De seneste dage har flyene fra New York været tætpakkede med velklædte modejournalister. Modeugen i den amerikanske metropol er overstået, og nu gælder det London Fashion Week, der åbner i dag. Derefter peger flyene mod Milano for til sidst at lande i byernes og modens by Paris. Men er det overhovedet relevant at tage til London – har byen noget at byde på sådan rent modemæssigt? Da jeg i slutningen af 1990’erne begyndte at skrive om mode og i den forbindelse dækkede modeugerne for Politiken, var London noget helt særligt. Det var her, de unge, kreative og til tider originale talenter blev udklækket og tog tilløb til markante karrierer i modeverden.
Økonomien haltede
Alexander McQueen inviterede til storslåede modeshows, og en af vor tids største stylister Katie Grand gik hånd i hånd ned ad catwalken med veninden og designeren Luella Bartley til deres fælles show. Hos designeren Matthew Williamson var stilikonerne Kate Moss, Helena Christensen og sågar Jade Jagger på designerpodiet.
For mig var London et must. Hvis man ville være på forkant, var det her, man kunne spotte nye talenter, for slet ikke at tale om at blive inspireret af moden på gaden, som altid har været eminent i London. Ganske enkelt fordi englændere ikke vil ligne hinanden og ikke er bange for at være grimme. Noget vi med fordel kunne lære lidt af herhjemme.
Men omkring årtusindskiftet skete der noget. Selv om London bød på nye, unge og spændende designere, fulgte indkøberne og de vigtigste chefredaktører ikke med i det hobetal, man ellers havde kunnet drømme om. Og så kan talentet være nok så stort. Uden alle de vigtigste spillere i branchen er det umuligt at skabe sig en karriere med et ordentligt økonomisk fodfæste.
Og da New York og især Paris og Milano historisk set har haft flere kommercielle navne på programmet under modeugerne, står de meget stærkere.
Ganske enkelt fordi Italien og Paris er gamle modenationer med rigtig mange økonomisk stærke mærker.
Da det er dem, der lægger flere penge hos pressen i form af annoncekøb og trækker flere kunder i butikkerne, blev London sorteret fra, når pressen og indkøbere skulle prioritere, hvilke modeuger de ville deltage i. Det fik konsekvenser.
McQueen flyttede i 2000 sit show til Paris, og da Stella McCartney afholdt sit første show i eget navn i 2001, var det også i Paris. Samme år valgte Burberry at vise sin kollektion i Milano, og det endelige dødsstød kom i 2002, da Londons mediedarling, Matthew Williamson, også rykkede til New York. Pludselig var showkalenderen som støvsuget for designere, man havde hørt om.
Selv de danske designere, der havde base i London og har meget at takke byen for, flyttede deres shows. Jens Laugesen fik sponsoreret sit show her i København, Peter Jensen viste i København såvel som London, og for fire år siden valgte Camilla Stærk at rykke de engelske teltpæle op og få permanent adresse i New York.
Der er ingen tvivl om, at London har givet dem meget som designere. Stemningen og energien i London er ikke for de knækkede, så de har skullet kæmpe for deres berettigelse, og det har for alle tre designere gjort deres udtryk skarpere og mere særegne.
