Den nye konkurrent til Netflix har fået over 10 millioner abonnenter på kort tid, men oplever til gengæld problemer med hacking af kontoer.

Disneys nye streamingtjeneste er blevet hacket: Tusindvis af kodeord kan købes på det sorte marked

Live-versionen af 'Lady og vagabonden' er en af de eksklusive titler, som Disney Plus lokker brugerne med. Foto: KC Bailey/Disney Enterprises Inc.
Live-versionen af 'Lady og vagabonden' er en af de eksklusive titler, som Disney Plus lokker brugerne med. Foto: KC Bailey/Disney Enterprises Inc.
Lyt til artiklen

Der gik kun få timer fra Disneys nye streamingtjeneste Disney Plus havde åbnet for dørene, før de første meldinger om hacking af kontoer kom.

Ifølge en undersøgelse fra Zdnet sælges tusindvis af brugernavne og passwords for mellem 20 og 75 kroner på forskellige hackerfora på internettet.

Mens flere af brugerne har fortalt til Zdnet, at de har genbrugt kodeord fra andre tjenester, siger mange, at de har lavet unikke koder til den nye streamingtjeneste. Passer det vil det betyde, at hackere bruger avancerede metoder til at få fat i kontooplysningerne, skriver teknologimediet.

Fejlen er brugernes

Ifølge en udtalelse fra Disney selv, ligger fejlen dog ikke hos dem.

»Vi har ikke fundet nogle tegn på, at der skulle være brud på sikkerheden«, siger en talsperson til Variety.

»Vi holder hele tiden øje med vores sikkerhedssystemer, og så snart vi ser mistænkelig login-adfærd, låser vi kontoen og beder brugeren om at lave et nyt kodeord«, fortsætter de.

Disney holder fast i, at det er en meget lille procentdel af de mere end 10 millioner brugere, der allerede har meldt sig til, der er blevet udsat for hacking.

Det problem, Disney Plus står over for nu, er et de andre streamingtjenester har haft i årevis. På internettet kan man således finde massevis af brugernavne og kodeord til Amazon Prime-, Hulu- og Netflix-konti.

Selv om nogle af priserne på de hackede Disney Plus konti er højere, end hvad en måned koster hos tjenesten selv, ligger de ifølge Zdnet til salg, fordi folk stadig køber dem.

Simon Løber Roliggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her