I 1984 blev Etiopien ramt af en sultkatastrofe. Regnen, der skulle falde i august, udeblev for sjette år i træk, og næsten en million mennesker døde af hungersnød. I England besluttede musikerne Bob Geldof og Midge Ure derfor at indspille en sang til fordel for Etiopien. Sangen hed ’Do They Know It’s Christmas?’ og blev et massivt verdenshit med fællessyngende stjerner som Sting, David Bowie, Paul McCartney og Bono.

I Danmark hørte pladeselskabsmanden Jesper Bay sangen og besluttede sig for at lave en dansk velgørenhedssang, hvor alt overskud ligeledes skulle gå til Afrika.Kim Sagild, producer: Jesper Bay spurgte mig, hvad jeg syntes om ideen. Den var jeg med på: At vi skulle samle ind til et godt formål. Vi skulle vise, at pop- og rockmusik ikke bare er noget, som pladeselskaberne og artisterne scorer penge på. At man kan skabe noget sammen. At det hele ikke bare handler om at gå op på en scene og se fed ud, men at man også kan lave noget, der har en større samfundsrelevans. Det var den smukke tanke i det. Kristian Sørensen, daværende vicegeneralsekretær ved Dansk Røde Kors: Jesper Bay fra pladeselskabet Genlyd ringede og spurgte, om vi ikke skulle lave en plade til støtte for Afrika. I Røde Kors var vi allerede i gang med at arrangere en koncert til fordel for Afrika, som vi kaldte ’Rock for Afrika’, så jeg sagde: »Det lyder rigtig, rigtig godt«. De ville have Gnags til at lave sangen, for dem havde de på deres pladeselskab, men vi måtte have en konkurrence, sagde jeg. LÆS OGSÅHele nationens popdreng er på toppenKim Sagild: Vi inviterede en hel masse sangere til at skrive en sang – med den bagtanke at få så mange som muligt med på projektet. Alle skulle indsende et nummer i demoform – guitar og sang. Nanna: Jeg fik et brev på gult papir. Det var fra pladeselskabet Genlyd. Jeg sad i mit køkken og sagde til min kæreste: »Det må sgu være lige noget for mig«. Jeg havde lige lavet ’Buster’ året forinden, og det var også en bunden opgave. Jeg var 21 år og rimelig kæk. Ikke til at skyde igennem, så jeg tænkte: »Nu gør jeg sgu lige det«. Så gik jeg ind til klaveret. Jeg sad et øjeblik og tænkte: »C-dur, den plejer at holde«. Så plantede jeg mine pølser på klaveret og sang: »Alle går vi rundt i vores egen lille verden«. Det meste af sangen var der efter en halv time. Jeg skrev tekst og melodi samtidig, men i første omgang nøjedes jeg med at skrive det første vers og omkvæd. Jeg tog mig god tid til de sidste to vers, for det var en stor opgave at løfte. Det nyttede ikke at skrive om sultende børn, tænkte jeg. For de billeder ser folk altid på tv. Hvis man bare skriver en fuldstændig håbløs sang, hvor der ikke er noget perspektiv, så skræmmer man folk væk i stedet for at tiltrække dem.