backstage. Denne uge gav Rasmus Seebach en særlig tv-koncert for fans, der havde vundet  koncertbilletter, op til udgivelsen af sit nye album. Et kvarter inden optagelserne er han her i gang med at klæde om.
Foto: Jacob Ehrbahn

backstage. Denne uge gav Rasmus Seebach en særlig tv-koncert for fans, der havde vundet koncertbilletter, op til udgivelsen af sit nye album. Et kvarter inden optagelserne er han her i gang med at klæde om.

Musik

Seebach jr.: »Jeg ville elske at ligge i jukeboksen ved siden af min far«

Landets største popstjerne giver både far og fars vuggevise genoprejsning på nyt album.

Musik

Der kommer mærkelige lyde ud af hans mund. Sådan »uij, uij, uij«. Helt lavt, mens kæberne bevæger en rund fiskemund op og i.

»Du må undskylde, at jeg er så stille, men jeg sparer lige lidt på stemmen«, siger han.

Rundt omkring ham i omklædningsrummet er der bagende varmt og et mylder af musikere, korpiger, makeupartister, tv-folk og assistenter. En stryger skjorte, en anden får tips til en slankekur, en tredje får pudder i panden.

Midt i balladen sidder aftenens hovedperson, Rasmus Seebach, i en sofa og har på en eller anden måde skabt et stille rum omkring sig. Larmen, varmen, snakken og de mange mennesker rører ham ikke.

Han sidder i sin hvide herreundertrøje og drikker forsigtigt af en kop te, mens han skærer ansigter og siger sine lyde for sig selv for at varme stemmen op.

Om et kvarter skal han på scenen foran et, for ham, ualmindeligt lille publikum. 150 fans har vundet en konkurrence og fået lov at komme til den første MTV Unplugged-koncert nogensinde i Danmark. Det er en livekoncert optaget til tv med så lidt brug af elektronisk forstærket lyd som muligt.

»Så er det nu«, siger bandet og stiller an til et fællesråb i rundkreds. De diskuterer, hvad de skal råbe, med hænderne samlet i cirklens midte.

»Hvad med real music?«, foreslår Nicolai Seebach, der både privat og professionelt er storebror til Rasmus. Lillebror synes dog, at det skal være mere rock’n’roll-agtigt, »ligesom Kurt Cobain«. Og derfor ender det med, at cirklen på ni mennesker råber »Kuuu-uuuurt!« og går på scenen.

At have folk til det En uge inden MTV-koncerten mødes vi i hans studie på Islands Brygge i København. Her kæmper Rasmus Seebach med sin nye smarte dolce gusto-kaffemaskine. Det burde egentlig være nemt. Kaffetablet i, kop under, og så kører det. Alligevel kommer der ikke noget ud af den stædige maskine. Og når den endelig spytter lidt varm mælk ud gennem rørene i spredte strint, løber det ned på gulvet. »Det går jo helt galt! Nogen må altså kigge på det ... Nå, men det har vi folk til«, griner han. Rasmus Seebach har ikke helt fundet sig til rette i rollen som popstjerne. For han har rent faktisk folk til det.

Alligevel går han ikke med solbriller indendørs, og han protesterede, da en fotograf havde billedbehandlet coveret til hans nye plade så meget, at de karakteristiske flyveører pludselig var lagt pænt ind til hovedet. Og selv når han i sin musikvideo skal sidde på køleren af en blankpoleret flot bil, er det en Opel – ikke en Mercedes.

»Jeg synes ikke, man skal have fine fornemmelser. Det er ikke det, jeg vil. Min musik er hverken glittet eller et glansbillede, og det er jeg heller ikke«, siger den 31-årige sanger.

Den mundrette popsang om kærlighed
I den gamle pakhusbygning i Njalsgade har en hel generation af musikere deres gang i studierne. Det var her, Nik & Jay år tilbage prøvede at overbevise en ung, ukendt Rasmus Seebach om, at han burde begynde at synge sine sange selv, i stedet for at sælge dem til andre kunstnere. Og det er her, folk som ’X Factor’-dommer og producer Cutfather lige stikker hovedet ind for at bede om en cd.

