Jeg var halvvejs gennem Jalil Lesperts nye film om modeskaberen Yves Saint Laurent, da det gik op for mig, at det mest smarte i filmen slet ikke er mandens værk, men manden selv.
Ja, vi ser en række af hans mest berømte kreationer – ’Mondrian’-serien, ’Le Smoking’, safaritøjet – og filmen kulminerer med et af modehistoriens første vellykkede eksempler på globalisering, ’Russian Opera/Ballet’-kollektionen fra 1976.
LÆS FILMANMELDELSE
Film om vovet designer er tynd på avantgardenMen gennem det hele skinner Yves Saint Laurent stærkere end det tøj, han skaber. Måske fordi filmens Yves, spillet med præcis mimik og kejtet charme af Pierre Niney, suger opmærksomhed til sig, men især fordi han ganske enkelt ser cool ud.
Sådan skal det også være, for virkelighedens Yves Saint Laurent var et stilikon, der rykkede ved opfattelsen af, hvordan en mand kan klæde sig.
»Han var med til at ændre Frankrig fra et forstokket konservativt land til en moderne europæisk kultur«, har instruktøren Jalil Lespert sagt om YSL.
Valgte ungdommen
Der er ingen tvivl om, at Yves Saint Laurent kunne modehistorien udenad og var velbevandret i kunst og litteratur. Han var dog først og fremmest moderne.
Der findes et berømt interview med ham fra 1968, hvor han bliver spurgt om Coco Chanel. Modens førstedame havde udtalt, at han var hendes naturlige arvtager, og han svarer venligt, at han er smigret, men at der er en markant forskel på de to.
»Moi, j’adore mon époque«, siger han – ’jeg elsker min tid’.
Et Chanelsæt derimod hører til i historien ligesom en kjole fra Louis XVI’s hof.
Moderniteten var meget konkret hos Yves Saint Laurent i den periode. Han var betaget af ungdomsoprøret, af Swinging London, af friheden i ungdommens klædestil, og han begyndte selv at efterligne tidens strømninger.
Svær opgave
Hvor han i 1950’erne var en pæn ung mand med tunge briller, slips og jakkesæt hos Dior, havde han gennemlevet en fase, hvor paraderne faldt, og han levede sin homoseksualitet ud i Paris’ natteliv.
I filmen ser man ham cruise langs Seinen klædt i kort skindjakke. Han samler trækkerdrenge op og ender i detentionen. Her bliver han hentet af sin livsledsager, Pierre Bergér, manden der ordnede forretningerne, mens Yves Saint Laurent var kreativ – eller flippede ud.
Det var ingen nem opgave at holde den maniodepressive Yves kørende, og i en af filmens mest sigende scener stikker designeren i byen med kokain i næsen. Pierre Bergér står tilbage alene i en cardigan med V-hals og med en cognac. Ældre og mere konservativ end sin moderne og lettere ustabile partner.
Ligesom dokumentarfilmen ’L’Amour Fou’ (2010) er ’Yves Saint Laurent’ en beskrivelse af forholdet mellem de to, og der er ingen tvivl om, hvem der vinder, når det handler om stil.
Nøgenbilledet
I sin mest vilde fase lod YSL håret vokse til skuldrene, han anlagde fuldskæg, og det var efterhånden kun brillerne, der gjorde ham genkendelig som vidunderknægten, der i 1950’erne havde overtaget den kreative ledelse af Diors modehus.
Han rullede fremad med sin epoke, blev malet af Andy Warhol, festede med muser og mænd, og i 1971 gik han hele vejen og lod sig fotografere nøgen.
På Jeanloup Sieffs ikoniske foto sidder han på tre sorte læderhynder, og brillerne er naturligvis det eneste, han har på. Billedet blev brugt som blikfang i forbindelse med lanceringen af ’Homme’, designerens første parfume til mænd.
Det var et stunt i klasse med noget, musikeren Serge Gainsbourg kunne have fundet på i et andet hjørne af fransk populærkultur.
En skygge af sig selv
Som Gainsbourg balancerede Saint Laurent mellem lapset klasse og at være for meget. På deres ældre dage tabte begge den kreative tråd og var bare for meget.
Den amerikanske journalist Holly Brubach skrev i 1992 i The New Yorker om YSL-mærkets 30-års jubilæum. Det blev markeret med et modeshow i Operaen i Paris, og hovedpersonen var en skygge af sig selv. Alkoholiseret, afhængig af kokain, udslukt.
»Jeg kunne ikke afgøre, hvad der var mest trist: at Saint Laurent ikke har noget med kollektionen at gøre, eller at han faktisk har designet den«.
Da showet sluttede, trådte manden ind i spotlyset og så fortabt ud, skriver Brubach, indtil Pierre Bergér og skuespilleren Catherine Deneuve kom på scenen og støttede ham.
Beskytter arven
På papiret signerede Yves Saint Laurent sin sidste kollektion i 2002. Hans modehus var blevet solgt til luksusvarekoncernen PPR (i dag Kering), og lige siden er der blevet passet godt på hans arv.
Pierre Bergér værner om partnerens image og har skabt en stiftelse, der ikke laver andet end at pleje historien. Han har lånt kostumer ud til den nye film, mens han ifølge fransk presse er mindre fornøjet med den anden Yves Saint Laurent-film, der er i produktion.
Den laves af Bertrand Bonello, som før har lavet film om bordeller og har mere saftige planer med historien i forhold til den kejtede korrekthed, der præger ’Yves Saint Laurent’.
Kan stadig prokere
Hvad angår YSL’s gamle modehus, kan det stadig provokere. Da man i 2012 ansatte Hedi Slimane som kreativ chef, vendte de moderne tider tilbage til mærket.
Slimane har øjet på gaden og øret på musikken, og han har på kort tid formået at blive uvenner med pressen og sætte gang i omsætningen af tøj, der bygger bro mellem det fine håndværk og gadesmart ungdom.
Nogle kritikere mener, at det ikke er i Yves Saint Laurents ånd, men de har vist ikke forstået, at mode handler om at elske sin tid.
fortsæt med at læse
