Da jeg første gang læste fødselsdagsomtalen af 50-årige Pernille Rosendahl her i avisen, var jeg ikke opmærksom på det, den senere er blevet kritiseret for. Jeg tog fat i artiklen igen efter at have læst Christina Rosendahls (fødselarens søster) indlæg, og under min anden gennemlæsning kunne jeg godt se, at der samlet set var lagt for megen vægt på hendes køn og tidligere kærester.
Jeg fortæller om processen hos mig, fordi den siger noget om mine egne bias og blinde vinkler. Og måske fortæller den også noget om den vigtige debat om sexisme og forskelsbehandling, som nødvendigvis og heldigvis fylder meget både i Danmark og på Politiken i disse år.
Politiken kritiserer jævnligt andre, og derfor skal vi selvfølgelig også selv kunne tage imod kritik. På Facebook stak debatten om artiklen imidlertid helt af og har udviklet sig til en voldsom og ubehagelig kritik, hvor vi bliver skudt alle mulige motiver i skoene. Teksten er blevet beskyldt for at være skrevet med et fornedrende, trumpsk kvindesyn Det er det rene sludder og har selvfølgelig intet på sig.
Men vi har set det før: Debatter på sociale medier har det med at ende som dødsdromer, hvor de samme synspunkter centrifugeres med stadig større hastighed, hidsighed og en hadefuldhed uden nedre grænse.
Fordomsfri dialog om bias
I Politikens etiske retningslinjer står, at vores journalistik skal være kritisk, korrekt, saglig, fair. Fødselsdagsomtalen har samlet set for meget fokus på køn og kærester, og det beklager vi over for Pernille Rosendahl. Det burde vi have fanget i den redaktionelle proces, inden den blev bragt. Det er vores og ikke skribentens fejl, at den dialog og refleksion ikke fandt sted.
Andre mener, at vi med vores beklagelse har undladt at bakke op om en af vores journalister i en shitstorm. Selvfølgelig bakker vi vores skribenter 100 procent op. Efterkritik er en vigtig del af vores hverdag som avis, og sådan skal det være.
Havde en åben og fordomsfri dialog om bias og blinde vinkler været målet for denne debat, ville den kunne have gjort godt. I stedet endte det med en skrigende skinger facebookdebat, der næppe har flyttet holdninger eller adfærd. Tværtimod. Man efterlades med en afmagtsfølelse af, at alle råber, men ingen lytter.
Uanset hvad, er det en vigtig debat. Både som avis og samfund står vi midt i et vigtigt opgør og selvopgør i forhold til ligestilling, sexisme og blinde vinkler.
Vi skal flytte os fra ulighed til større lighed. Både på Politiken og i samfundet. Vi skal flytte os fra uretfærdighed til større retfærdighed. Både på Politiken og i samfundet. Det har vi arbejdet intenst med, siden støtteerklæringen til Sofie Linde afdækkede et stort kulturelt problem.
Vi udgiver dagligt cirka 100 artikler, og det er ikke sidste gang, man vil kunne kritisere en artikel bragt i Politiken. Det kan ikke undgås. Vi forsøger altid at lære af dem, og jeg selv har, som det forhåbentlig er fremgået her, selv noget at lære af denne sag.
fortsæt med at læse
