Slidte, solbrændte, tatoverede og en lille smule rynkede. Tidens tand har bidt sig fast i Red Hot Chili Peppers. Nok har indlemmelsen af den nye guitarist Josh Klinghoffer sænket gennemsnitsalderen med et par år, så den nu ligger et sted midt i 40'erne. Men alderen tynger dem ikke. Og for et band, der begyndte som en dårlig joke under navnet Tony Flow and the Miraculously Majestic Masters of Mayhem i 1983, har de ret beset også klaret skærene ganske godt. For selv om nogle mener, at bandets karismatiske slap-bas-fyldte funkrock burde være blevet hængende i de tidlige 90'ere, har rockbandet Red Hot Chili Peppers overlevet mere end de fleste. Ud over adskillige tilfælde af voldsomt stofmisbrug hos flere medlemmer fik bandet i 1988 døden helt tæt på, da guitaristen Hillel Slovak døde af en heroinoverdosis.
Venter på de kreative kræfter Pladesalget er gået op og ned, bandmedlemmer er kommet og gået igen, og der går længere og længere tid mellem pladerne, fordi medlemmerne skal have lov til at sunde sig og tilbringe lidt tid hver for sig. Men efter de efterhånden obligatoriske fem års ventetid er bandet klar med deres 10. studiealbum, der har fået titlen 'I'm With You'. »Vi er ikke et band, der kan køre efter en stram tidsplan«, som Flea siger. »Når de kreative kræfter melder sig og suser igennem os med orkanfart, så skriver vi ny musik. Men ikke før«. LÆS OGSÅRed Hot Chili Peppers lader dig sniglytte til nyt album Flea har farvet sit korte strithår i en strålende azurblå farve, der får hans isblå øjne til at poppe frem som to selvlysende Vicks Blue-halspastiller. Han er iført en lige så blå joggingdragt i tyk magelig bomuld med et indgraveret monogram, og forneden stikker to multifarvede strømper frem. Ved siden af hans plads i den store, bløde sofa står to solide vandrestøvler og en bas. Som han slet ikke kan lade være. Den er fra 1962, hvilket gør bassen præcis lige så gammel som sin ejermand, som med hånden kærligt stryger hen over dens afskallede krop, der med årene har opbygget en solid patina. Ligesom Flea selv. »Jeg tror på, at den med tiden bliver mindre og mindre træ og mere og mere et instrument«, forklarer han højtideligt. »Når der er en lille smule fritid på sådan en lang dag med interview, så spiller jeg!«. De blå øjne lyser op. Han ligner en uvorn skoledreng, og splitsekunder senere danser fingrene hen over strengene som så mange gange før. For han kan simpelthen ikke lade være. Los Angeles i hjertet Flea er forbundet med sin bas, på samme måde som Red Hot Chili Peppers er uløseligt forbundet med Los Angeles. For selv om Flea er født i Australien, var det her, han som teenager for første gang mødte forsanger Anthony Kiedis, der var flyttet fra Michigan til Californien for at bo hos sin far, der kvitterede med at lære sin søn at ryge marihuana som 12-årig. De to unge ballademagere fandt hinanden i en søgen efter joints og frihed. Og på det punkt var Los Angeles ikke noget dumt sted at befinde sig. Flea har efter mange års afhængighed droppet tossegræsset til fordel for et liv som far på fuld tid for datteren Clara. Men Los Angeles forbliver synonym med Red Hot Chili Peppers. LÆS OGSÅRed Hot Chili Peppers kommer til Herning Videoen til det nye albums første single, 'The Adventures of Rain Dance Maggie', er optaget på et tag i et solkysset Venice Beach, og det er selvfølgelig også i L.A., kvartetten holder hof for pressen to og to. Med solen, Stillehavet og Santa Monica Pier i ryggen og sofaer så bløde som vandsenge. »Vi har været et band så længe, men det at finde sammen på ny har været en ekstremt foryngende proces«, forklarer Flea. Han fylder snart 49, men det tynger ham ikke. Og han taler om sin ungdom, som om det var noget, der skete i sidste uge. »Anthony og jeg rendte altid rundt Hollywood, da vi