De ligger på bordet foran os. En stor stak af Rasmus Seebachs andet album, ’Mer’ end kærlighed’, der udkommer i morgen. Med den plade skal det briste eller bære. Seebach skal vise, om det var en døgnflue, noget i tiden, et uventet lucky punch, der gjorde, at han har solgt 200.000 eksemplarer af sin første plade fra 2009, ’Rasmus Seebach’.

Det vigtigste for mig er, at min musik bliver brugt. Selv om det bare er popsange, er det alligevel ikke bare popsange. Der er noget mere i dem



»Det er ikke sådan, at jeg regner med at sælge så og så meget. Men jeg vil da gerne indfri forventningerne og leve op til det, mennesker og fans regner med. Og jeg har været der, hvor jeg har hoppet alene rundt i det her studie i bar mave klokken 5 om morgenen efter at have hørt det samme nummer i fire timer. Så jeg er tilfreds. Jeg har puttet min sjæl og mit hjerte ned i det, og så håber jeg, det er nok til, at der er nogle andre derude, der også bliver rørt af musikken«.



Rasmus Seebach har skabt sin karriere på at synge mundrette popsange om kærlighed. Om længslen efter den, tabet af den, drømmen om den.

Han brød igennem radiolydmuren med hittet ’Engel’ (» min engel, min engel, min engel. For evigt, for evigt, for evigt«), og derefter fulgte en hel stribe hitsingler, der midt i en musikbranchekrise har gjort ham til den bedst sælgende danske kunstner i både 2009 og 2010.

Det vakte stor opmærksomhed, da han slog Kim Larsens gamle rekord i at ligge flest uger som nummer 1 med albummet ’Midt om natten’ fra midten af 1980’erne. Et album, som Seebach i øvrigt betegner som »sin yndlingsplade«.



Strømpefødder og terapeut
Seebach er i strømpefødder. Han ligger og putter i studiets grå sofa, med bøjede ben, på ryggen, mens vi snakker. Pludselig går det op for os, at vi har anbragr os i klassisk terapeut-patient-stilling med journalist-terapeuten på stolen til at stille spørgsmålene. Der mangler bare en æske Kleenex.

»Hvis du ikke har noget imod det, synes jeg, det er ret fint at ligge og hygge lidt imens«, spørger han. Så sådan bliver det. Han er lang og bredskuldret med et par imødekommende brune øjne.

Studiet, Top Notch Music, deler han med sin storebror, Nicolai Seebach, der er producer. De to skrev i mange år sange til kunstnere som Jokeren og Natasja og børne-MGP.

Men det var først, da Rasmus Seebach havde skrevet nummeret ’Engel’, som er en sang om en kæreste, der var ham utro, at der rigtig skete noget. Den sang var for personlig til, at Rasmus Seebach kunne give den videre, og den blev derfor springbrættet til, at han sprang ud som sanger.

»Planen den ku’ ikk’ slå fejl, jeg sku’ bli’ gammel med dig/ Lykken var gjort, jeg skulle gør’ dig til mor«, lyder det blandt andet i sangen. En af den slags linjer hvor man tænker, nej, det sagde han simpelthen ikke! Man kan da ikke synge det? Men det gør han, på den særlig Rasmus Seebachske måde – et sted mellem banalitet, ekstrem følsomhed og noget afvæbnende ærligt.

»Jeg er meget følsom. Eller måske kommer jeg bare mere i kontakt med følsomheden over klaveret end andre? Men jeg synes, det er nogle almenmenneskelige temaer, jeg skriver sange om. Alle har prøvet at være jaloux. At miste en, de elskede. At være snotforelskede. Det er jo de ting, mennesker føler og oplever«, siger han.

Mennesker. Et ord, som Rasmus Seebach gentager igen og igen. Ikke det mere almindelige ’folk’. Ikke det mere snævre ’fans’. Og heller ikke det mere svævende ’andre’. Men mennesker. Han er glad for dem. Og tager sig tid til at tale med dem på gaden, og hvor han ellers møder dem.

Til MTV-koncerten kommer klovnen op i Rasmus Seebach. Man kan se, at han er ægte glad for opmærksomheden og for at få folk til at grine.

Det kunne da være sjovt at få lov at spille på Roskilde Festival, men jeg har accepteret det



»Ja, jeg går jo for at være ’den ærlige popsanger’«, joker han i mikrofonen.

Efter tv-optagelserne har Seebach tid. Tid til at tale med de mennesker, der stiller op på række med T-shirts, blokke og autografbøger, som de gerne vil have skrevet i. Og digitalkameraer til at forevige mødet med idolet.


