Stanley Clarke virkede som en åbenbaring, da han trådte ind på scenen.
Her var en jazzet improvisationslyst parret med den vilje til at gøre elbassen til et hovedinstrument, som først Jack Bruce havde demonstreret, og det hele blev holdt sammen af en alt andet end sky scenefremtræden. Bandet hed Return to Forever og var egentlig pianisten Chick Coreas projekt, men Clarke stjal i perioder lydbilledet.






























