YouTube har indtil 23. august til at imødegå foreningen FairTubes krav. Ellers vil foreningen igangsætte en uvildig undersøgelse for at afdække, om YouTube overholder den gældende lovgivning i EU. Det oplyser tech-mediet Engadget.
Europas største youtubere er nemlig trætte af, at videodelingstjenesten udmeldinger er uklare og uigennemsigtige, når den fjerner brugernes videoer og fjerner youtubernes mulighed for annonceindtægter - såkaldt demonetization.
Derfor har en række af Tysklands førende youtubere nu indgået et samarbejde med fagforeningen IG Metall. Fagforeningen er en af Europas største og Tysklands ældste, og inkluderer udover metalarbejdere også ingeniører og IT-folk. Og nu altså også youtubere.
Sidste år oprettede youtuberen Jörg Sprave, der har over 2 millioner følgere på tjenesten, foreningen The YouTube Union, efter YouTube uden klar begrundelse fjernede nogle af hans videoer, selv om disse ikke umiddelbart overskred platformens retningslinjer.
Mere gennemsigtighed
Det er Spraves forening, der nu har indgået et samarbejde med IG Metall.
Sammen har The YouTube Union og IG Metall lavet foreningen FairTube, der udover Sprave og IG Metall også inkluderer 20 af Tysklands største youtubere.
FairTube vil blandt andet undersøge, om youtuberne har ret til at betragte sig som ansatte hos YouTube, og de vil undersøge, om Databeskyttelsesforordningen (GDPR) kræver, at YouTube bliver mere gennemsigtig i forhold til, hvorfor bestemte videoer bliver fjernet eller hvorfor bestemte kanaler bliver demonetized.
De kræver, at YouTube bliver mere klar i mælet, således at youtuberne har lettere ved at forstå, præcis hvornår en video overskrider retningslinjerne.
fortsæt med at læse
Google-chef blandede sig, og så blev tre videoer slettet fra YouTube
-
»Han kalder mig jo mere eller mindre direkte racist«: Lars Kragh Andersen sagde op som politimand og prædiker nu på YouTube, som har fjernet flere af hans videoer efter kritik
-
»Unges brug af sociale medier og fjernsyn bør reguleres«: Sociale medier medvirker til depression hos unge, viser nyt stort studie


























