Der skulle gå mere end 40 år, før John Lennon endelig fik afløb for sin vrede over, at ’Revolution’, en af hans meget omtalte sange med The Beatles, blev sammenlignet med BBC’s radiodrama ’Mrs. Dale’s Diary’ (en britisk radio-soap fra 50’erne, Red.). Den hånlige kritik blev fremsat i 1968 i et læserbrev i Tariq Alis venstreradikale avis Black Dwarf, og konklusionen var, at The Beatles havde solgt ud til det etablerede samfund, og at ærkerivalerne i The Rolling Stones med større ret kunne kalde sig revolutionære. Nu afslører et tilsyneladende glemt interview fra dengang, hvordan Lennon forholdt sig til kritikken.
»Det nytter ikke noget at slå et par gamle konservative idioter ned!«, rasede Lennon i slutningen af et år, hvor Europa var blevet rystet af studenteroprør, arbejderstrejker og politiske demonstrationer. »Systemet er noget lort. Men bare at smadre det er ikke løsningen«. Seks timer i træk talte Lennon – uden at indtage andet end en skive makrobiotisk brød med syltetøj, som Yoko Ono havde lavet til ham – med en benovet førsteårsstuderende fra Keele University, som havde blaffet flere hundrede kilometer for at interviewe sit store idol. Hele interviewet Et lille uddrag af interviewet blev behørigt bragt i Keeles studentermagasin, men størstedelen blev arkiveret i skrivebordsskuffen hjemme hos Maurice Hindle, der i dag er forfatter og skriver på en bog om Lennon. Nu offentliggør han for første gang den fulde version af interviewet i The New Statesman. »Ved Weybridge Station kommer en Mini Cooper med røgfarvede vinduer ræsende og bremser op med et hvin, som i en scene fra ’The Italian Job’. I førersædet sidder John Lennon. Han ser til forveksling ud, som han gør på det farvefotografi, der følger med Beatles’ ’White Album’ fra 1968 – iført slidt blå Levi’s-jakke, hvid T-shirt, snavsede hvide gummisko, de i dag famøse runde briller og med midterskilning i det skulderlange hår«. »Vi studerende klemte os ind på bagsædet af Mini’en, og John kørte os op ad den bulede privatvej, der førte op til hans hus, Kenwood. I en dagligstue bagest i huset satte vi os i skrædderstilling på tykke indiske tæpper omkring et rundt bord. Yoko sagde ikke meget, for vi vidste alle, at det her frem for alt var Johns dag – og han sagde en masse«.
