Udmeldingen, når man ringer til Discovery Networks Danmark, er ret klar.
»Der er stadig ingen former for forhandlinger«, melder kommunikations- og pr-chef Lena Bøgild.
Heller ikke selv om B.T. har regnet sig frem til, at Discovery taber intet mindre end 800.000 kroner om dagen ved ikke at være en del af YouSees pakker. For selv om Kanal 5 er skiftet ud med TV 2 Charlie hos alle YouSees kunder, skal der stadig produceres indhold til Kanal 5 og de 10 andre tv-kanaler, som Discovery fortsat driver og også sender ud hos landets resterende tv-udbydere.
»Det er voldsomme tal for Discovery. Der er ingen tvivl om, at det koster dem rigtig mange penge ikke at være i YouSees pakker,« siger digital analytiker Claus Bülow Christensen til B.T.
»Man skal selvfølgelig tage nogle forbehold, for meget kan ændre sig i løbet af året. Men hvis hele 2020 fortsætter, som det står nu, så er det meget sandsynligt, at det her regnestykke holder. Og så ser Discovery altså ind i et underskud på omkring 300 millioner kroner«, fortsætter han.
Kun delvis OL hos YouSee
Lena Bøgild vil ikke kommentere de beløb som B.T. har regnet sig frem til, men bekræfter, at der ganske rigtigt er tale om mange penge.
»Når man siger nej til så mange penge, siger det noget om, hvor konkurrenceforvridende, vi har syntes, YouSees tilbud har været«, siger hun.
Discovery Networks ser fremad nu og vil satse benhårdt på deres streamingtjeneste D-play.
Er man en af de 1,2 millioner danskere, der får tv fra YouSee, skal man derfor heller ikke gøre sig forhåbninger om at se andet OL end det DR viser, med mindre man opretter en bruger her.
fortsæt med at læse


























