Der er stille på Rane Willerslevs kontor. Museumsdirektøren er nogle minutter forsinket, vist nok på grund af en workshop, og selv om det fortsat er tidlig formiddag, er der allerede sjatter i kaffekopperne, krummer på det store mødebord og buzzwords på et whiteboard.
Vinduerne vender mod Frederiksholms Kanal, og drejer man blikket let mod venstre, er der kig til Kulturministeriets bygning med den store grønne port. Historien lyder, at Nationalmuseets direktør P.V. Glob, der var på stedet indtil 1981, indimellem smækkede vinduerne op og råbte »Røvhuller!« mod sine arbejdsgivere i ministeriet.




























