Festivalsæsonen er i gang. Lydbølger banker fra de sorte højtalertårne, regnbyger har givet 55.000 deltagere en muddervasker, og måneders opsparet kådhed sitrer i luften. iBYEN er taget med danske Death by Kite til den nordtyske Hurricane Festival ved Hamborg. De tre medlemmer fra København dannede bandet i 2004 og fik sendt deres debutalbum ud i april i år. Koncerten her i Tyskland er Death by Kites første på en stor festival, og nerverne begynder at krible. Klokken er lidt over fire om eftermiddagen, og om kort tid skal bandet åbne en af festivalens i alt tre scener. I backstageområdet går trommeslager Kristian Kimer rastløst frem og tilbage. Et par svedperler løber fra pandelokken ned ad ansigtet og forsvinder i fuldskægget. »Vi går på om fem minutter«, siger han til de andre. Snubler nærmest over ordene, mens blikket flakker rundt. Her kort inden koncerten dulmer de nerverne med Marlboro og fadøl. Så går de op ad aluminiumstrappen mod scenen. Den danske festivaldelegation Otte timer tidligere mødtes den danske festivaldelegation på Københavns Hovedbanegård. Iført slankt slips, to guitartasker og sorte jeans med gamache-fit hopper forsanger og guitarist Bjørn Lange på Eurocitytoget mod Hamborg efterfulgt af trommeslager Kristian Kimer med fuldskæg og til sidst bassist Sidsel Hermansen i Sharin Foo-mundering med sort eyeliner og blondt hår, en lydmand og en manager. Mens Bjørn går om bord i sin madpakke med toastbrød, forklarer Sidsel Hermansen, at hun ikke er nervøs. »I hvert fald ikke så nervøs, som da vi spillede i Århus«. Kristian Kimer foreslår, at nervøsiteten i Århus måske skyldtes hendes mor, som stod blandt publikum til koncerten. Sidsel smiler. »Jeg er egentlig ret nervøs for Roskilde. Jeg har altid villet spille på Roskilde og er kommet der i mange år ... det her er lidt som en generalprøve«, forklarer hun, mens toget ruller gennem Nordtyskland. Omkring middag ankommer de til Hamborg Hauptbahnhof. En sort minibus med aircondition og privatchauffør henter bandet på banegården og sætter kurs mod festivalpladsen. Der er halvanden time til koncertstart, da bussen ruller ind på festivalområdet, forbi et boblende landskab af nylon-iglo’er, gennem mudder og trådhegn og videre ind på backstageområdet. »Welcome to the Hurricane Festival«, siger lille fyr med et stort smil. Han hedder Thomas og taler engelsk med en for området karakteristisk kommandoaccent. Thomas viser Kristian, Sidsel og Bjørn ind i backstagelokalet, hvor der er sorte læderlænestole, gulvtæppe og kolde fadøl. Hvis Sidsel kunne bestemme, skulle der også have været lyserød champagne, men den slags højtbelagt særbehandling er forbeholdt de helt store rockstjerner. Og selv om Death by Kite har fået en del spilletid i musikprogrammet Liga og på P3, er der stadig lang vej til stjernerne – som Bjørn Lange forklarede tidligere på dagen: »Jeg tror aldrig, vi har skrevet en ’rider’ (liste med krav til mad, indretning, osv. i backstagelokalet, red.)«. Mens et sjak cirkusstærke mænd iklædt sort arbejdstøj og tatoveringer hænger de sidste lamper op over scenen, gjalder lydprøvens »Eins, zwei. One, two« ud i teltet. Scenefolkene arbejder hurtigt, og stemningen er hektisk. »Det er sådan lidt nyt for os«, siger Sidsel Hermansen efter den korte lydprøve. »Vi har selv været på festival, men vi ved jo ikke, hvordan det er at spille der. Når vi spiller jobs på almindelige spillesteder, er der god tid til lydprøver, man får mad, og der er en masse ventetid. Her er det bare lige på«, siger hun. »Supergeiles« koncert Klokken 16.10 går Death by Kite på scenen. Mens den Sonic Youth-inspirerede støjrock brager ud i det sportshal-store telt, åbnes portene, og publikum siver langsomt fra campingarealet ind på den regnvåde festivalplads. Nogle med gummistøvler og regnslag, andre med en gedigen brandert og papvin i snor om halsen, men alle hungrende efter musik.
Sulten bliver stillet, for med Pearl Jam, Beastie Boys, Marilyn Manson, Qeens of the Stone Age og Bloc Party på festivalen – blot for at nævne en håndfuld – er der lagt op til en, på programmet, god festival. Også koncerten med Death by Kite går godt. Selv om langt de fleste af de omkring 200 publikummer næppe kender Death by Kite, får det danske upcoming-band fødderne til vippe blandt de fremmødte. Christoffer Möller, en ung fyr med Hendrix-krøller og orange T-shirt, kalder Death by Kite »supergeiles«. Også bag scenen er der tilfredshed at spore. »Det gik pissegodt«, siger bandets manager Morten Søfting efter koncerten. Sidsels brede smil afslører, at hun er enig. Hun har sat sig i en af backstageområdets sorte læderstole og tændt en cigaret. Ved siden af hende står Kristian med et matchende smil og en T-shirt, der er gennemblødt af sved. »Det var fedt, men det bliver endnu bedre på Roskilde«, siger han og griner. Mens det næste band træder op på scenen, går den danske delegation mod baren. »Nu skal vi bare drikke os pissefulde«, foreslår Sidsel. Ingen protesterer. Festivalsæsonen er skudt i gang, og først mange timer senere lister den sorte bandbus og Death by Kite igen ud gennem backstageområdets gitterhegn. Da den kører ud i natten og sætter kurs mod et nærliggende hotel, er festerne under campingområdets hvide pavilloner ved at brænde ud. Og i bussen er den danske festivaldelegation ved at falde i søvn. Politiken har modtaget økonomisk bidrag til turen fra Takeoff.Tag med iBYEN.dk på RoskildeLæs alt om festivalen her
