Hjemmekontor og hjemmeskoling er en realitet i de fleste børnefamilier i øjeblikket, og for mange kan det lægge et ekstra pres på hverdagen med flere mennesker under samme tag i alle dagtimerne.
Men nu vil DR hjælpe børn, der har hjemmeskoling og forsøge at gøre det lidt nemmere for småbørnsfamilier at få dagligdagen til at fungere.
Derfor lancerer DR en midlertidig tv-kanal på DRTV under navnet ’Ramasjang hjemmeskole,’ der henvender sig til 4-8 årige. Kanalen vil sende udvidet indhold til børnekanalen Ramasjang samt en række digitale undervisningstilbud fra klokken 8 til 14 alle hverdage.
På kanalen vil der optræde forskellige, velkendte Ramasjang-værter, såsom Silja Okking og Isabel Kille. De vil guide børn igennem en række programmer om alt fra natur og historie til bevægelse og matematik samt supplerende programmer med andre velkendte skikkelser fra Ramasjang, eksempelvis Hr. Skæg.
Intentionen med den nye tv-kanal er ikke, at børn skal sidde bag skærmen hele dagen, men at de kan se med, når forældrene mener, at det passer ind i hverdagen ved siden af skoleundervisningen som et supplement - som et slags frirum eller en lille pause fra undervisningen.
Alt indhold vil efterfølgende kunne streames på DRTV.
Ifølge DR´s mediedirektør Henriette Marienlund er det en central opgave for DR at bidrage til en bedst mulig hverdag hos landets børnefamilier.
»Vi ved, at corona - både for børn og voksne - i forvejen gør det til en svær tid lige nu. For dem, der også skal hjemmeskole deres børn, gør det kun tiden endnu mere udfordrende. Vi kan selvfølgelig ikke erstatte rigtig skoleundervisning, men vi håber, at vi kan bidrage til at tage lidt af det pres, mange oplever, med de tiltag, vi nu skruer op for«, siger Henriette Marienlund til DR.dk
Ikke kun for de helt små
Udover den nye kanal til de mindste, udvider Ultra Nyt også sin dækning for de større børn på 9-14 år.
Det vil blandt andet foregå ved en øget dækning på Ultra Nyts platforme, der i løbet af dagen vil engagere børnene på nye, lærerige måder, ifølge DR. Og det samme gælder nyhederne til børnene. For dem vil der komme flere af.
Ultra Nyt vil også fremadrettet skrue op for den direkte kontakt til børnene på den anden side af skærmen. Konkret vil det udmunde sig i ugentlige videoer, der skal dække og informere om coronakrisen og de konsekvenser, den har for den unge målgruppe. DR Ultra vil også sende mere af kanalens i forvejen eksisterende format, ’Tæt på,’ hvor børn kan stille spørgsmål.
Som et sidste tiltag vil DR lægge en række undervisningsmateriale ud henvendt til både indskoling, mellemtrin og udskoling på dr.dk. Materialet vil være særligt udvalgt i forhold til at kunne fungere til hjemmeundervisning via interaktive læringselementer i form af fortællinger, videoer og kreative opgaver, der lever op til Børne- og Undervisningsministeriets fælles mål for skoleområdet.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter