I august 1922 begav et umage makkerpar sig ud på en rejse til isolerede landsbyer på den jyske hede.
Den ene af de to mænd var en storskægget 79-årig skolelærer, mens hans makker var en næsten 40 år yngre og verdenskendt koncert- og komponiststjerne fra Melbourne i Australien.
Som om makkerparret ikke var mystisk nok i sig selv, medbragte de et forunderligt apparat, en bunke voksvalser og en tragt, som hedens aldrende gubber og kællinger kunne synge ældgamle middelalderviser ned i.
Et temmelig frisk projekt.
Den aldrende skolelærer var Evald Tang Kristensen, en af Danmarks store folkemindesamlere, som siden 1907 modvilligt var begyndt at tage et særligt hjælpemiddel i brug, når den folkelige kultur skulle indsamles, nemlig Edisons fonograf.
Et lydoptagelsesapparat, hvis nål skar et gevind af frossen musik ind i en voksvalse, når der blev sunget i tragten.
Sådan kunne man tage musikken med hjem og i ro og mag nedskrive viserne på præcis den måde, de blev sunget på heden.
Komponisten Percy Grainger havde forsøgt at arrangere en indsamlingstur med Tang Kristensen allerede i 1914, men en verdenskrig kom i vejen.
10 millioner døde, 30 millioner sårede, en russisk revolution, et nyt europakort og et tankemæssigt paradigmeskifte senere kunne de endelig tage på deres første rejse til bl.a. Ildved, Vejle, Hedegård, Hammerum og Gjedsø i det midtjyske.
Folk med X-faktor
I en kælder under Dansk Folkemindesamling står hundredvis af valser i dag stillet op på grå stålreoler.
Svend Nielsen, en hvidskægget herre, griber ud efter én, bærer den hen til et bord og skubber den ned over fonografens cylinder, som skeden om en dolk.
Han trækker maskinen op, og valsen roterer knirkende og klaprende, til nålen sættes på, og der gennem tragten flyder visesang bag et slør af knitren.
»En pige vandred ud i en have«, synger stemmen vist nok. Det er svært at høre bag al støjen.
»Til hende kom der en ung sømand. Han sagde: ’Vil du vær’ min hjertens kæreste?’«.
Det kan pigen ikke svare på, for hun er af så ringe en stand.
Men manden, der synger – gårdejer og kreaturhandler Laust Frandsen fra Arnborg – er anderledes skråsikker og skråler fuldkommen igennem.
»Der er bare hul igennem. De er vant til at synge for mennesker«, siger Morten Carlsen – som også sidder i kælderen.
»De glider mellem tonerne og synger på konsonanter. Det er en helt, helt anden måde at synge på. Tiden har rettet stemmerne, og computeren har de sidste 20 år gjort sit til, at alle pitcher lige på. Når man ser ’X Factor’, diskuterer de hele tiden, om sangerne pitcher ordentligt, men de gamle sangere gør det på en hel anden måde«.
Og så er det vist blevet tid til en forklaring, for hvorfor står de to mænd her i kælderen under Folkemindesamlingen og spiller valser og ævler om ’X-factor’?
Det er såmænd, fordi de har digitaliseret 400 af de gamle viser i lydarkivet, optaget fra 1907-1947 i de mere isolerede egne af Jylland.
Folkemindeforskeren Svend Nielsen har redigeret og skrevet kommentarer til hver enkelt sang og sanger, og musiker og komponist Morten Carlsen har stået for at filtrere og redigere lyden, så støjen er væk, men stemmen står tilbage.
Nu udgiver Forlaget Kragen fem cd’er med de 400 sange – frugten af makkerparrets arbejde, der har strakt sig over to år.
Underholdning til de mørke dage
For folkemindesamleren Svend Nielsen har vækningen af de gamle viser været en drøm i årtier, men først i løbet af de seneste år er der opfundet teknologi, hvor man kan adskille støjen fra harmoniske svingninger, så de gamle sangeres stemmer ikke bliver ødelagt.
For det er svært at udskille støj – konsonanter som ’f’ og ’s’ er ikke til at kende fra snavs og støj i rillerne.
Morten Carlsen har stået for restaureringen, og han har heldigvis også en passion for støj, som han bruger i egne kompositioner, så arbejdet har givet dobbelt gevinst.
