Da Håkan Hellström brød igennem i 2000 med ’Känn ingen sorg för mig Göteborg’, var han en lidt falsk syngende drengerøv med en stor romantiker gemt i matrostøjet og det mundrette sprog.
Nu er Hellström en barnefar på 34, men han kæfter altså stadig vidunderligt falsk op, og det klæder ham, at voksenalderens eftertænksomhed har fået fat i også ham, som man kan høre det på hans nye album ’För Sent För Edelweiss’.
Personlige tekster
Som en ensom dandy i krøllet, hvid jakkesæt alt for sent på vej hjem fra endnu en bytur i Göteborg slingrer han frem på cd-omslagets farvefoto. Sådan er også albummets stemning. At blive far, at mærke forelskelsen fordampeog i det hele taget at blive voksen uden at forstene – alt det er der skrevet mange sange før.
Faktisk kan man på flere punkter beskylde Hellström for at være en uorginal. Klaviaturerne og modet på at skrive meget personlige tekster lyder som et lån fra Eldkvarn, og når han på det stilistisk springende album ’För Sent För Edelweiss’ synger svensksproget 50’er-rock, kommer man til at tænke på Wilmer X.
Hellström er da også adskillige gange blevet beskyldt for at plagiere andre. Men helt ærligt, når man synger så charmerende falsk på sit eget tilsyneladende spontane svenske, og når man så oven i købet har evnen til at skrive ørehængere inden for en håndfuld genrer, falder man ikke igennem. Man får simpelthen folk til at falde for sig
fortsæt med at læse




























