådan en sag på samvittigheden har også pustet yderligere til debatten i Norge, vurderer han.

Plagiering er journalistikkens svar på bloddoping, mener den norske højskolelektor Ketil Raknes fra Markedshøyskolen.

»Det er en umoden og antiintellektuel kultur, som man bør gribe ind over for. Omfanget af plagiatsager i både norske og internationale medier er så omfattende at det må hænge sammen med, hvilken adfærd der belønnes i journalistfaget. For akademikere er det åbenlyst, at de fleste kloge ting allerede er sagt, og arbejdet består i at tænke gamle tanker på nye måder. I journalistikken er det omvendt. God journalistik går ikke ud på at bygge videre på gammel viden, men at opdage verden på ny igen og igen. Vinklen ingen har tænkt på, problemet ingen har set, og fænomenerne som ingen har snakket om er en central journalistisk drivkraft. Kravet til originalitet og eksklusivitet bliver stærkere, artiklerne skal skrives hurtigere, og ingenting er mere uinteressant for en redaktion end det, som er tænkt og skrevet før«, skriver han i en kommentar i norske VG.

Erfarne journalister plagierer mest

Det er i overvejende grad reportere, der bliver taget i at kopiere andres tekster, viste et forskningsprojekt fra universitetet i Maryland fra 2007, der undersøgte 76 sager om plagiering i amerikanske dagblade.

Og så er der en overvægt at mediefolk med mere end 10 års erfaring blandt kopisterne. Det er oftere store aviser, der trykkes i mere end 250.000 eksemplarer, der bliver taget i at kopiere andres tekster.

Den seneste danske sag er fra foråret 2015, hvor sportsjournalist Asker Hedegaard Boye fra Jyllands-Posten på sin blog anklagede sportskommentator Andreas Rasch-Christensen fra TV2 for at skrive af på en TV 2-blog og i en bog. Andreas Rasch-Hansen undskyldte siden sammenfaldet i formuleringerne.

I en anden sag fra 2009 citerede Informations daværende korrespondent i London, Mads Qvortrup, ifølge fagbladet Journalisten flere gange både døde kilder og kilder, han aldrig havde talt med. Korrespondenten erkendte og beklagede, at han havde lavet en række fejl. Og undskyldte sig med, at han ikke er uddannet journalist men akademiker, hvilket han siden tog konsekvensen af og sagde op.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det positive i den norske sag er, at DN tager det så alvorligt og sætter fem mand af til at gå det hele igennem. Det er et lyspunkt. Det kræver virkelig mange ressourcer. Information gjorde i sin tid aldrig det samme«, siger Øjvind Hesselager.

Ifølge ham er det blevet nemmere at snyde, fordi alle i dag principielt har adgang til alt via internettet. Men af samme grund er det også blevet mere risikabelt, understreger han:

»Det interessante er, hvorfor vi gør det. På de store fortællinger handler det om, at man gerne vil anerkendes og illustrere en tilstedeværelse, som der altså så ikke altid er belæg for. Men det er meget mere hyppigt i småjournalistikken, notestof og citater, hvor man eksempelvis skriver: 'har han udtalt', uden at skrive hvor. Det handler også om et opskruet arbejdstempo. Der er så stort et behov for levering af indhold til de digitale platforme, at folk skyder genvej«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce