Stine Riis sidder bøjet over en marineblå nederdel i sit lille værksted på Nørrebro, som hun deler med to andre designere, og hvis indgang er et vindue, man kun kan gå krumbøjet igennem. Koncentreret, men hurtigt klipper hun tråde af nederdelens trevlede kanter. Kalenderen, der er slået op på bordet ved siden af hende, er fyldt med aftaler. Ugedagene er faktisk så overtegnede, at hun har været nødt til at gøre brug af gule post it-sedler på dagene for at få kalenderen til at slå til. ’Postkort til messe!!!’, ’tights?’, ’rullekrave’, ’orange og navy’ står der på de gule sedler i den 28-årige designers aftalebog. I morgen viser hun for første gang sin kollektion på den københavnske modeuge. Og allerede i går debuterede hun som designer på Stockholms modeuge, hvor hun vandt H&M's nyindstiftede designpris. Det svenske tøjfirma har valgt Stine Riis efter at have siddet på tilskuerrækkerne til afgangsshow på 14 europæiske designskoler. Derefter udvalgte de 30 afgangselever, der skulle bedømmes af flere hold internationale modejournalister og designere. I går blev det afsløret, at danske Stine Riis vandt prisen, det medfølgende svenske modeshow og en præmie på 50.000 euro, godt 370.000 kroner, til at starte sin egen virksomhed for. Og så bliver hendes kollektion produceret af Hennes & Mauritz – ligesom anerkendte internationale designere som Karl Lagerfeld, Stella McCartney, Versace og Lanvin er blevet udvalgt før hende. Til efteråret vil hendes allerførste kollektion således være at finde på bøjlerne i H&M-butikker over hele Europa. »Det er kæmpestort. Jeg har altid gerne villet starte min egen virksomhed. Den her pris er altafgørende for mig i forhold til at starte mit eget. Hvis ikke jeg havde vundet, skulle jeg ud at finde en investor eller låne penge i banken. Og der er svært i de her tider. Prisen gør, at jeg får mulighed for at leve min drøm ud«, siger hun. Allerede inden Stine Riis’ første kollektion rammer butikkerne, har hun opnået mere, end de fleste designere kan forestille sig i begyndelsen af deres karriere. For selv om Stine Riis stadig selv sidder på Nørrebro og syr og, indtil prisen bliver udbetalt, endnu er på dagpenge, så er det de færreste, der har holdt et modeshow, hvor de dyreste modeller i verden går på catwalken, eller får deres tøj præsenteret for kunderne i en af verdens største tøjkæder. Eller for den sags skyld bliver bemærket af den anerkendte britiske modejournalist Hilary Alexander. »Hendes tøj ligner ingen andens. Det er præget af et meget dygtigt skrædderhåndværk, og så er det meget nutidigt. Til trods for at hun er helt ny, er hendes design meget modent og færdigt i udtrykket. Hun designer tøj til en moderne, arbejdende kvinde. Der er ingen hotpants eller cowboybukser i hendes kollektion«, siger Hilary Alexander, der har været dommer i konkurrencen og er moderedaktør på den britiske avis The Daily Telegraph. Laksefarvet begyndelse Stine Riis blev færdig som designer fra London College of Fashion i sommer, men allerede da hun voksede op i Gråsten i Sønderjylland, tegnede hun sine egne kjoler. Den første var laksefarvet med pufærmer og læg – den tegnede hun i anledning af onklen og tantens bryllup og fik moderen til at sy den. I hendes værksted er det stadig farverne, man først lægger mærke til på hendes bukser, kjoler og jakker. En palet af rustrød, petroleumsblå, mosgrøn og metallic, der dog er mere afdæmpet i sit udtryk end hendes laksefarvede begyndelse. I jagten på kollektionens farver har hun oprettet et helt bibliotek af farvesammensætninger, som står på hylderne i værkstedet. Farverne til kollektionen ’Decadence and Decay’ – dekadence og forfald – fandt hun på billeder af rustne møbler, i forfaldne huse på vej til at blive overgroet af mos og på vægge, hvis tapet faldt af i flager. De løse tråde, der blandt andet hænger fra en uldjakkes grønne silkelommer, kom hun på efter at have set en optrevlet denimjakke i en bog om japansk håndværk. »Jeg har været meget optaget af tid, og hvordan tiden forandrer både mennesker og materialer. Jeg har også tænkt på min egen tid i London, og hvordan jeg selv har ændret mig på de år. Jeg er blevet meget klar over, at der findes en verden uden for Danmark«, siger hun. Men selv om tøj forfalder, er Stine Riis’ tanke ikke, at man skal skifte hendes tøj ud efter en sæson. Tværtimod har hun i både materialevalg og i snittenes funktionalitet lagt vægt på, at det skal kunne bruges i flere sæsoner, og hun har blandt andet været inspireret af sin fars jakker, som han havde i mange år. »Produktionen af mode er utrolig hurtig, det samme er forbruget. Min ide var at lave en kollektion, der i stedet var langsom«, siger hun. Den tanke bliver udfordret nu, hvor hendes kalender er tætpakket, og hun skal lave to modeshow på en uge. For første gang er Stine Riis nødt til at få syet sit tøj af andre hænder end sine egne for at nå at blive færdig. »Det er forskellen på at være designer og virksomhedsleder. Og det er jo det, jeg skal være i sidste ende, og som jeg allerede er begyndt på. Hvordan motiverer jeg andre til at lave mine ideer så godt som muligt? Jeg er lidt nervøs for at se resultatet, for der er ikke tid til at lave det om. Nogle gange er man nødt til at handle hurtigt – også selv om man er inspireret af langsomhed«. Herremode som Stella McCartney I modsætning til mange andre debuterende designere har Stine Riis netop forståelse for, hvad der skal til for at slå igennem som ny designer, mener journalist på modemagasinet Cover Chris Pedersen, der har bedømt H&M-prisens danske kandidater fra Kunstakademiets Designskole og TEKO i Kolding. »Selv om hun knap er gået ud af designskolen, er hendes design ready to wear – det er et salgbart produkt allerede nu«, siger han. Hendes rene, arkitektoniske linjer og den høje håndværksmæssige kvalitet får ham til at sammenligne hende med to af nutidens største modeskabere, Stella McCartney og Phoebe Philo, der designer for Céline. »Ligesom de to har hun taget skarpheden fra skræddersyet herretøj og overført det til en kvindelig garderobe«, siger han. Samtidig har hun forstået, at man som designer må slå igennem andre steder end i Danmark for at overleve. »Du kan godt have din virksomhed i Danmark, men din økonomi og dit salg skal være i udlandet. Du er nødt til at være synlig i Paris og Berlin og finde gode sælgere i hele Europa. Man kan ikke tro, at man bare skal have et marked baseret på danske butikker. Det er der ikke nogen, der kan længere. Det har hun blik for. Og så hjælper det jo selvfølgelig at komme ud til H&M’s europæiske kunder«, siger han.
Skal ikke sy længere Når den københavnske modeuge er overstået for Stine Riis, begynder kalenderens sider igen at blive fyldt ud. Denne gang med produktionsmøder, fabriksbesøg og salgsmøder. Og netop her ligger den største udfordring i at gå fra succesfuld debutdesigner til etableret modeskaber og samtidig beholde dét, der fik hende til at skille sig ud fra de andre nye designere, siger Stine Riis. »Jeg får tit ideerne, når jeg sidder med det i hånden og syr. Det bliver udfordringen: Hvordan bevarer jeg min kreativitet, når jeg ikke selv skal sidde og sy det længere?«.