Det tidligere medlem af Ekstra Bladets ledelse Lisbeth Langwadt sagde op i 2017 i protest mod, at en sexistisk kollega blev forfremmet til at være hendes chef. Forfremmelsen skete, selv om hun havde advaret chefredaktør Poul Madsen om, at manden ved flere lejligheder havde opført sig sexistisk og krænkende over for hende.
Lisbeth Langwadt kritiserer i et interview med Politiken ledelsen på Ekstra Bladet og i mediekoncernen JP/Politikens Hus, som ejer Ekstra Bladet, for ikke at tage sagen alvorligt i 2017. Først to år efter Langwadts afsked og advarsel, blev manden fyret. Det skete, da en stribe anonyme vidnesbyrd om mandens krænkende adfærd og brutale ledelse blev indleveret til administrerende direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov.


























