Den bedste rocksanger, det her land nogensinde er blevet velsignet med«. »Det største popalbum indspillet i Sverige i dette årtusind«. »Vores generations største fortæller«. De rosende ord om Håkan Hellströms nye plade har nået uanede højder, selv for en kunstner, der er vant til at blive rost til skyerne i hjemlandet. »Det er selvfølgelig dejligt at få bevis for, at man er god nok. Men det at være navlebeskuende ligger ikke til mig. Det handler om tilfældigheder. I pladebranchen er det jo sådan, at man får meget kort tid. Jeg kender mange, der har ladet hurraråbene stige sig til hovedet. Det gør lige ondt hver gang, når de vågner op til den virkelige verden og indser, hvor meget de har mistet, før de pludselig er gået i glemmebogen«, siger Håkan Hellström. Lidt rustne Han møder os på det lille torv nede ved Rosenlundskanalen i Göteborg, iklædt frakke og kasket. På den ene arm holder han en pose med sit scenetøj, som han skal have med ned til skrædderen efter interviewet. Dagen efter er der turnepremiere i kæmpehallen Scandinavium i hjembyen. »Vi er lidt rustne. Da vi holdt generalprøve i forgårs, glemte jeg teksten, og på en af sangene stoppede guitaristen med at spille for tidligt. Jeg er glad for, at pladen er blevet så god, men det er vigtigt, at de nye sange også bliver gode live. Og helst i nye fede versioner«. Håkan Hellström og hans band har ikke stået på scenen siden sommeren 2009 bortset fra en enkelt optræden i sommer. Den måned, der er gået, siden ’2 steg från Paradise’, Hellströms sjette album, udkom, er udelukkende blevet brugt på at øve op til efterårets fem koncerter. Ny melankoli
Der er gået ti år siden gennembruddet med ’Känn ingen sorg för mig Göteborg’. På sin nye plade er den rastløse festabe blevet en tilbageskuende og delvis melankolsk, snart midaldrende mand. »Det endte pladen med at udtrykke. Alt i mit liv er ikke tiptop, og det afspejler sig i musikken. Jeg har svært ved at finde noget på pladen, som ikke er virkeligt, som ikke er mig selv. Hvis jeg skal være helt ærlig, så er alt en slags afspejling af følelser, jeg har eller har haft«. LÆS OGSÅHåkan Hellström får folk til at falde for sigOgså i rimet, hvor du synger: »River en vacker dröm – alla vill se dig dala nu Håkan Hellström«? »Jeg har fået utrolig mange spørgsmål om lige præcis den linje, så der har jeg virkelig ramt noget. Den handler om en dybtfølt paranoia, en forberedelse på den dag, hvor det vender, og karrieren lakker mod enden. I ti år er alt, jeg har lavet, blevet vejet på en guldvægt. Hvis man ikke udvikler paranoia under de omstændigheder, så er man mærkelig«. Larger than life-ambitioner Vi går ind i Feskekörka. Det var her, fiskerbådene før i tiden landede deres fangst. I dag er det et lille galleri, som huser en restaurant og nogle af Göteborgs bedste fiskeforretninger. Håkan Hellström ser sit nye udspil som sin Sgt. Pepper. Som en film, et soundtrack, snarere end en plade, hvor man lytter til en sang ad gangen. Elleve sange, som danner en helhed og samtidig er en slags personlig status. Den begynder med ’Det här är min tid’ og slutter med den syv minutter lange fremtidsbetragtning ’Du är snart där’. Undervejs udspiller der sig scener, som hænger sammen både tekstmæssigt og musikalsk. »Jeg indså tidligt, at jeg lå inde med en god plade og havde larger than life-ambitioner med storslåede temaer: som at man skal dø nogle gange for at kunne leve – og andre vigtige talemåder«, siger han og piller ved cd-coveret på bordet. »For fanden et mesterværk« Også musikalsk har ’2 steg från Paradise’ ambitioner om at overskride popgenren. Her finder man tværfløjte, 60’er-trompeter og 12-strengede akustiske guitarer. Med inspiration fra 60’er-beat – som James Browns blaxploitationsound – og Manchesterpop har producenten, Teddybears-guitaristen Joakim Åhlund, taget Håkan Hellström langt væk fra ’Känn ingen sorg for mig Göteborg’. »Jeg har været trommeslager, lige siden jeg var ti, så rytme har altid