var teenagere«, fortæller han. »Vi har set det hele. Og en stor del af os er den dag i dag dybt rodfæstet i byens traditioner for at underholde. Men ideen om det har ændret sig. I dag er underholdningsbranchen forbundet med en ekstremt overfladisk, grådig, magtsulten, plastikkirurgi-havende og udnyttende kultur, hvor man bliver berømt for ingenting. Og det kan jeg ikke bruge til en fucking skid«. »Vi kan blive et bedre band« Han ordstrøm er som en maskingeværsalve, og han spytter og sprutter af bar iver for at få ordene ud i den rigtige rækkefølge. Det store mellemrum mellem fortænderne får ham til at ligne en gal pirat. Men han er på ingen måde vred. Flea er bare glad for sit arbejde og bandets nye plade. »Jeg føler, at der er et potentiale til, at vi kan blive et bedre band. Vi har været heldige at have nogle stærke øjeblikke i vores karriere, hvor vi virkelig har haft en stærk forbindelse med vores publikum. Det er klart, at jeg også har mine arrogante stunder, hvor jeg føler, at vi styrer hele verden. Men der bliver færre af dem! For mig handler det om at komme ud og underholde andre mennesker. Jeg er entertainer - det er det, jeg gør. Det er det, universet har bestemt for mig, og det er en opgave, jeg har tænkt mig at løfte. Jeg er dybt taknemmelig. Jeg vil være et vilddyr!«. Trommeslager Chad Smith, der har været lige så bomstille, som han er bredskuldret, bryder en af Fleas få vejrtrækningspauser med sin dybe, rolige røst. LÆS OGSÅStjernekunstner laver cover til legendariske chilier »Da jeg fløj ind fra New York for at kunne være her i dag, og jeg ankom i LAX (lufthavnen i Los Angeles, red.), blev jeg mødt af et stort reklameskilt, hvor der stod 'Velkommen til Los Angeles - byen for kunst og underholdning!'«, fortæller Smith, der selv er vokset op i det noget mindre glamourøse Michigan, inden han i 1989 blev trommeslager i Red Hot Chili Peppers, der to år senere blev et af verdens største rockbands med albummet 'Blood Sugar Sex Magik'. »Der var fyrværkeri, der var et billede af Hollywood Bowl, og den fik bare ikke for lidt. Men sådan er det jo i den her by«, siger Smith med et bredt smil og et beskedent skuldertræk, imens Flea slår sig på lårene af grin. »Det står der vist ikke noget om, når man ankommer til København«, mumler jeg, og de to rockstjerner giver hinanden high-fives på tværs af de to dybe sofaer. Humøret er højt. Kærligheden til hjembyen er ikke til at tage fejl af. Punkrocker »Jeg har en fuldstændig ukuelig kærlighed til det gamle Hollywood med Charlie Chaplin og alle de andre«, forklarer Flea. »Dengang klarede man sig ved egen hjælp for at skabe noget ekstraordinært. Når jeg går på scenen med mit band, er det første, jeg tænker: »Hvad kan jeg gøre for at underholde publikum?«. Og jeg vil gøre hvad som helst. For jeg elsker den tradition for at underholde. Også selv om jeg selv voksede op i den absolut uglamourøse ende af byen. For som du ved, er jeg punkrocker!«. Han gør store, påståelige øjne. Men det er slet ikke nødvendigt. For selvfølgelig er Flea punkrocker. Også selv om hans joggingsæt og fødselsattest vil det anderledes. LÆS OGSÅAlbumcoveret er ved at uddø Da han var knægt, var han ellers med egne ord lidt af en musiksnob, der ikke kunne drømme om at ville være noget så bøvet som rockstjerne. Han voksede op med en stedfar, der var jazzbassist, og Flea selv drømte om at blive jazztrompetist. Han ville være Dizzy Gillespie og så ned på rockbands. For hans kærlighed til det gamle Hollywood er ikke begrænset til filmhistorien. »Da jeg var dreng, troede jeg, at rockmusik bare handlede om at have en skør frisure«, griner han. Men om han i det øjeblik er sit eget blå hår bevidst, forbliver usagt.

'I'm With You' udkommer på mandag. Politiken var inviteret til Los Angeles af Warner Music.