»Hvad vil du gerne have, at jeg skriver?«, spørger han en spinkel, lyshåret pige, der rødmer omkring næsen og kindbenene. Hun tænker længe over det. »Måske ’kærlig hilsen’?«, spørger hun så. De får alle sammen en kærlig hilsen. Og en arm omkring skuldrene – direkte til Facebookprofilen.

»Det vigtigste for mig er, at min musik bliver brugt. At mennesker hører sangene og bruger dem. At de tager dem til sig. Selv om det bare er popsange, er det alligevel ikke bare popsange. Der er noget mere i dem. Jeg ville elske, hvis de mennesker, der hører min musik, om 40 år tænker tilbage på mine sange som noget vigtigt fra deres ungdom. Ligesom jeg har det med Anne Linnet og Kim Larsen. Deres sange går ikke bare i glemmebogen, fordi de bærer en dybere mening og betydning i sig, selv om det også bare er popmusik«.

Krøller eller ej
Rasmus Seebach er vokset op på Frederiksberg, i fuglekvarteret, mellem Godthåbsvej og Borups Allé. Her midt i byen og alligevel i en særlig lomme af forstadsidyl piskede mellembarnet Rasmus rundt med sine søskende Nicolai og Marie ude på vejene og i haverne.

Familien Seebach er en af den slags familier, der altid har været i medierne. Tommy Seebach var en af 1980’ernes største dansktop- og popstjerner. Et fælles referencepunkt for børn opvokset i 80’erne på linje med Jørgen de Mylius og Kim Schumacher.

Tommy Seebach, der i dag af mange huskes som ’kongen af melodigrandprix’, fordi han igen og igen stillede op i den populære sangdyst, der dengang i DR-monopoldagene samlede landets familier foran tv-skærmen med feststemning, slikskåle og udklippet stemmeseddel fra avisen.

Tommy Seebach var manden bag hits som ’Disco Tango’, ’Krøller eller ej’, ’Hip hurra det’ min fødselsdag’ og ’Du skælder mig hele tiden ud’.

Han deltog i det nationale melodigrandprix otte gange og vandt de tre. Melodigrandprix var Tommy Seebachs karriere og blev hans skæbne, fordi sangdysten, efterhånden som 1980’erne gik over i 1990’erne, ikke længere solgte billetter og skulle fornyes.

Sideløbende kæmpede han med et eskalerende alkoholmisbrug, der hang tæt sammen med en musikbranche, hvor alle andre var til fest, når Tommy Seebach var på arbejde, som sønnen har formuleret det. Og fest smitter.

Derfor gør Rasmus Seebach meget for at passe på sig selv i en branche, hvor arbejdet ganske af sig selv glider ud i byture og efterfester.

’Seebachs kæmpe brandert – Amok på stripbar’
Og dog har han formået at være ’ugens brandert’ hele to gange i Se og Hør. En ikke særlig flatterende titel, der uge efter uge tilfalder en ny kendis efter stikkermetoden, hvor nogen ringer og siger, at de har set personen i byen.

Den dag vi mødes til interview, krakelerer imaget som pæn popdreng også en kende med en Se og Hør-forside med teksten: ’Seebachs kæmpe brandert – Amok på stripbar’. Og ugen efter er han igen på forsiden, noget med en ny kæreste.

DR hylder danske sangskrivere med stort liveshow

»Det er jo aldrig de byture, hvor man er gået tidligt hjem, de skriver om. Men jeg er ikke mere pæn end alle mulige andre. Jeg drikker mig også skidefuld og tager i byen med mine venner. Men jeg prøver da at lade være med at opføre mig som en idiot og gøre andre mennesker og min familie kede af det«, siger han.

Rasmus Seebach er altså påpasselig med, at festen ikke tager overhånd. Det gjorde den til gengæld for Tommy Seebach.

Han døde i 2003, 53 år gammel, på Dyrehavsbakken ved Klampenborg, hvor han i nogle år havde haft fast hyre som musiker på Bakkekroen. Inden da var han blevet skilt fra sin kone og Rasmus Seebachs mor, Karen Seebach.