betydet meget for mig. Jocke (Joakim Åhlund, red.) forstår det her med, at det skal svinge, og han tilføjer altid sangene en yderligere dimension, efter at han har fået dem af mig«, siger Håkan og spekulerer over, om det er tid til en kop kaffe. Han bestiller en kop med lidt mælk til. En cirka 15-årig pige tager chancen og spørger, om hendes mor ikke må tage et billede af hende og idolet. Håkan lægger armen om pigen og stiller sig ved siden af hende. Da moren ikke ved, hvordan man bruger mobiltelefonens kamera, hjælper han også med det. Så snart billedet er taget, kommer en fiskehandler med hvidt forklæde hen og giver Håkan hånden. »Jeg bliver bare nødt til at sige: For fanden et mesterværk, du har lavet. Den er altså vildt fed«, siger han til popstjernen, som smiler og svarer, at »det var godt«, og at »det varmer at høre den slags«. At være sig selv Samtidig med at Håkan Hellström på flere af de nye sange synger om, at hans tid snart er forbi, skal man lede længe efter nogen, der er lige så populær hos svenskerne. Ikke alene vinder hans musik gehør hos både teenagepiger og midaldrende mænd, han har også haft held med at være folkelig og synge fællessange på tv uden at miste sit personlige udtryk.

Hans helt unikke forhold til offentligheden bunder i, at han tilsyneladende altid forekommer at være oprigtig og ægte, hvilket gør, at mange kan genkende sig selv i det, han synger om. Selv mener han, at det begyndte som en reaktion på indiepopattituden fra tiden som bassist i kultbandet Broder Daniel. Da Hellström indspillede sine første demoplader, var det en befrielse ikke at skulle tænke på andre. »Det var en enorm luksus at kunne lave musikken, som man ville have den. Da folk senere begyndte at tage mig alvorligt, hvilket ingen havde gjort indtil da, fik jeg umådelig meget bekræftelse, og så handlede det bare om at køre på. Når folk kan lide det, man laver, så kan man jo tillade sig at være sig selv«. Afsked med Morrissey Nogle hundrede meter væk, på den anden side af kanalen, ligger lejligheden, hvor han bor sammen med sin kone og deres to små sønner. Han er fast besluttet på at holde familien ude af medierne og ikke medvirke i nogen hjemme hos-reportage. Han mener, at folk ville få sværere ved at tage hans musik til sig, hvis de havde set ham stå i tv og stege köttbullar. »En person som Morrissey ville aldrig medvirke i den slags, og det gør både ham og hans musik mere eksklusiv. Og samtidig er man jo nysgerrig efter at vide, hvordan der ser ud hjemme hos ham«, siger han og griner. LÆS OGSÅMere svensk til Roskilde I en af de nye sange tager han afsked med de gamle husguder som Morrissey og The Cure. Det er nye tider nu. Han er blevet 36, og en stor del af tilværelsen handler om at være en god far. Altid på svensk Der er sket meget siden koncerterne på Loppen på Christiania. I somrene 1995-97 pakkede trommeslageren Håkan Hellström og de andre i bandet Honey is Cool deres instrumenter og kørte ned til København for at feste og spille. De fik ikke nogen betaling, men spillede udelukkende, fordi det var fedt. Bagefter sov de på gulvet backstage. »Det var for vildt. Jeg var 21. Man røg sig helt i hegnet ude på Christiania og dejsede derefter om nede ved den der sø. Jeg kan huske, at dem, der arbejdede på Loppen, var så påvirkede, at de satte ledningerne forkert i, så der engang imellem ikke kom nogen lyd, når vi spillede«. De senere år har han spillet flere gange i Danmark. Han siger, at han er forundret over at »få chancen for at spille for danskere«, at danskerne forstår, hvad han synger om, og at de betaler for at høre ham. De personlige tekster er en af forklaringerne på Håkan Hellströms fremgang, men samtidig også den vigtigste grund til, at han ikke satser på at lancere sig internationalt. »Nej, pyha, jeg kan ikke synge på engelsk. Der ville ikke være meget at sige. Jeg vil altid synge på svensk, og det er fedt, at det har givet mig et dansk publikum«. Oversættelse: Niels Agerskov