Lyt til artiklen
Sømandens grav er våd, hvis han går ned med sit skib. Våd og umarkeret. Og når tidens tand – der her har saltvand og fisk som sine nærmeste allierede – har gjort sit, vil der ikke være meget andet tilbage dernede på havets bund end måske nogle rustrøde konturer af noget, der engang var stålspanter.
Samt i sandet – mellem tangplanter, der vajer som græs for en mild sommerbrise – muligvis en blegskuret lårbensknogle eller to.
