Racisme og hate speech har nu lukket Trumps største digitale fanbase, onlineforummet The_Donald på Reddit.com.

De kaldte ham guddommelig kejser og menneskets frelser: 800.000 Trump-krigere mister deres klubhus på nettet

På The_Donald var der opfordringer til at deltage i den højreorienterede demonstration i Charlottesville i 2017 sammen hvide nationalister og nazister. Det endte med at en hvid nationalist kørte sin bil ind i en moddemonstration og dræbte en og sårede 28.
 Foto: Steve Helber/Ritzau Scanpix
På The_Donald var der opfordringer til at deltage i den højreorienterede demonstration i Charlottesville i 2017 sammen hvide nationalister og nazister. Det endte med at en hvid nationalist kørte sin bil ind i en moddemonstration og dræbte en og sårede 28. Foto: Steve Helber/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Siden sommeren 2015 har Donald Trump haft sin største digitale fanskare på onlineforummet Reddit, der er et af verdens mest besøgte. Trump-tilhængerne mødtes i undergruppen The_Donald for at diskutere og støtte Donald Trumps præsidentkampagne med såkaldte memes, videoer, jokes og beskeder.

Trump blev blandt andet betegnet som ’God Emperor’ – ’guddommelig kejser’ eller bare ’Daddy’ – og efter at være blevet indsat som præsident kvitterede han for hjælpen ved at deltage i et såkaldt ’Ask Me Anything’, hvor medlemmerne kunne stille spørgsmål til ham.

The_Donald blev hurtigt ikke bare en af de største undergrupper på Reddit, men også forum for propaganda fra den yderste højrefløj. The_Donald havde næsten 800.000 medlemmer, da Reddit i mandags meddelte, at den nu lukkede gruppen i lighed med 2.000 andre grupper i sit forsøg på at kommer hate speech til livs på onlineforummet.

Reddit har i årevis fået massiv kritik for at huse The_Donald. For medlemmer af gruppen har promoveret racisme, antisemitisme, konspirationsteorier og voldelige memes med tegneseriefrøen Pepe.

Ifølge The Atlantic blev The_Donald meget hurtigt et »arnested for ekstrem politisk retorik«.

Hvide nationalister

The_Donald var involveret i Pizzagate, hvor det sammen med andre højrefløjsforaer på internettet lancerede konspirationsteorien om, at Hillary Clinton var involveret i en pædofiliring, der misbrugte børn i kælderen under pizzeriaet Comet Ping Pong i Washington.

Det kulminerede med, at en 28-årig familiefar bevæbnet med pistol og maskingevær dukkede op i pizzeriaet for at stoppe svineriet. Han nåede at sende tre skud mod en dør, inden han blev anholdt af politiet.

Medlemmerne på The_Donald blev også opfordret til at deltage i demonstrationen i Charlottesville i 2017, hvor neonazister, tilhængere af hvidt overherredømme, medlemmer af Ku Klux Klan og andre fra det ekstreme højre var forsamlet. Det endte dødeligt, da en af demonstranterne kørte sin bil ind i den folkemængde, der var mødt op for at protestere mod nazisme og racisme. En blev dræbt og 28 såret.

Den amerikanske advokat- og menneskerettighedsorganisation Southern Poverty Law Center, SPLC, kaldte i en større artikel i 2018 The_Donald »en af Reddits største platforme for hate speech«, selv om det på overfladen bare lignede et forum for dårlige vittigheder.

Der er masser af eksempler på, at hvide nationalister brugte The_Donald offensivt til at sprede ekstreme budskaber, skrev SPLC og fremlagde en række eksempler. Blandt andet et indlæg om, at hvide har en klar interesse i »ikke at blive systematisk fordrevet fra deres hjemlande af voldelige mennesker fra den tredje verden med lav iq«, som et medlem skrev.

Åben støtte til etnisk udrensning

I det hele taget var der ifølge SPLC bred enighed på The_Donald om, at »mørke kræfter gradvist forsøger at udrydde den hvide race ved at fremme masseimmigration, lav fødselshyppighed, raceblanding og abort«.

Ligesom The_Donald hylder folk, det har slået masser af muslimer eller kommunister ihjel, skrev SPLC. Blandt andre den filippinske præsident, Rodrigo Duterte, for at have udlovet en dusør for hver kommunist, der bliver dræbt. Og Djengis Khan blev hyldet for at have slået 1,5 millioner muslimer ihjel.

»Der er også åben støtte til den etniske udrensning af muslimer i Myanmar«, skrev SPLC.

Og de rigtig store helte blev portrætteret som deres maskot, den grønne frø Pepe. Sådan en Pepe-udgave blev der for eksempel lavet af Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet.

Og det lykkedes ofte The_Donald at komme ud med deres budskaber på andre sociale medier. Ifølge The New York Times kommer en række af de memes om Donald Trump, der er gået mest viralt på Facebook, Twitter og andre sociale medier, fra The_Donald.

For eksempel videoen ’Trump Effect’ fra 2016, der viser demonstrationer, slagsmål, skudepisoder og sårede, mens en stemme siger: »Vi er i krig. Ingen vil indrømme det, men menneskeheden er under angreb. En enkelt mand er måske det eneste, der står mellem menneskeheden og den største trussel mod vores eksistens«.

Så klippes der til Donald Trumps datter, Ivanka Trump, der fra en talerstol siger: »Den mand er min far«. En video, som Donald Trump tweetede til sine 83 millioner følgere på Twitter.

Men nu er det slut. The_Donalds medlemmer må finde andre græsgange. Og det har de tilsyneladende allerede gjort. Ifølge NPR fortsætter de på hjemmesiden thedonald.win.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her