Når danskere bliver spurgt om, hvor de har hørt om det og det, siger de ofte Facebook. De siger ikke Fyens Stiftstidende eller DR. De har læst det på Facebook. Om det kommer fra et publicistisk medie, eller om det er en betalt influent eller en ven, der bare har delt noget, kan de sjældent huske.
Ifølge Kulturministeriet brugte 42 procent af nyhedsbrugerne de sociale medier som kilde i 2020 – op fra 37 procent. I Danmark er det primært Facebook (og firmaets Messenger, WhatsApp og Instagram), som vi har omfavnet tættere end de fleste andre lande. Vi ved, at mange har svært ved at skelne mellem reklame, nyheder og fake news – eller ’fingerede nyheder’, som Camilla Mehlsen og Vincent Hendricks kalder dem i deres nye bog ’Sandhedsministeriet’:
»Fingerede nyheder fingerer at være journalistik (...) Reelt gælder det om at vildlede, sætte dagsordenen, propagandere eller tjene penge«.
Igennem de senere år har demokratier og medier verden over forsøgt at hjælpe Facebook med at blive troværdig. Medierne hælder publicistisk stof derind, politikere lancerer nye ideer, og faktatjekkere hjælper Facebook med at markere det indhold, som ikke er underbygget tilstrækkeligt, f. eks. samarbejder WHO og Facebook under coronapandemien om at få luget ud i fingerede corona-nyheder. Der går meget energi i faktatjek, men ’rettelserne’ kommer sjældent ud til alle – og hvis læserne kunne lide det, de så, siver de ikke nødvendigvis ind.
I de seneste uger har The Wall Street Journal og ’60 Minutes’ afsløret Facebooks løgne, der cementerer, at den børsnoterede gigant til enhver tid prioriterer profit over sikkerhed. Det er gammel viden, og det er halsløs gerning at luge ud – kun som nødværge for at hjælpe danskerne. Som Mehlsen og Hendricks skriver:
»Medmindre man fra politisk hold er villig til at se på, om overvågningskapitalismens databaserede feedbackmodel direkte skal begrænses eller decideret forbydes principielt som i praksis, kan det blive nok så kompliceret at indfri de demokratiforankrede principper«.
Marker det positive fremfor negative
Fremfor at markere det fingerede indhold ville det give mening at markere det indhold, der er produceret under demokratiske principper, for der er jo masser af godt indhold på sociale medier. De presseetiske principper, som publicistiske medier arbejder under, kunne også individuelle bloggere, influenter og mange andre vælge at efterleve, selv om de ikke er en garanti for sandhed.
Syddansk Universitets Center, SDU, har etableret et nyt Digital Democracy Center, der sætter fokus på netop dette med et ’Trust and News Authenticity’-forskningsprojekt. De vil blandt andet udvikle et digitalt vandmærke, der kan guide forbrugerne til hele konteksten bag de gennemarbejdede nyheder, der er til at stole på. Først vil de arbejde på at få teknologien til at virke, og derefter vil de involvere mediebranchen for at få det udrullet. Planen er ikke et ’sandhedsmærke’ men mere et bevis for, at nogen står bag.
Det bliver nok noget op ad bakke, for i 2014 udgav jeg en rapport som journalistisk fellow på netop SDU om et ’trustmark for news’. Allerede dengang var der problemer med fingerede nyheder, men bortset fra Fynske Medier var der i mediebranchen ikke interesse. Ingen brancher ønsker at blive benchmarket eller kontrolleret. Men ligesom med mærker inden for økologi, fair trade og bæredygtigt træ er det det positive, der mærkes, da der er mindst af det, og der burde være interesse for at deltage i det fra producenternes side.
Fremfor at lægge så megen energi i at faktatjekke for sociale medier (og øge deres troværdighed og dermed alles brug) burde mediebranchen tage ideen om et vandmærke til sig. Godt nok er tilliden til publicistiske medier ifølge Digital News Report 2021 steget fra 38 pct. til 44 pct. i kølvandet på corona. Men den tillid kan man ikke tage for givet, når ét er stensikkert: Fingerede nyheder kommer der flere af.
fortsæt med at læse
