Artiklen er opdateret kl. 14.06 med svar fra Smukfest.
Den danske rapper Benny Jamz er fredag blevet fjernet fra plakaten ved årets Grøn og skal dermed ikke optræde alligevel. Det har Tuborg og Muskelsvindfonden, som er arrangørerne bag koncerterne, besluttet, lyder det i en pressemeddelelse.
Beslutningen hænger sammen med, at Benny Jamz – med det borgerlige navn Benjamin Jacob Small Heyn-Johnsen – i onsdags blev idømt tre måneders ubetinget fængsel for trusler og besiddelse af kniv. Dommen blev afsagt i Retten på Frederiksberg. Efterfølgende ankede rapperen dommen til landsretten.
»I lyset af Benny Jamz’ igangværende retssag har vi besluttet, at han ikke er med på Grøn til sommer«, siger Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, i meddelelsen og tilføjer:
»Vi kender ikke retssagens endelige udfald, men vi har vurderet, at det er den bedste løsning for alle«.
32-årige Benny Jamz er blandt de mest populære musikkunstnere i Danmark og står bag hits som ’Ibiza’ og ’Reposado’. Sidste år var han den femte mest lyttede kunstner på Spotify i Danmark, og han har jævnligt spillet store, udsolgte koncerter de seneste år. Han spillede blandt andet på Orange Scene ved Roskilde Festival i 2025.
Grøn arbejder på at finde en erstatning for Benny Jamz, lyder det i pressemeddelelsen. Den nye artist vil blive offentliggjort »inden længe«.
Grøn er en række koncerter, der hen over sommeren turnerer rundt i Danmark. I år finder turneen sted fra 16. juli til 26. juli og kommer forbi Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby. På plakaten er Lukas Graham, Tessa, Annika, Hugorm, Malte Ebert, Andreas Odbjerg og Mumle. De 203.500 billetter, der blev sat til salg, var solgt efter fem dage, hvilket er rekordhurtigt.
Benny Jamz skal efter planen også spille på årets Smukfest. Adspurgt, om det fortsat er planen, at Benny Jamz skal optræde på festivalen, oplyser Smukfest følgende:
»Der er længe til august, og vi forholder os afventende lige nu«.
Det er ikke første gang, den populære rapper er involveret i en retssag. I sommeren 2022 blev han idømt tre måneders ubetinget fængsel for »legemsangreb af særlig rå og brutal karakter«. En dom, han afsonede med fodlænke.
»Jeg fortryder min dumme handling. Men nogle gange skal der nogle dårlige ting til, før man lærer«, sagde han dengang til Ekstra Bladet.
Til Politiken kaldte han i et stort interview i slutningen af 2025 den dom for et »wakeupcall«.
Ritzau/Politiken
fortsæt med at læse




























