Det var ikke bare en god melodi, det var en mindre filosofisk genialitet, lederen af rockgruppen Bifrost, Tom Lunden, kom på dengang i 1976, da han skrev omkvædet: »I kan ikke slå os ihjel/ Vi er en del af jer selv«. Der er bestemt tale om noget af en vidtløftig udødelighedserklæring. Men i sangen, hvor det, der ikke kan dø, naturligvis er ideen om Christiania, tilstanden Christiania, gemmer det virkelig poetiske frontalangreb sig i den sidste linje. Christiania er godt nok arnestedet for noget ganske særligt: et særligt fællesskab, et særligt demokrati og en ganske særlig frihed, som resten af landet ikke besidder.
Vi er en del af jer selv
Men så langt fra Normaldanmark er det nu heller ikke. Så husk lige det: »Vi er en del af jer selv«. We’re in this together.
Sangen, der oprindelig blev indspillet af Bifrost, Povl Dissing, Anissette og Sebastian med et broget kor kaldet Det Internationale Sigøjnerkompagni, er ikke mindst af denne grund blevet en klassiker. Den dag i dag synges sangen ved demonstrationer, og hvor godtfolk i det hele taget samles. ’I kan ikke slå os ihjel’ er endda for længst optaget i noget så normaldansk som Højskolesangbogen.
Asociale bavianers organer
Den første Christianiaplade fra 1976 rummede bidrag fra en masse af tidens største rockkunstnere og blev faktisk et regulært kommercielt hit, der indbragte ikke så få midler til fonden bag pladeprojektet, der helt i tråd med ’I kan ikke slå os ihjel-ånden’ blev kaldt Støt Danmark Fonden – og den findes såmænd den dag i dag
Gnags, Kim Larsen, C.V. Jørgensen, Røde Mor og andre af tidens helt store rocknavne bidrog også til pladen, hvor alle sangene var skrevet specielt til den sammenhæng. På de fleste af de andre sange var der nu langt til den rummelighed, som ’hovedsangen’ besad. Men man glemmer nu sent et omkvæd som Røde Mors satiriske: »Christiania – er fuld af narkomaner, ja/ Asociale bavianer, ja/ De sku’ ha’ skåret deres organer af«.
Støttepladen blev lavet på et tidspunkt, hvor hele Christianiaprojektet var i yderste fare. Konflikten blev dog løst sådan nogenlunde og foreløbig med den første samarbejdsaftale med den daværende socialdemokratiske regering eller rettere sagt Forsvarsministeriet.
Sange mod stoffer Nogle år efter var den igen gal på Christiania, denne gang var det næsten mere alvorligt. For konflikterne var interne, og stedet var ved at forsumpe med narkomaner og forbløde under rockerbandernes regime. Også her stillede musikerne op, og christianitternes interne oprydning under junkblokaden fik økonomisk støtte af albummet ’Fix og færdig – Rock mod junk’, der udkom i 1980. Her var det igen navne som Sebastian, Hyldemor, Bifrosts Tom Lunden og Ida Klemann, der bidrog med sange, der agerede soundtrack til at smide de hårde stoffer ud af staden. Der skulle gå lang tid, før der igen blev lavet deciderede Christianiasange. Men fristaden dukkede nu alligevel op indimellem: Hos Gasolin’ i ’Onkel how do you do’ (»Nu bor han ude på Christiania/ Bondefanger, pusher og bananer/ Han har det meget bedre end du aner«), hos C.V. Jørgensen i ’Christiania black star’ (»Du bare pakkede din kuffert, sagde ikke engang farvel/ Og bor nu ude på Christiania som enhver anden hippie/ med kun respekt for sig selv, well, well, well«). Rap og grovfil Vi skal nogle år længere frem, før Christiania igen dukker op i populærmusikken; til den gryende rapscene. Førstegenerationshiphopperne var såmænd også velkomne på Christiania, og i punkernes gamle spillested, Rockmaskinen, så man foretagender som MC Einar, Rip, Rap & Rock og Rockers By Choice træde frem i det matte scenelys. Rapperne var ikke deciderede Christianiabaserede. Men de unge rødder nød utilsløret fristadens friheder: »Og så ku’ jeg måske/ lige se hvad der vill’ ske/ hvis jeg tog over på Staden for at ryge et G/ jeg købte fed og sat’ mig ned uden for Nemoland/ hold da kæft, hvor blev jeg knokl’«, rablede MC Einar i grønlænderrapnummeret ’28 grader i skyggen’ fra 1989. Skal vi tage grovfilen frem, og det skal man vel i sådan en slags overblik over mere end 30 års musikhistorie, så kan man bruge den til at konstatere, at hippiemusikerne brugte Christiania til at portrættere folk, der levede uden for det almindelige samfund. Punkerne derimod gad ikke nævne noget så profant som en hippiefristad i deres tekster. Dertil var det sortklædtes poesiunivers nok for indadvendt, mens hiphopperne for det meste brugte staden på en forbrugeristisk måde.
