(Artiklen er opdateret kl. 16.09 med oplysningen om, at Lise Rønne bliver ny vært i stedet for Melvin Kakooza)
Komikeren og skuespilleren Melvin Kakooza kommer alligevel ikke til at styre livedelen af ’X Factor’, der indledes fredag på TV 2.
Kakoozas manager, Jakob Riis, oplyser, at komikeren har været ramt af en hjernetumor og derfor har brug for fred og ro med familien. Det fremgår af en pressemeddelelse fra pr-bureauet Have.
»Melvin har i den seneste tid haft ubehag og er derfor blevet undersøgt grundigt. Det har desværre vist sig, at han i noget tid har gået rundt med en hjernetumor i baghovedet, som har vist sig at være godartet. Den er nu blevet opereret væk. Det er naturligvis et kæmpe chok for ham og hans familie, og de har nu brug for al den ro, de kan få, for at han kan komme sig. Jeg håber og appellerer til forståelse for, at vi ikke har yderligere kommentarer i den kommende tid«, lyder det i udtalelsen fra Jakob Riis.
TV 2’s underholdningsredaktør, Dorte Borregaard, bekræfter nyheden:
»Vi er enormt berørte af situationen og ønsker Melvin alt det bedste. Nu er han sygemeldt og har brug for al den ro og fred, han kan få. Derfor kommer Melvin naturligvis heller ikke til at være vært på ’X Factor’. Det er vi oprigtigt meget kede af, for Melvin ville have været en fantastisk vært. Vi præsenterer en afløser hurtigst muligt«, udtaler hun.
TV 2 oplyser her til eftermiddag, at Lise Rønne overtager jobbet som vært. Hun har tidligere været vært i 2008, 2009, 2011 og 2012, da konkurrencen blev sendt på DR 1.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter