Det har været velkendt og dokumenteret længe: Er der én gruppe ansatte på danske mediearbejdspladser, som står i en særligt sårbar position, er det praktikanterne og studentermedhjælperne.
Alligevel har ingen større danske medier i dag formuleret et eksplicit forbud mod, at deres chefer og andre ledende medarbejdere overhovedet har seksuelle forhold til de ofte yngre underordnede, hvis formelle uddannelsesforløb arbejdet på redaktionerne udgør en central del af.
Det viser en en rundspørge, Politikens kulturredaktion har foretaget på større danske mediearbejdspladser, hvorfra det de seneste uger er væltet frem med historier om sexchikane og sexisme. Bølgen startede, da over 1.600 kvinder i september underskrev et støttebrev til tv-værten Sofie Linde, der under ’Zulu Comedy Galla’ kritiserede branchen for at være præget af sexisme.
9 ud af 15 medievirksomheder svarer i rundspørgen entydigt, at de slet ikke har nogen retningslinjer for, om chefer og andre ansatte, som har beføjelsesret over for praktikanterne, må indgå i seksuelle forhold med dem.
