Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Beatlemania. Lennon var rasende over det åbne brev, der var blevet bragt i Black Dwarf. The Beatles havde muligvis ændret image, men de havde ikke mistet deres glød.
Foto: AP/AP

Beatlemania. Lennon var rasende over det åbne brev, der var blevet bragt i Black Dwarf. The Beatles havde muligvis ændret image, men de havde ikke mistet deres glød.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Lennon får endelig afløb for vreden

Et hidtil upubliceret interview med John Lennon afslører en rasende beatle.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der skulle gå mere end 40 år, før John Lennon endelig fik afløb for sin vrede over, at ’Revolution’, en af hans meget omtalte sange med The Beatles, blev sammenlignet med BBC’s radiodrama ’Mrs. Dale’s Diary’ (en britisk radio-soap fra 50’erne, Red.).

Den hånlige kritik blev fremsat i 1968 i et læserbrev i Tariq Alis venstreradikale avis Black Dwarf, og konklusionen var, at The Beatles havde solgt ud til det etablerede samfund, og at ærkerivalerne i The Rolling Stones med større ret kunne kalde sig revolutionære.

Nu afslører et tilsyneladende glemt interview fra dengang, hvordan Lennon forholdt sig til kritikken.

»Det nytter ikke noget at slå et par gamle konservative idioter ned!«, rasede Lennon i slutningen af et år, hvor Europa var blevet rystet af studenteroprør, arbejderstrejker og politiske demonstrationer. »Systemet er noget lort. Men bare at smadre det er ikke løsningen«.

Seks timer i træk talte Lennon – uden at indtage andet end en skive makrobiotisk brød med syltetøj, som Yoko Ono havde lavet til ham – med en benovet førsteårsstuderende fra Keele University, som havde blaffet flere hundrede kilometer for at interviewe sit store idol.

Hele interviewet
Et lille uddrag af interviewet blev behørigt bragt i Keeles studentermagasin, men størstedelen blev arkiveret i skrivebordsskuffen hjemme hos Maurice Hindle, der i dag er forfatter og skriver på en bog om Lennon. Nu offentliggør han for første gang den fulde version af interviewet i The New Statesman.

»Ved Weybridge Station kommer en Mini Cooper med røgfarvede vinduer ræsende og bremser op med et hvin, som i en scene fra ’The Italian Job’. I førersædet sidder John Lennon. Han ser til forveksling ud, som han gør på det farvefotografi, der følger med Beatles’ ’White Album’ fra 1968 – iført slidt blå Levi’s-jakke, hvid T-shirt, snavsede hvide gummisko, de i dag famøse runde briller og med midterskilning i det skulderlange hår«.

»Vi studerende klemte os ind på bagsædet af Mini’en, og John kørte os op ad den bulede privatvej, der førte op til hans hus, Kenwood. I en dagligstue bagest i huset satte vi os i skrædderstilling på tykke indiske tæpper omkring et rundt bord. Yoko sagde ikke meget, for vi vidste alle, at det her frem for alt var Johns dag – og han sagde en masse«.

»Bortset fra en kort pause, hvor Yoko serverede hjemmelavet makrobiotisk brød med syltetøj, talte Lennon uafbrudt i seks timer«.

Jeg vil ikke lade mig flå levende, hvis jeg kan undgå det, så jeg er gået på kompromis. Men vis mig lige nogen, der ikke har gjort det – og stadig er i live



Lennon var rasende over det åbne brev fra John Hoyland, der var blevet bragt i Black Dwarf. The Beatles havde muligvis ændret image, men de havde ikke mistet deres glød, fastholdt Lennon.

»Okay, så lod vi håret gro for at nå dertil, hvor jeg er nu – jeg er her«, sagde han. »Der er naturligvis sket millioner af forandringer, men jeg laver stadig præcis det samme, som jeg lavede i skolen eller på kunstskolen og som beatle«.

»Jeg vil ikke lade mig flå levende, hvis jeg kan undgå det, så jeg er gået på kompromis. Men vis mig lige nogen, der ikke har gjort det – og stadig er i live«. Jeg har altid sagt: Meld dig ikke ud af samfundet, mand – bliv der og undergrav det!«.

Sidste år blev erindringen om den gamle strid vakt til live, da ledende skikkelser og politiske frontkæmpere fra 1968 blev interviewet til forskellige dokumentarfilm i anledning af 50-året for oprøret.

Altid været politisk bevidst
John Lennon døde 8. december 1980, skudt ned foran sit hjem i Dakota-bygningen i New York af Mark Chapman. Men på det tidspunkt havde han for længst sluttet fred med Tariq Ali og fået genoprejsning i venstreradikale kredse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For fire år siden bragte den amerikanske avis Counterpunch et langt interview fra 1971 af Tariq Ali og Robin Blackburn, der oprindelig var tiltænkt det trotskistiske Red Mole, og her gav Lennon Ali ret i, at han blev »mere og mere yderligtgående og politisk«.

Men det var der ikke noget nyt i, understregede Lennon.

»Jeg har altid været politisk bevidst og modstander af status quo. Det er noget helt grundlæggende, når man bliver opdraget, som jeg gjorde, til at hade og frygte politiet som en naturlig fjende og foragte militæret som noget, der fjerner folk fra deres hjem og efterlader dem døde et eller andet sted«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden