Politikens chefredaktør, Christian Jensen, beklagede i går, at avisen havde bragt et sexistisk fødselsdagsportræt af min søster, Pernille Rosendahl i anledning af hendes 50-års fødselsdag. Jeg læste portrættet mandag morgen og ringede til min søster. Hun græd i telefonen. Og så blev jeg løvemoragtig gal. Jeg kritiserede på Facebook fødselsdagsteksten som et skoleeksempel på sexisme. Den fremviste flere klassiske strategier for nedgørelse på baggrund af køn, bl.a. ved at fokusere på min søsters udseende som en artig pige (»søde smil, kønne pige, smukke pige, venlige smil«) kombineret med overdrevet fokus på hendes berømte tidligere mandlige kæresters ansvar for hendes musikerkarriere (Tim Christensen, der kun kortvarigt var med i hendes band Swan Lee, og musiker Johan Wohlert, der skandaløst opgav en international karriere med bandet MEW for at blive kæreste med Pernille).
Det værste ved teksten var dog, at den nedgjorde Pernille kunstneriske karriere: »Lidt for store armbevægelser, der falder tungt til jorden«, »afføder ironiske grin«, »man må lære at komme frem med små skridt i stedet for at komme stormende og tage syv mil ad gangen« (det må kvinder nemlig ikke). Hendes band, The Storm, omtales som en »joke«, og hun havde i øvrigt »mere gennemslagskraft som dommer i evighedsmaskinen ’X Factor’«. Nu har Pernille endelig fundet »sin egen niche med intime koncerter i kirker, hvor hendes stigende interesse for kønsbetingede forhold er kommet til sin ret«. Kønsforhold hører til i en niche, mener Jensen, som afslutter: »Den store storm har måske nok tabt luft, men den lille brise, der rører sig omkring hende, er både varm og vedkommende«. Hun var tekstligt omskabt til en lille varm brise, der blæser i sin egen irrelevante niche.
Politikens chefredaktør, Christian Jensen, beklagede med disse ord: »Omtalen er på sociale medier blevet kritiseret for at være sexistisk i fremstillingen af hendes liv og karriere. Det har bestemt ikke været hensigten, og det vil vi gerne beklage over for Pernille Rosendahl«.
To ord er vigtige her, nemlig hensigt og beklage. For chefredaktøren kommer her med en klassisk ’ikkeundskyldning’, man henviser til hensigten og beklager. Journalisten må tilsyneladende skrive hvad som helst, mens Pernille får ansvaret for at tolke.
Jeg blev utrolig overrasket over beklagelsen, for det er efterhånden længe siden, avisen havde en lignende sag, nemlig i december 2019. Her beskrev Bo Tao Michaelis i en anmeldelse af DR-programmet ’Helt lyrisk’, hvordan værten Lise Rønne »vimser rundt i vanlig værtindestil«. Politiken beklagede og erkendte, at de skulle gribe i egen barm, så man fremover ville undgå småsexistiske udtryk. Og for bare få måneder siden stod der lederplads i Politiken: »Vi skal have skabt en kultur, hvor ingen er i tvivl om at sexisme i ord og handling – og alt det, der ligger i gråzonen imellem – er helt og aldeles uacceptabelt«.
Jeg sidder tilbage med en følelse af, at det står værre til med sexisme på Politiken end først antaget. Avisen har opdaget sexismen, men de er ikke gået i gang med at skabe en ny sexismefri kultur. De er simpelthen gået i stå.
#MeToo har lært os, at man ikke længere kan henvise til hensigter, men erkende ordenes magt, for ord påvirker verden, mennesker, kultur, herunder karrieremuligheder.
Når en magtfuld musikgatekeeper som Erik Jensen fokuserer på køn, udseende og ekskærester, så sender han og Politiken et signal til unge kvinder, der drømmer om en musikkarriere, om, at man skal se godt ud og knalde med de rigtige (mænd) for at lykkes.
Når jeg læser Erik Jensens fødselsdagsportræt, så tænker jeg, at han er bakket meget dårligt op af sine redaktører. Redaktørerne skulle have haft systemer, der gennemlæste hans tekst og fangede sexismen og så hjalp ham videre i arbejdet med at skrive. Og teksten kunne sagtens have beskrevet de svære tider i Pernilles karriere og de mænd, der havde omgivet hende. Men i stedet for en tabloid kærestevinkel kunne avisen have valgt en musikalsk, faglig.
Vi laver alle fejl. Jeg fanger også indimellem mig selv i at sige noget sexistisk, men forskellen er, at når jeg laver fejl, og nogen siger det til mig, så lægger jeg mig fladt ned og prøver at blive klogere på, hvordan jeg opdager mine egne blinde vinkler. Jeg lytter til, hvordan jeg bliver opfattet. Nu har jeg tilfældigvis kendt Erik Jensen i 30 år, og han er en yderst kompetent og passioneret musikjournalist. Jeg tror ikke, at Jensen er sexist, men hans fødselsdagsportræt af min søster var. Hvis jeg havde været Erik Jensen, så havde jeg lagt mig fladt ned og sagt undskyld.
Og hvis jeg havde været Christian Jensen, ville jeg sige undskyld, iværksætte et nyt fødselsdagsportræt, og i samme åndedrag meddele nye indsatser på alle fire niveauer af organisationen, nemlig individ-, gruppe-, ledelses- og organisationsniveau, dvs. hos alle fra den enkelte journalist, i redaktionslokalet, hos chefredaktion og i bestyrelsen. Indsatser kunne være alt fra efteruddannelse, biastræning, indsatser for bedre arbejdsmiljø, viden om diversitet, talentprogrammer, til code of conduct, seminardage og så videre. Og meget vigtigt, så bør redaktioner indføre løbende målinger på, hvordan de redaktionelt arbejder med blindspotting. Formålet er at skabe et bedre arbejdsmiljø fri for mobning, grænseoverskridende adfærd og sexisme. Processen burde også inkludere et blik på, hvor tidspressede journalister er i arbejdet. Tidspres øger sjusk, automattænkning og stress.
Vi skal væk fra den personkultiske tilgang til #MeToo i Danmark, hvor medierne elsker at jagte og afsløre svinske mænd og få dem fyret i troen på, at det får problemerne væk. Det gør det ikke. For problemerne ligger i strukturerne. I stedet skal ledere påtage sig ansvaret med at opkvalificere deres virksomheder og organisationer, og på den måde får vi også inkluderet alle dem, der begår fejl, i den gode forandringsproces.
At komme af med sexisme, grænseoverskridende adfærd, mobning og dårligt arbejdsmiljø er alles opgave, men det er ledelsens ansvar. Jeg håber, at både Politiken og mange andre medier tager opgaven på sig, for ellers risikerer de at blive tiltagende irrelevante for både læsere og deres egne ansatte.
fortsæt med at læse
