35-årige Cecilie Lund Kristiansen får fremover opgaven med at stå i spidsen for Politikens uddannelsesdækning.

Politiken udpeger ny uddannelsesredaktør

Politikens nye uddannelsesredaktør er 35-årige Cecilie Lund Kristiansen, der kommer fra Politikens Christiansborg-redaktion. Foto: Finn Frandsen
Politikens nye uddannelsesredaktør er 35-årige Cecilie Lund Kristiansen, der kommer fra Politikens Christiansborg-redaktion. Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Politiken bryster sig af at være Danmarks uddannelsesavis.

Nu står det også klart, hvem der som uddannelsesredaktør får opgaven med at styre Politikens dækning af det vigtige område fremover.

Valget er faldet på 35-årige Cecilie Lund Kristiansen, der kommer fra Politikens Christiansborg-redaktion.

Hun afløser Jacob Fuglsang, der efter sommerferien pakker kufferten og rykker til USA som korrespondent.

»Skole og uddannelse er essentielt for Politiken. Det handler om børn og unges liv, opvækst, trivsel, identitet og dannelse, og jeg glæder mig til at videreudvikle vores stærke profil med Cecilie i spidsen«, siger chef for danmarksredaktionen Tanja Parker Astrup.

Uddannelsesområdet er ofte genstand for stor debat, og det gælder ikke mindst i øjeblikket. Regeringens planer om at skære i kandidatuddannelser har vakt stor utilfredshed hos studerende og mange andre.

De seneste uger er der så kommet udspil fra den såkaldte Reformkommission, der blandt andet har sendt 10. klasse og efterskoleophold til debat.

Cecilie Lund Kristiansen skrev om netop skole- og uddannelsesstof, inden hun skiftede til Christiansborg.

»Jeg glæder mig til at vende tilbage til uddannelsesområdet, som ikke kun har afgørende betydning for samfundet, men som også har en direkte indflydelse på mange menneskers liv og hverdag«, siger hun.

Hun overtager dog ikke opgaven med det samme, da hun snart går på barsel.

Cecilie Lund Kristiansen afløser som nævnt Jacob Fuglsang, der vil være et velkendt ansigt for Politikens læsere og alle med interesse for uddannelse. I mere end 30 år har han fulgt det danske uddannelsessystem, og for 10 år siden var han med til at stifte Politikens Undervisningspris, som siden da hvert år er blevet givet til lærere fra henholdsvis folkeskoler, gymnasier og erhvervsuddannelser. I 2020 fulgte også Politikens Pædagogpris.

For nyligt tog Jacob Fuglsang afsked med sit faste stofområde i et længere essay. En afsked med både nedslående og positive pointer.

»Hvor ville jeg gerne skrive, at skole og uddannelse i Danmark i de 30 år, jeg har fulgt og skrevet om emnet, år for år er blevet bedre. At elever og studerende lærer mere og er blevet rustet til den virkelighed, der venter, når sidste eksamen er bestået. At politikere har taget konsekvensen af det, som forskere har dokumenteret, og har indrettet skole og uddannelse efter det. Men det kan jeg ikke«, skrev Fuglsang.

»Hvornår mon vi som samfund lærer, at skole og uddannelse handler om kultur? En kultur med ambition, begejstring og engagement, som det tager lang tid at bygge op. Men som kan ødelægges lynhurtigt. Lektien er ikke lært i de 30 år, der er gået, siden jeg skrev min første artikel om uddannelse«.

Thomas Berndt

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her