Med Karnovs Lovsamling i baggrunden, brede skuldre, kortklippet hår, blå øjne og en rolig, monoton, nærmest oplæsende røst taler Lars Kragh Andersen i fire, fem, måske seks minutter eller længere. I en af sine videoer lærer han sine seere, hvordan de skaffer selvforsvarsskydevåben i Danmark. I en anden, hvordan de bør forholde sig, når politiet udspørger dem. I en tredje, hvordan de kører i bus og tog uden billet.
I sin egenskab af at være politibetjenten, som sagde op, blev en slags dissident og nu prædiker sandheden til de klarsynede, har Lars Kragh Andersen rundet 21.000 abonnenter på YouTube.