En ung kvinde i knaldrød kjole foran et sultent orkester med ambitiøse unge musikere i spidsen i et program alene med varmblodet musik af den franske orkestertroldmand Maurice Ravel. Det lød på forhånd som en god idé. Selv for Tivoli, der ikke har tradition for de længste programmer, var aftenen lagt til rette i en overskuelig mundfuld. 20 minutters klaverkoncert før pausen og tre korte orkesterstykker efter, sluttende med den inciterende balletmusik i 'Bolero'. Et orgie i sanselige farver De 50 minutters musik i betragtning burde der være basis for en række ekstraordinært skarpe afleveringer. Sådan gik det ikke. 31-årige Tanja Zapolski blev hovedperson i aftenens absolut bedste del: den blærede Klaverkoncert i G-dur, der kom til at klinge som et orgie i sanselige farver med et finjusteret klaver i front som eksplosiv motor. LÆS OGSÅFestival skal hjælpe med at drive JazzHouse Her fik publikum den helt rigtige og meget Ravelske blanding af perlende harper, vrængende blå bluestoner, diskrete træblæserfarver og læssevis af overraskende slag fra det store percussionbatteri. Og så den hundesvære, minutiøst udformede klaverstemme med de mange pudsige markeringer. Zapolski klarede opgaven fint med en helt logisk balance mellem det kontrollerede rytmiske drive og rollen som frit fabulerende klaverlyriker, hvor hele andensatsen blev båret smukt af renskuret sødmælkspoesi i klare farver. Vægtløse douche malerier Der kunne man også lære lidt om symfoniorkestre med helt enkle virkemidler i kombination med klaverstemmen. Hvorfor det f.eks. åbenbart er en rigtig god idé at lægge lidt horntoner i bunden af en melodi for engelskhorn - eller hvor på strengene strygerinstrumenter klinger bedst. For hos Ravel lyder det hele godt. Andensatsen er i tone og form egentlig så enkel som en lille blyantstegning af et ordinært landskab - men med alle orkesterfarverne i spil forvandlede det almindelige sig til vægtløse, sfæriske malerier i douche nuancer uden centrum eller tyngdepunkt.
Pulsen forsvandt Som ekstranummer gav Zapolski en lille kraftigt følelsesladet baroksnas af den finurlige franskmand Rameau i et tempo så lavt, at pulsen forsvandt. Lidt speciel idé ikke at føre den samme energiske stringens fra Ravel igennem til Rameau - og eventuelle asketiske barokspecialister i salen har næppe kunnet skrive under på den fortolkning. LÆS OGSÅDjævelsk enfant terrible regerede maskinparken De tre stykker i orkestrets anden omgang i ringen med Ravel forløste kun i momenter musikkens store potentiale. 'Alborada del Gracioso' virkede underligt fodslæbende, og et efterfølgende tjek i noderne viste også, at Ravel har anvist et tempo op mod 50 procent hurtigere end det, jeg kunne tælle mig til nede på rækkerne. Uforståeligt dirigentvalg
I samme boldgade for uforståelige dirigentvalg lod rumænskfødte Ion Marin det store korps af messingblæsere spille af fuld hals over for kun 16 førstevioliner. Resultatet var selvsagt massivt. 'Bolero' med de nærmest meditative gentagelser af en lille krøllet melodi i stadig nye instrumenter fik heller ikke den ønskede effekt. Det begyndte utrolig stille, nærmest spagfærdigt, og fortsatte sådan længe, lige til Marin kom i tanke om, at han skulle nå et klimaks, og derfor tog nogle gevaldige hop på intensitetskurven. Men farverne fungerede fint.