Der er travlt i mediebranchens hr-kontorer i disse uger: Der skal samles indberetninger og advokatundersøgelser, følges op på sager om krænkelser og formuleres handlingsplaner. Alt sammen for at skabe et arbejdsmiljø, hvor ingen skal opleve sig forskelsbehandlet, nedgjort, begramset eller det, der er værre.
Ud med »machokultur«, »hård omgangstone« og »brandmandsjargon«, som det er blevet formuleret af chefer på TV 2, Berlingske og Ekstra Bladet i de forgangne uger. Ind med »anerkendende ledelse«, »dialog«, »tillid« og »kulturforandring«.
Halleluja, det lyder saliggørende – hvis altså de djøf’ske candyfloss-formuleringer kan omsættes til hverdagsadfærd ved skriveborde, kopimaskiner og julefrokoster i mediehusene. Det kan man så vælge at tro på eller være skeptisk over for.
Jeg er klart på det første hold. Jeg er sikkert naiv. Men jeg tror, at det medie-#MeToo-opgør, der begyndte med Sofie Lindes modige tale i august, kan blive rambukken for en kulturforandring, som vil transformere ikke bare omgangsformen i mediernes kontorlandskaber, men også selve journalistikken – altså det indhold, nyhedsmedierne producerer.
Gennem de mere end 30 år, jeg har færdedes på den indvendige side af den danske mediebranche, har jeg udviklet den lille hypotese, at der er en tæt sammenhæng mellem de idealer og rollemodeller, vi journalister hylder, omgangsformen og tonen mellem os – og så den journalistik, vi hælder i hovedet på borgerne. Jeg kan ikke på skrivende fod bevise sammenhængen. Men den findes, tror jeg. Man skal i hvert fald ikke være Sherlock Holmes for at se den:
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
