Michel Camilo er ikke Tomatitos far. Det er kun den afdøde flamencosanger Camarón, der var det. Mentor, bedste ven og surrogatfar, fra Camarón opdagede den 15-årige guitarist - og selv nu, hinsides graven, for nu at låne lidt fra den floromvundne sigøjner-retorik. »Hvis jeg kan bidrage med lidt af arven fra Camarón, og hvis den kraft der ligger i, at jeg var guitaristen, der akkompagnerede Camarón, så er jeg glad«, som han siger om manden, der har været død i 14 år nu. Det, Michel Camilo er, er Tomatitos nye bedste ven. Camilo er den klassisk uddannede dominikanske pianist, som Tomatito indspillede først 'Spain'-cd'en med og for ganske nylig 'Spain Again'. Og som han optræder med i aften i Operaen på Dokøen. Da Politiken mødte parret i Madrid i maj, var ømheden mellem de to håndgribelig og spilleglæden helt ustyrlig. Faktisk var koncerten - et særligt pressearrangement og første gang, de afprøvede deres nye repertoire - tæt på at kamme over i lovlig fyndige eftertryk, men der var også eksempler på især Tomatitos fint afstemte, nærmest åndelige lyrik, og ingen var i tvivl om, at Camilo boltrede sig i et medley af Piazzollas tangoer. 'Stella by Starlight' ånder så blidt. Og så er det deres første gang sammen live i en menneskealder. Camilo djævleblændt ved sit Steinway, Tomatito helt forpuppet i sin sublime musik og lange sorte krøller. Parrets dobbeltradede 'Spain'-eventyr mixer flamenco med tango, og et sted i baggrunden spøger Miles Davis og jazz/blues. »Det var et meget puristisk og strikst musikalsk miljø, vi sendte den første 'Spain' ud i«, siger Camilo, »og mange ville slet ikke acceptere den hybrid, vi stod for. Det har gudskelov ændret sig meget«. »Formerne dengang var meget strikse«, supplerer Tomatito, som på trods af diminutiven er blevet en voksen mand på et par og 40, »men Camarón var selv den første til at revidere de gamle skabeloner. Han legede meget med doktrinerne i de 18 år, vi spillede sammen«. Michel Camilo, der tit har spillet i Danmark, såvel ved Jazzfestivalen som klassisk i Tivolis Koncertsal, har mærket, hvordan verden var langt rigere end rigide genreafgrænsninger, siden han i sin tid faldt for 'Sketches of Spain': »Og jeg har altid været meget intimideret af flamencoens rytmiske aspekter, den særlige måde, flamencoen er avanceret på. Der var Tomatito meget tålmodig med mig«. Som i al intim musiceren, al nyarrangeret kammermusik, skal snittet lægges, så det tilgodeser begges talent og udtryksbehov. Og selv om Camilo er lutter brede smil og kærlig drillen, ved han nok, hvordan han vil have det: »Det kræver stor gensidig respekt, endnu mere respekt end venskab«, siger han. »Der skal være en underforstået holdning til, at dét her gør du og dét her gør jeg, en art sammensværgelse. Det, der er sværest, er at stoppe ens eget ego, når det vil frem. Ens talent skal bare være forudsætningen for musikken, det skal ikke være sin egen pointe. Hvis jeg eller Tomatito overtager fra den anden, flyder musikken ikke længere naturligt, men det er og bliver den store udfordring for denne slags musik«.