Siden 3. marts har Telia-kunder undværet Discoverys kanaler. Efter ny aftale får de dem tilbage.

Tusindvis af danskere kan igen se Superliga og ekskærester på stranden: Telias kunder får Discovery-kanaler tilbage

Mikkel og Amanda var deltagere i anden sæson af 'Ex on the Beach', et af Discoverys mest sete proig Foto: Mogens Flindt
Mikkel og Amanda var deltagere i anden sæson af 'Ex on the Beach', et af Discoverys mest sete proig Foto: Mogens Flindt
Lyt til artiklen

Kunder hos Telia TV kan igen se landsholdskampe, superligakampe og realityprogrammet ’Ex on the Beach’.

Det sker efter, at Telia og Discovery har indgået en aftale om, at Discoverys kanaler igen bliver inkluderet i Telias tv-pakker. Det oplyser Telia i en pressemeddelelse.

Tv-kunderne har ellers måttet undvære Discoverys 11 kanaler siden 3. marts, hvor den gamle aftale mellem Telia og Discovery udløb, uden at en ny aftale var forhandlet på plads.

Da meddelte Telia til deres 21.000 kunder, at de ikke kunne få en aftale på plads med Discovery, men at de stadig forhandlede.

Sine Smith Jensen, director of commercial management i Telia, beklager det bøvlede forløb:

»Vi har indgået en ny aftale med Discovery Networks. Jeg beklager naturligvis den forvirring og usikkerhed, som forløbet har medført for vores kunder. Selv om vi skulle ud i forlænget spilletid denne gang, så er forhandlingerne endt med et godt resultat. Aftalen betyder først og fremmest, at de kendte kanaler fra Discovery Networks er tilbage i vores kunders tv-pakker i dag«, siger Sine Smith Jensen i pressemeddelelsen.

Marie Nørgaard Skadhauge

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her