0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sangene kan de i hvert fald ikke slå ihjel

Staden har altid været en slagsang værd. Et vue over Christianiasange fra 1970’erne til nu afspejler en udvikling, hvor utopierne godt nok kom ned på jorden. Men Christiania har stadig så højt til loftet, at nye støttesange dukker op.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
WILMANN THOMAS
Foto: WILMANN THOMAS
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det var ikke bare en god melodi, det var en mindre filosofisk genialitet, lederen af rockgruppen Bifrost, Tom Lunden, kom på dengang i 1976, da han skrev omkvædet: »I kan ikke slå os ihjel/ Vi er en del af jer selv«. Der er bestemt tale om noget af en vidtløftig udødelighedserklæring.

Men i sangen, hvor det, der ikke kan dø, naturligvis er ideen om Christiania, tilstanden Christiania, gemmer det virkelig poetiske frontalangreb sig i den sidste linje. Christiania er godt nok arnestedet for noget ganske særligt: et særligt fællesskab, et særligt demokrati og en ganske særlig frihed, som resten af landet ikke besidder.

Sange mod stoffer
Nogle år efter var den igen gal på Christiania, denne gang var det næsten mere alvorligt. For konflikterne var interne, og stedet var ved at forsumpe med narkomaner og forbløde under rockerbandernes regime.

Også her stillede musikerne op, og christianitternes interne oprydning under junkblokaden fik økonomisk støtte af albummet ’Fix og færdig – Rock mod junk’, der udkom i 1980. Her var det igen navne som Sebastian, Hyldemor, Bifrosts Tom Lunden og Ida Klemann, der bidrog med sange, der agerede soundtrack til at smide de hårde stoffer ud af staden.

Der skulle gå lang tid, før der igen blev lavet deciderede Christianiasange. Men fristaden dukkede nu alligevel op indimellem:

Hos Gasolin’ i ’Onkel how do you do’ (»Nu bor han ude på Christiania/ Bondefanger, pusher og bananer/ Han har det meget bedre end du aner«), hos C.V. Jørgensen i ’Christiania black star’ (»Du bare pakkede din kuffert, sagde ikke engang farvel/ Og bor nu ude på Christiania som enhver anden hippie/ med kun respekt for sig selv, well, well, well«).

Rap og grovfil
Vi skal nogle år længere frem, før Christiania igen dukker op i populærmusikken; til den gryende rapscene. Førstegenerationshiphopperne var såmænd også velkomne på Christiania, og i punkernes gamle spillested, Rockmaskinen, så man foretagender som MC Einar, Rip, Rap & Rock og Rockers By Choice træde frem i det matte scenelys. Rapperne var ikke deciderede Christianiabaserede. Men de unge rødder nød utilsløret fristadens friheder:

»Og så ku’ jeg måske/ lige se hvad der vill’ ske/ hvis jeg tog over på Staden for at ryge et G/ jeg købte fed og sat’ mig ned uden for Nemoland/ hold da kæft, hvor blev jeg knokl’«, rablede MC Einar i grønlænderrapnummeret ’28 grader i skyggen’ fra 1989.

Skal vi tage grovfilen frem, og det skal man vel i sådan en slags overblik over mere end 30 års musikhistorie, så kan man bruge den til at konstatere, at hippiemusikerne brugte Christiania til at portrættere folk, der levede uden for det almindelige samfund. Punkerne derimod gad ikke nævne noget så profant som en hippiefristad i deres tekster. Dertil var det sortklædtes poesiunivers nok for indadvendt, mens hiphopperne for det meste brugte staden på en forbrugeristisk måde.