Seebach-klanens sammenhold
Den barndomshistorie ligger lige under huden på Rasmus Seebach. En familie i opløsning. Den er hele tiden nærværende og har præget ham i alt, hvad han har gjort og gør i sit liv. Arven fra faderen er utvivlsomt grunden til, at Rasmus Seebach går op i ikke »at være for fin« på den.

Den er grunden til, at de resterende fire medlemmer af den lille Seebach-klan er så fast sammentømret. At hans søskende optræder i hans musikvideoer.

At Rasmus skriver sange om, hvor højt han elsker dem, og hvor bange han kan blive for, at der sker dem noget.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At han, når han er ude at løbe, stort set altid løber forbi barndomshjemmet på Drosselvej. Huset er solgt for længst, men er alligevel mere end et hus. Det er en drøm om en tid, før flaskerne tog far.

Måske er det derfor, Rasmus Seebach, selv om han er en voksen mand, virker som en dreng, der aldrig helt er flyttet hjemmefra.

Familien betyder alt, han er blevet boende på sin barndoms Frederiksberg, og han går ofte forbi Frederiksberg Kirkes kirkegård og taler med sin far og giver gravstenen et lille kys, inden han smutter videre ud i byen.

Jeg var rundt på en masse pladeselskaber, og der var flere, der ikke syntes, at historien om min far var fed



Til debutalbummet skrev han sangen ’Den jeg er’ til sin far med linjerne: »Du behøver ikke sige undskyld, for du har gjort mig til den jeg er«. En sang om at elske trods svigt og savn.

Den synger han også til MTV-koncerten, ligesom han synger sangen ’Mer’ end kærlighed’, der er inspireret af storebroderen.

Nicolai Seebach står bagerst i salen og griner med, nikker og danser, mens lillebror er på scenen. Han ser stolt og glad ud, selv om han må have hørt musikken uendelig mange gange før.

Rasmus Seebach henvender sig også flere gange til ham i mikrofonen, blandt andet da han gerne vil synge en sang om på grund af nerver.

»Må jeg godt det, Nico«, spørger han i mikrofonen og får selvfølgelig lov af storebror. Rasmus Seebach er et familieforetagende i alle henseender.

Arvet sin folkelighed
Rasmus Seebachs børneværelse lå lige op ad Tommy Seebachs studie i kælderen. Gennem døren kunne han høre tonerne fra faderens keyboard, når han spillede musik og komponerede.

Han er derfor podet med musik og deler faderens syn på popmusik i øjenhøjde og de jordnære tekster. Seebach er ligesom sin far elsket af folket, men rynket på næsen ad af kulturparnasset.

Han har aldrig fået en rigtig god anmeldelse i et dagblad. Nærværende avis har faktisk ikke engang anmeldt hans første plade.

Der er et eller andet ved hans naive, til tider næsten banale tekster om, at vi skal huske at være søde ved hinanden og sige til vores familie, at vi elsker dem, der ikke passer ind i forestillingen om ’god smag’.



»Hvordan har jeg det med det? Jamen, jeg vil da hellere tale om min musik med en, der kan lide den, end med en, der piller mig ned. Men en anmeldelse er jo bare et menneskes mening, om det så er en fra gaden eller en eller anden kulturfætter på en avis. I bund og grund er jeg nok ret ligeglad, fordi jeg ved, at min musik har ramt så mange mennesker. Og det er kultur i mine øjne«.

Når man ikke er anmelderdarling og tilmed laver kommerciel og radiovenlig musik, bliver man heller ikke booket til alle danske musikeres drøm om himlen, Roskilde Festival. Måske bliver Seebach det heller aldrig.

»Det kunne da være sjovt at få lov at spille på Roskilde Festival, men jeg har accepteret det, og det tror jeg, at de fleste, der laver populærmusik, har. Vi er jo mange, Nik & Jay og Medina og så videre. Når musik bliver så populært, at folk vil høre det til firmajulefrokosten, så ville Roskilde Festival miste deres kant og musikerimage. Det bliver for røvballet«.

Det folkelige fra far
I stedet har Rasmus Seebach spillet på alle landets andre scener. Med en flittig arbejdsomhed har han spillet sig op fra shoppingcentre, diskoteksjob og byfester til de store koncerthuse og har været på noget nær uafbrudt turné, siden ’Engel’ begyndte at tage fart for to år siden.

