Nå, DJ Kjeld Tolstrup, var det ikke på tide at få sig et ordentligt dj-navn? Det kan da kun være de første 25 år, man kan gå rundt og kalde sig DJ Kjeld. »Det skulle man synes. Jeg har også haft mine problemer med det. Især i udlandet er jeg blevet kaldt de underligste ting. Første gang, jeg spillede i Ministry of Sound, kom der én hen og spurgte: »Whats a Ke Jelt?«. Men kender du ikke det? Det er svært at lære en gammel hund nye tricks, og på samme måde er det nok svært at give en gammel hund nyt navn. Så kommer jeg jo ikke, når man kalder«. Næh, det kender jeg faktisk ikke, Kjeld. Men man må hurtigt løbe tør for nye tricks, når det eneste, man laver, er at stå og rive i nogle knapper, en pickup-arm og nogle vinylplader. Det kan jo altså ikke være så svært. »Det er i virkeligheden ikke særlig svært. Men navnet tror jeg nu, at jeg vil holde fast i«. Du har alligevel formået at bilde folk ind, at det er enormt svært at lave sådan noget dj-ing. »Det er det ikke. Det handler bare om at kunne se på et dansegulv og regne ud, hvor det skal hen, sådan rent musikalsk. Det er ikke raketvidenskab eller kunst. Det er et håndværk som så meget andet. Jo længere tid man gør det, jo bedre bliver man forhåbentlig til det. Så kan det være lige meget, om man er bager, telefondame eller dj«. Det vigtigste for en dj er altså at kunne følge flertallet – der, hvor hoben vil hen, følger man bare ukritisk med? »Nej, men det er sjovere at spille popmusik for tusind mennesker end undergrundsmusik for tre«. Men man kan vel dårligt kalde dig for en undergrundsperson. Du spiller jo alle mulige fine steder: i DR’s Koncerthus og hos kronprinsen. »Jeg synes, noget af det, jeg spiller, er undergrundsmusik. Men det gør jo ikke mig til en undergrundsperson. Jeg har bevæget mig op i overgrunden for lang tid siden. Jeg har også været i dommerkomiteen for Dansk Melodi Grand Prix. Jeg er ikke så interesseret i at være undergrund. Jeg vil hellere formidle den musik, der kommer fra undergrunden, til et bredere publikum«. Hvorfor skriver du så ikke bare en bog i stedet for at rende rundt ude i byen til langt ud på natten? »Du kan jo ikke formidle musik ved at skrive«. Det er der nok nogle herinde på Politiken, der bliver rigtig sure over at høre. »Ja, det ved jeg godt. Jeg skriver også selv om musik en gang imellem. Men det er jo noget frygteligt vrøvl i virkeligheden, ikke? Ligesom madanmeldelser jo også er noget idioti«. Nu siger du idiot. På din MySpace-side kalder du dig selv for ’idiot-dj’. Er det, fordi andre ikke skal gøre det? »Nej, det kommer fra en klub, vi kørte for nogle år siden på Rust, som vi kaldte ’All Djs Are Idiots’, og man er jo et eller andet sted, om ikke ligefrem idiot, så en kende nørdet, hvis man hellere vil være ham, der står og spiller plader, end selv at deltage i festen«. Begyndte det simpelthen ikke med, at du var til klassefest, og så ... ... var der ikke nogen, der ville danse med mig? Jo, sådan var det, og så kunne man lige så godt stille sig hen og spille pladerne for dem. Alle dj’s har et nørdgen, og vi er på en eller anden måde outsideren i selskabet«. Kan du egentlig leve af at være dj? »Ja, det går meget godt. Jeg er ikke millionær, men ...«. Men næsten alle de steder, du har spillet på, er lukket igen. »Ja, men det er naturens gang. Natklubber lever jo ikke så længe«. Har du nogensinde prøvet at lære at spille et instrument i stedet? »Jeg tror, det skulle være claves eller triangel, hvis det er noget, jeg skulle blive god til. Jeg er håbløst umusikalsk, og jeg synger også ad helvede til«. Hver gang Djævlens Advokat siger noget til dig, er det, som om du bare giver idioten ret? »Men jeg synes faktisk, du har ret i, at det ikke er særlig svært at være dj. Det er heller ikke svært at stege en bøf. Men der er gode bøffer, og der er dårlige, og det er vigtigt at vide, om den skal være gennemstegt eller rød«. Er du egentlig ikke fra Århus oprindelig? »Jo«.