»Jeg har fået rigtig meget støj med hjem. Det overgår alt, hvad vi har hørt fra lp’er – ja, vi er ovre i det helt sublime støj«, siger han.
Men det er nu engang musikken og sangene, der er det centrale her. Energien og fortællelysten bor i de rustne stemmer, der for størstedelens vedkommende tilhørte ganske fattige hedebønder, og hvis støjen er sublim, er sangene det samme, mener Morten Carlsen.
»Det er a cappella solosang, og de synger vanvittig rytmisk. Det er musik i kroppen. Det er det grove, hvor man raller, og man growler. Det er simpelthen rock’n’roll. Det er folkets stemme«.
Svend Nielsen følger op, mens Carlsen begynder at rode med lydprogrammer på computeren. De her sangere er præget af, at de skulle optræde for andre.
I en ikke så fjern fortid før fjernsyn, radio, internet og alskens underholdning havde man bare sangen til at få tiden til at gå.
»Man havde et helt vinterhalvår til at sidde sammen, når det mørknede«, som Svend Nielsen siger.
Han selv har også indsamlet viser – tilbage fra 1960’erne har han rejst i Tang Kristensens fodspor, og her lød det fra de gamle sangere, at jo, de ville da bestemt gerne synge de gamle sange.
Der var bare ingen, der gad at lytte til dem længere.
Fattiglem og fårehyrde
Da en fyr ved navn Hjalmar Thuren introducerede fonografen til den danske folkemindeindsamling efter en optagerejse på Færøerne i 1902, var veteranen Evald Tang Kristensen ganske skeptisk.
I mere end 30 år havde han indsamlet eventyr og viser på heden og kunne ikke forestille sig, at man kunne få det samme ud af at lade folk sidde og synge ind i en tragt.
Men i dag stammer rigtig mange optagelser fra hans kontakter ude i landsbyerne.
Første fonograf-tur var tilbage i 1907, hvor han selv var med. Med tog, med dagvogn og ikke mindst til fods.
Og det var farverige personer som Jens Christian Jensen på billedet øverst, der sang fortiden frem.
Født på fattiggården i Sunds, fårehyrde fra 6-årsalderen, tjenestedreng, tørvegraver, hederydder og til sidst herre i sin egne rådne hytte med kone og børn på Albæk Hede i Snejbjerg.
»De besøgte både rig og fattig, men de fleste af dem, var meget, meget fattige«, fortæller Svend Nielsen, om meddelerne.
»Det er hedebønder, der hele livet knoklede for at få heden gjort til noget, de kunne dyrke«.
At det netop er hedeegnene, 90 pct. af sangene kommer fra, skyldes dels, at Evald Tang Kristensen havde sine kontakter her – dels ud fra den forestilling, at det ældste melodiske materiale måtte findes her i de isolerede småsamfund.
Og med tiden blev han da også overbevist om, at fonografen kunne bruges til noget.
Det blev til mange ture, og tre af dem var altså med komponisten Percy Grainger, der »var lige så stor en popmusiker, som Prince er i dag«, som Morten Carlsen siger.
»Og Evald Tang Kristensen var godt og vel lige så gammel som Svend«, siger Morten Carlsen og nikker mod sin kollega, som protesterer med et »jeg er kun 73«.
I hvert fald er de enige om, at det har set herligt ud med den gamle indsamler og den australske dandy i sit franske outfit og lækre sko hos hedebønderne.
Hjemvendt fra tur skrev Grainger sangene ud på noder og stjal – som enhver god komponist – med arme og ben fra materialet.
Det kan blandt andet høres på hans ’Jutish Medley’. Valserne med optagelserne, ja, de har stort set slumret siden.
»Man har slet ikke tænkt på, at de kunne have nogen betydning, de skide optagelser«, siger Morten Carlsen.
»Men de er fantastiske. Der er så meget tekstur. Du ved, når man ser et maleri på en kunstudstilling, har man lyst til at gå hen og røre ved de der olieklatter og mærke, hvordan der kommer toppe ud, når penslen slipper. Det har du i lyden her, og det kan du ikke finde andre steder«.
fortsæt med at læse
