Den tidligere teaterdirektør Lasse Bo Handberg er blevet frataget posten som chefredaktør på Kiosk, der er et dansk netmedie for unge.
Det sker ifølge mediet Frihedsbrevet, der har talt med Kiosk-direktør Morten Andersen, efter afsløringer om, at Lasse Bo Handberg skulle have udvist krænkende adfærd i sin tid i teaterbranchen.
»Der er ingen tvivl om, at det er en ulykkelig og alvorlig situation, og der er al mulig grund til at være kritisk over for Lasses tidligere arbejdsliv«, skriver Morten Andersen i en mail til Frihedsbrevet og oplyser, at Lasse Bo Handberg stadig vil være ansat i Kiosk, da der er tale om »et skifte i rolle i teamet«.
Til Politiken siger Lasse Bo Handberg, at han og ledelsen på Kiosk er blevet enige om, at han ikke længere skal være chefredaktør. Og det synes han i høj grad er den rigtige beslutning.
»Jeg er involveret i en sag, hvor der er indsigelser om mig, og det skal jeg kere mig om lige nu. Jeg ved endnu ikke hundrede procent, hvad det drejer sig om, men det optager mig meget. Det er en proces, der tager en masse energi og kræfter, og derfor skal jeg ikke være chefredaktør og ansigt udadtil for et projekt, som jeg synes er meget interessant«.
Anne Mette Thrane, der siden november 2021 har været redaktionschef på Kiosk, overtager chefredaktørposten efter Lasse Bo Handberg.
Degraderingen af Handberg sker efter et turbulent forløb, der ellers startede med en positiv nyhed for hovedpersonen selv. I december 2021 indstillede kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) ham nemlig som medlem af Statens Kunstfond, nærmere bestemt i Projektstøtteudvalget for Scenekunst.
Men blot to dage efter indstillingen tilbagetrak ministeren beslutningen som følge af »talrige« kritiske henvendelser om Lasse Bo Handberg.
Fyring efter »krænkende og grænseoverskridende« adfærd« kommer bag på tidligere teaterdirektørGrænseoverskridende adfærd
Efterfølgende kom det frem, at de kritiske henvendelser drejede sig om krænkende adfærd, der også var af »seksuel karakter«. De kritiske henvendelser om Handberg, som fik ministeren til at trække indstillingen af ham tilbage, kom fra blandt andre brancheorganisationen Dansk Teater og fagorganisationen Dansk Skuespillerforbund.
»Hvis der er en overskrift for det her, så handler det om magtmisbrug, dårlig ledelse, dårlig dømmekraft og en grænseoverskridende adfærd over for de af vores medlemmer, der har været ansat hos ham. De har været udsat for nogle ting, som på ingen måde var i orden«, sagde formanden for Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen, til Politiken i december.
»Der er ikke tale om overgreb, som er politianmeldt. Der er tale om dårlig dømmekraft som leder, og der er tale om helt klare grænseoverskridende beslutninger samt krænkende opførsel«, sagde han.
Lasse Bo Handberg, har du ikke fundet ud af, hvad henvendelserne drejer sig om?
»Nej, jeg har forsøgt at række ud til Kulturministeriet, Dansk Teater og Skuespillerforbundet. Jeg har været i dialog med sidstnævnte og har bedt om at blive sat i forbindelse med de mennesker, som har haft indsigelser. Det er vigtigt for mig at få mulighed for at række ud til dem, men jeg har endnu ikke fået svar fra Skuespillerforbundet«, siger han.
Fordi han i øjeblikket er i gang med at række ud til folk for at danne sig et overblik over, hvad indsigelserne drejer sig om, har han ikke yderligere kommentarer.
fortsæt med at læse




























