Jørgen Simonsen havde aldrig været i Grønland, da han i 1998 skabte kollektionen ’Iskrystalprinsessen’ til modehuset Versace. Den dengang 25-årige danske designer skulle føre modehusets haute couture-linje videre efter Gianni Versaces død, og han så mod nord for at finde inspiration.
Kjolerne blev vist på Hotel Ritz under modeugen i Paris i juli 1998 og lignede mest af alt fransk skrædderi, men påvirkningen fra Grønland skinnede igennem med isinspiration, særlige broderede kraver og halsudskæringer så brede som konebåde. Plus en del skind og pels. Jørgen Simonsen talte dengang om, at hans ’Iskrystalprinsesse’ trak på såvel den traditionelle grønlandske klædedragt som på bikerkulturens læder.
To indslag fra kollektionen findes i dag i den permanente samling på Metropolitan Museum of Art i New York.
I 2016 kom Jørgen Simonsen endelig til Grønland. Det var Napa – Nordens Institut i Grønland – der inviterede ham. Her ville man gerne i dialog med designeren og prøve at forstå, hvad der sker, når man henter inspiration hos en oprindelig kultur på en værdig måde.
Der har de senere år været en voksende debat om oprindelige folks rettigheder og en lang række eksempler på, at modefirmaer m.fl. har stjålet og udnyttet tegn eller symboler, der har dybe traditioner i disse kulturer. Det er et varmt emne mange steder i verden, hvor man diskuterer kulturel appropriation.
Napa satte Jørgen Simonsen på en opgave: Hvordan kan man som outsider skabe noget nyt, som samtidig er tydeligt grønlandsk og rodfæstet? Og gøre det uden at krænke den lokale arv.
Han svarede med 12 kreationer, der er samlet på udstillingen ’Iskrystalprinsessen vol. II – Bæredygtig kulturarv’.
»Kulturen i ethvert samfund har altid været og er til stadighed under udvikling. I et lille samfund som det grønlandske er det særlig vigtigt, at denne udvikling finder rum i nye udtryk, der også når uden for landets grænser og indbyder omverdenen til dialog«, skriver Katja Vahl, projektleder for Napa, i vandreudstillingens katalog.
’Iskrystalprinsessen vol. II’ debuterede på Nationalmuseet Nuuk i 2017, blev sidste år vist på Gimsinghoved i Jørgen Simonsens fødeby, Struer, og er nu landet i København på Nordatlantens Brygge.
Vigtigt samarbejde
Det er et usædvanligt diskussionsoplæg, man kan se i kulturcentret på Christianshavn og en sjælden mulighed for at komme helt tæt på modehåndværk af højeste kvalitet. Designeren har valgt en skabelsesproces, hvor Paris møder Nuuk – med lidt hjælp fra specialister i Istanbul.
Noget af det første, man præsenteres for, er en rank gallakjole, der ganske enkelt bærer navnet ’Kalaallit Nunaat’ (Grønland) og er skabt af skindet fra grønlandssæl og har et gulvlangt slag. Man ser en cocktailkjole inspireret af Christians Diors ’New Look’ og fortolket i buksesæl, mens den traditionelle anorak er afsæt for en stribe overdele i sæl, f.eks. med tuxedo-striber i neopren.
Der er forholdsvis traditionelle gulvlange kåber (operafrakker), men også tætsiddende bukser i et miks af materialer og nogle store skrud pyntet med et isbjerg af fjer.
Jørgen Simonsen forklarer i kataloget, at hans vigtigste inspirationsmaterialer har været anorakker, sælskindsbukser, konebåden, den traditionelle kniv, kaldet ulu, og ikke mindst perlekraverne.
Kollektionen rummer en lang række perlekraver, der er syet sammen på grønlandsk manér, men alligevel får et nyt udtryk, fordi han har erstattet de normale farvestrålende perler med japanske mikroperler i sort, skifer og grå nuancer.
»Det giver den helt rigtige couture-vinkel på dette smukke håndarbejde«, forklarer Jørgen Simonsen i kataloget.
Den praktiske del af arbejdet med perlekraverne er udført på systuen Kittat i Nuuk, og designeren har desuden arbejdet tæt sammen med Nationaldragtskolen i Sisimiut. Det er vigtigt i denne sammenhæng. Ideerne kommer udefra, men forarbejdningen er rodfæstet lokalt.
Perlekraverne er et område omgivet af stærke dogmer i Grønland. Må de kun bruges af indfødte? Kan man tillade sig at anvende dem sammen med andet end nationaldragten? Og hvad sker der, når et undertøjsfirma som Victoria’s Secret bruger en kulørt perlekrave som pynt på en ellers sparsomt klædt model, som det skete i 2016?
Jørgen Simonsen har valgt kompromisets vej og holder både kontakten til historien og tager looket et nyt sted hen.
Pels eller ej
Der er endnu et element i udstillingen, som spiller ind i en af tidens store debatter. Siden arbejdet med ’Iskrystalprinsessen vol. II’ begyndte for to et halvt år siden, har pels hastigt bevæget sig mod en ny status i modebranchen.
Stadig flere store mærker dropper materialet, senest Chanel, Diane von Furstenberg, Versace og Donna Karan, og så står man der midt i en udstilling bygget – i store træk – af sælskind. Grønlændernes forhold til sælskind er forankret i en ældgammel fangerkultur, hvor sælerne har leveret både mad og beklædning, og ifølge WWF er grønlandssælen ikke truet, og jagten på den betegnes som bæredygtig.
Alligevel er den grønlandske pelsproduktion i krise, fordi eksporten svigter. Tidens trend er imod pels.
Set i det lys bliver ’Iskrystalprinsessen vol. II’ til meget mere end en udstilling med noget smukt tøj.
niels.pedersen@pol.dk
fortsæt med at læse