»Det er rigtigt, at kulturpriserne ikke ligefrem vælter ind. Men det, jeg laver, falder mig så naturligt, at jeg ikke tænker over, om det er det ene eller andet. Hvad fanden er god smag også? Jeg har helt sikkert lært det folkelige af min far. Både han og jeg var heldige nok til at kunne leve af at spille sange for folk, og det er da en gave, hvad ellers?«.

I starten af sin karriere var Rasmus Seebach faktisk i tvivl om, hvorvidt han skulle bruge sit efternavn, eller om han hellere skulle vælge det korte kunstnernavn ’Rasmus’ for ikke at blive associeret med sin familiehistorie med det samme.



»Jeg var rundt på en masse pladeselskaber, og der var flere, der ikke syntes, at historien om min far var fed. Der var min bror og jeg enige om, at hvis de ligefrem så vores far om et minus, så var de måske ikke de rigtige for mig at arbejde sammen med. Men de unge, der blev grebet af ’Engel’, anede jo ikke, hvem min far var. De var slet ikke født dengang, så musikken beviste sit værd på egne ben. Men mit efternavn og min historie har da helt sikkert betydet noget i forhold til de ældre lyttere. De har haft lettere ved at tage musikken til sig, fordi jeg er søn af ham«.



For også danskerne oppe i årene holder af familien Seebach og vil gerne se den næste generation klare sig bedre. Så de køber også Rasmus’ plader. På det nye album slutter Rasmus Seebach ganske symbolsk af med en sang, der er skrevet af hans far. Den hedder ’Under stjernerne på himlen’ og er skrevet til lillesøster Marie Seebach.

Men det er ikke en hvilken som helst sang. Det var den sang, der blev dråben til Seebach Seniors deroute, fordi han i flere år prøvede at få den med i melodigrandprix. Da det i 1993 endelig lykkedes at få den med, vandt han rent faktisk med vuggevisesangen.

Men da han kom til Det Internationale Melodi Grand Prix, faldt sangen ikke i europæernes smag. ’Under stjernerne på himlen’ indkasserede kun 9 point, og Danmark endte som nummer 22 ud af 25, hvilket resulterede i, at Danmark ikke måtte deltage i Eurovision Song Contest året efter.

Ville elske at ligge der i jukeboksen ved siden af min far

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På det tidspunkt var melodigrandprix så alvorlig en affære, at medierne efterfølgende hængte Tommy Seebach ud, selv om manden jo sådan set ikke havde gjort andet end at synge en sang. Så hvorfor er det lige præcis den sang, Rasmus Seebach har valgt at genindspille? »Det startede med, at vi i bandet fik ideen til at spille ’Disco Tango’ til en koncert. Det var for sjov og sådan hø, hø. Men da jeg så stod på scenen, kunne jeg mærke, at jeg var stolt over at spille hans musik. Det blev gjort med god stil, så jeg var ikke bange for det mere. Jeg har altid syntes, at ’Under stjernerne på himlen’ var en vildt smuk sang, og jeg har så fundet en anden lyd til den end den plastikagtige produktion, den oprindeligt havde. Det er en stor ære for mig at puste liv i den sang«, siger Rasmus Seebach.

LÆS OGSÅ Han fortæller, at når han er ude at spille, kender de unge 15-20-årige på de første rækker ikke sangen, men de ældre bagved i salen synger med. På den måde genopstår Tommy Seebach i Rasmus Seebachs musik, og hans elskede sang får en slags genoprejsning. »Man kan sige, at det har jo aldrig været sangens skyld, det, der skete ... Men jeg kan godt lide at være med til at give min far den anerkendelse, hans musik fortjener«. Det med den manglende anerkendelse løber åbenbart i generationer.





I dag er Tommy Seebachs musik endt i et nostalgisk, kitschet univers af brune beværtninger og jukebokse, der kan spille ’Hip hurra ...’, når en af bodegagæsterne har fødselsdag. Så spørgsmålet er, om Rasmus Seebach frygter, at hans musik en dag skal ende samme sted?

»Jeg bliver stolt, når jeg kommer ind på en bodega, og de spiller min musik. Og jeg elsker jukebokse, når man kan vælge fire numre for en tyver, sådan ... 08, 18 og ziiip! Så kommer min sang frem mellem John Mogensen og Otto Brandenburg. Det er fint selskab. Og jeg ville elske at ligge der i jukeboksen ved siden af min far«.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce