Der er stilhed i telefonrøret. Efter at have talt med en hel hær af amerikanske pr-folk er jeg endelig blevet stillet videre til The Prince of Darkness, Ozzy Osbourne. Men der sker ingenting. Kun en transatlantisk støj på linjen, inden jeg igen hører stemmen fra en pr-mand, der fortæller, at Ozzy er forsinket. En ildevarslende besked, når vi taler om en af musikhistoriens mest utilregnelige personer, som stadig kæmper for ikke at falde tilbage i det misbrug af sprut og stoffer, der har fulgt ham siden gennembruddet med Black Sabbath i 1970. Og efter at have set ham som et vrag af en familiefar i realityserien ’The Osbournes’ kunne man godt frygte, at han har glemt interviewet. Men pludselig er der liv i den anden ende: »Ikke mere pjat. Lad os komme i gang. Første spørgsmål«, lyder det fra en veloplagt Ozzy, der fortæller, at han er fuldstændig fri af stoffer. Han hverken ryger eller drikker, han spiser sundt og går aldrig for sent i seng. Det er nødvendigt, hvis det slidte stemmebånd skal holde til en hel turné.
Tv-tossen slettes
Under den snøvlende talestrøm, der truer med at forsvinde ind i en tåge af britisk proletaraccent, fornemmer man en vilje til forandring.
Tv-tossen Ozzy skal slettes fra den kollektive nethinde. Ozzy Osbourne skal genopstå som mørkets fyrste på den musikalske scene, og det nye album, ’Black Rain’, er udset til at bane vej for et comeback for heavyrockens 58-årige godfather.
»Det er det første album nogensinde, som jeg har skrevet og indspillet uden at være påvirket af stoffer eller alkohol«, siger han.
Da rocken blev ond og mørk
Ozzys snart 40-årige karriere som The Prince of Darkness begyndte en sommermorgen i 1969, da han sammen med guitaristen Tony Iommi, bassisten Terence ’Geezer’ Butler og trommeslageren Bill Ward sad i et øvelokale i hjembyen Birmingham.
Det gik sløjt for deres blues- og jazzband Earth, og de måtte finde på noget nyt. Da mørket faldt på, havde de ændret navn til Black Sabbath, og hele eftermiddagen havde lyden af en helt ny rockgenre runget tungt og dybt fra Tony Iommis guitarforstærker. Heavy metal var født. Ifølge Metallicas danske trommeslager, Lars Ulrich, er der ingen tvivl om, at Black Sabbath »opfandt det lort«, og han suppleres af den amerikanske heavy metal-musiker Rob Zombie i dokumentarfilmen ’Metal: A Headbangers Journey’ fra 2005: »Alle fede guitarriffs er allerede blevet skrevet af Black Sabbath. Du kan enten spille dem hurtigere, langsommere eller baglæns, men de skrev dem først«, siger han. Mens de samtidige Led Zeppelin festede igennem med hård rock og regnbuetekster, åbnede Black Sabbath helt nye territorier ved at sænke tempo og oktav, mens de sang om at drikke blod fra jomfruer. De tændte en fakkel i en mørk underverden, der skulle blive en katedral for senere bands som Metallica, Megadeth, Pantera og Slayer.
