Det er fredag aften, og du står på et dansegulv et sted i København. Du har sprut i blodet og løn på kontoen, og dine venner danser rundt lige ved siden af dig.
I griner. I sveder. I spilder fadøl ud over hinanden. Og oppe fra scenen spiller dj'en den helt rigtige musik. Dit yndlingsnummer. Din vens yndlingsnummer. Gode, gamle travere. Og alle de nye sange, som I ikke anede, at I elskede.
Er der noget bedre end den slags aftener? Det synes Pato Siebenhaar og Lasse Lyngbo ikke.
Brug for noget fucking tråd
Når de to multimusikanter tænder op under festen som dj-duoen White Pony, er der ikke noget musik, der er forbudt, forkert eller for dumt.
Og de er ikke bange for at smække en Whitney Houston-klassiker fra 1980'erne på, hvis det er det, dansegulvet har brug for.
Med White Pony har Pato Siebenhaar og Lasse Lyngbo nemlig for alvor givet sig selv og hinanden lov til at lege. Regler og 'den såkaldte 'gode smag' er ikke noget, de tager sig af, når ponyen først bliver sluppet fri. Hverken i studiet eller på scenen.
»White Pony er total fri voksenleg for os. Det er Cirkus Pony! Når det er fredag aften, og der er fest, har jeg sgu ikke brug for at stå og prædike eller moralisere eller snige god stil ind. Jeg har bare brug for at underholde og spille noget god, fucking tråd!«, fortæller Pato Siebenhaar, da IBYEN møder ham og Lasse Lyngbo en torsdag morgen i studiet på Vesterbro.
Opgør med den elitære dj-kultur
White Pony er i det hele taget et opgør med den elitære dj-kultur, som Lasse Lyngbo og Pato Siebenhaar mener har været alt for dominerende i det københavnske natteliv i 00'erne.
For mange dj's har stået ovre i hjørnet og spillet minimaltechno for de indviede få, mens resten af lokalet har kedet sig bravt. For få har bragt festen helt ned i øjenhøjde med publikum. Det er det, White Pony vil.
»Vi vil gerne bringe fællesskabet tilbage til klubberne. Folk skal have det sjovt med hinanden og føle sig inviteret til en fest og bruge mere tid på det end på at kigge på hinandens tøj. Selvfølgelig går vi op i at præsentere ny musik og nye genrer for folk – vi er jo ikke bryllups-dj's. Men det, der foregår bag vores dj-pult sådan en fredag og lørdag aften, skal ikke være indadvendt og elitært. Det skal sgu serveres på en måde, så folk kan relatere til det«, siger Lasse Lyngbo.
'Lå-lå-lå-lå-lå-lå-lå-låååå'
»Ja, de forstår bedre et eller andet smalt, hvis vi spiller det efter House of Pains hiphop-hit 'Jump around' – og sætter White Stripes' 'Seven nation army' på bagefter og får hele salen til at eksplodere i 'Lå-lå-lå-lå-lå-lå-lå-låååå'«, supplerer Pato Siebenhaar.
Et rigtig godt soundtrack til en rigtig god fest tager nemlig mere hensyn til stemningen på dansegulvet end til, om numrene egentlig passer sammen.
Og så skal publikum både have serveret noget nyt og noget, der mentalt sender dem direkte tilbage til det første kys, den første klassefest eller en anden velkendt følelse, fortæller han.
»Du ved: 7. klasse, et mørkt lokale og Whitney Houstons 'I Wanna Dance with Somebody' .... hvis vi opnår den samme, meget intime stemning som dengang, er det en virkelig fed aften«.
Spændingsfelt
Lyden af White Pony er altså ét stort miks af musikalske genrer. Både, når man hører dem på plade, og når de fyrer op for under et af de efterhånden legendariske dj-shows sammen med deres faste crew, som udover dem selv består af dj'en Pelle, mc'en Sluzh og en broget blanding af gæstesolister.
Lidt hip hop her, lidt rock'n'roll der. En smule reggae. Noget disco tilsat noget klassisk pigepop.
»Vi er bestemt ikke genreskræmte. Vi har altid arbejdet meget med at finde et ståsted midt imellem det kommercielle og det grænsesøgende – både i White Pony og i vores andre projekter. Vi vil gerne ligge i et spændingsfelt, der hverken er helt vildt mærkeligt eller helt vildt Nik & Jay«, fortæller Lasse Lyngbo.
Til Afganistan med Biblen
White Pony har efterhånden sat gang i festen på langt de fleste klubber og spillesteder i København, Århus og Aalborg. Men egentlig vil dj-duoen allerhelst bookes til den lokale gymnasiefest.
»Det er skide sjovt at spille i nattelivet, men det er mere udfordrende at komme ud til folk, der ikke kender miljøet,« siger Lasse Lyngbo. Pato Siebenhaar er enig.
»Det er fedt at få en ægte reaktion fra nogen, der ikke tilhører det der trænede københavner-receptionsmiljø. Vi gider ikke alt det der 'Uha, nu mikser han to beats'. Vi vil hellere til Afghanistan med Bibelen under armen, om man så må sige«.
På turné med Nephew
Omtrent sådan var det, da White Pony tog på danmarksturné med Nephew i foråret. Pludselig var scenerne større og produktionen dyrere.
Der var overdådige buffeter, gulerodsstave og frugtskåle i backstagelokalerne i stedet for den lunkne kasse øl, som de ellers er vant til at blive spist af med.
Og publikum – de havde i de fleste tilfælde ingen idé om, hvem den feststemte dj-duo fra København var. Der skulle i den grad missioneres.
Krudt i krydderen
»Nephews publikum er virkelig et tværsnit af Danmarks befolkning. Mor har fået noget krudt i krydderen, og far har taget sine spidse sko på, for nu skal de kraftedeme underholdes! Men det var fedt at komme ud og tjekke, om vores format er stærkt nok til et så stort publikum. Og vi havde hænderne oppe over hovedet hele tiden«, husker Pato Siebenhaar.
Det er aldrig helt til at vide, hvad man kan forvente sig af White Pony. En aften ender publikum på scenen. En anden opstår der en improviseret limborockkonkurrence på gulvet.
Og en tredje aften bliver et af duoens sidekicks så høj af stemningen i salen, at han hopper tre en halv meter ned fra scenen, brækker foden og må bæres væk af samaritterne.
Ned ad Autobahn uden rat
»Vi øver aldrig – det hele er improviseret. Efter at have spillet så mange år i traditionelle bands kan jeg ret godt lide, at der her er en mulighed for at starte et sted og ende et helt andet«, siger Lasse Lyngbo. Pato Siebenhaar er enig.
»White Pony er lidt som at kaste sig ud på Autobahn med 180 i timen og så smide rattet ud ad vinduet og bare se, hvad der sker«.
fortsæt med at læse
