»Niall er altså med to l'er«, siger en pige og peger ned på blokken, hvor politiken.dk's reporter har nedfældet navnet på hendes yndlingsmedlem af boybandet One Direction.
Hvis jeg ikke allerede var klar over omfanget af min brøler, bliver jeg det, da hun tørt tilføjer:
»Hvis du staver det forkert, kan du godt begynde at grave din egen grav«.
LÆS OGSÅ One Direction-fan: »Jeg tror, jeg begynder at skrige«
Det har hun sikkert ret i, tænker jeg og kigger rundt på sværmen af piger omkring os.
De har siden tidligt i morges - nogle af dem hele natten med - stået flitsbuespændte foran Forum og ventet på aftenens koncert med One Direction. Eller med Niall, Zayn, Liam, Harry og Louis, som de fem drenge hedder, der lige nu sætter pigehjerter i brand over hele verden.
De fem navne står over alt. Med sprittusch i panden og på kinderne og hen over næserne på pigerne.
På deres armbånd, t-shirts og tasker og på medbragte bannere med tekster, der i nogle tilfælde kan få voksne mennesker til at rødme - som for eksempel det, hvor der står »Point your erection in my direction«.
Hviiiiiin
Pigerne har taget opstilling ved bagindgangen til Forum, hvor et par rustrøde 'jumbocruiser'-busser netop har parkeret.
Indtil for lidt siden sad de ellers i små grupper ved hovedingangen på lilla fleecetæpper og drak pink Fanta, spiste slik, tegnede tegninger af de fem boys og udfyldte deres 'One Direction'-aktivitetsbog, der ifølge den glittede forside indeholder opgaver og info om boybandet.
Men så snart bussen gjorde tegn til at blinke ind mod Forum, satte hele flokken af hestehaler, neonfarvede kasketter, pelsbenvarmere og lyserøde hotpants i spurt efter dem. I så høj fart, at deres dyrtkøbte og ekstremt eftertragtede billetter lå frit fremme på tæpperne.
Nu står de helt elektriske bag en afspærring og kigger hen mod busserne.
Anmelderne: One Direction er »poppens svar på mælkesnitter« og »leverede varen«En gang i mellem starter en bølge af høje skrig og hvin, når en af pigerne tror, at hun har fået øje på en af drengene. Men der er aldrig andre at få øje på end arbejdsmændene med sikkerhedshjelme og gule veste.
Eller den karseklippede mand med walkie talkie, der er sat til at passe på, at pigerne ikke løber uden for afspærringen. Eller endnu værre sniger sig ind i Forum af bagindgangen. Det er sket i nogle lande, forklarer sikkerhedsvagten.
»Gardinerne er rullet ned, så det kan godt være, at de er der«, siger en af pigerne, da jeg efter en halv time spørger, om de virkelig tror, at drengene er inde i bussen.
Lille puppy
Desuden plejer One Direction næsten altid at komme ud og hilse på deres fans på et tidspunkt. Det kan man se på Facebook, hvor de dagligt lægger billeder ud fra det sted, de spiller, forklarer Luna Christiansen, der kun er 12 år, »selv om folk altid tror, jeg er 14«.
Det er derfor, pigerne er så vilde med One Direction. Fordi de aldrig er snobbede og altid tager sig godt af deres fans.
»De er bare så søde«, siger en pige, da jeg spørger, hvad det egentlig er ved de fem drenge, der er så dejligt.
»De taler med deres fans og svarer dem på Instagram. Liam har for eksempel lavet noget, der hedder 'Ask Liam', hvor man kan stille ham spørgsmål«.
»Han er så nuttet«, siger hendes veninde: »Den lille puppy«.
Det er 15-årige Enya Christensen enig med dem i.
Hun kommer fra Hundested og har sammen med sin veninde Rebekka overnattet i et lille telt foran Forum.
De har ikke engang nogen billet til aftenens koncert, men alligevel har hun taget alt sig sit One Direction-gear på:
Fem armbånd - et for hver af drengene, to halskæder og 1D (forkortelse for One Direction, red.) tatoveret med tusch på den ene kind og de fem drenges navne på den anden.
»Jeg vil bare gerne se dem i virkeligheden«, siger Enya Christensen:
»Det er alt ved dem. De er pæne. De kan synge. Jeg kan ikke beskrive det ... de er bare perfekte«, siger hun.
Det uhøjtidelige boyband var afsindigt forfriskendeTrådte Clapton over tæerne
Bag ved randen af tynde pigeben i, sidder en voksen kvinde på en trappesten og læser en tyk bog om kommunikation med titlen 'Bag om Sproget'.
Det er Joan Ouzzani, der har indvilliget i at gå med sin datter hen til Forum et par timer, selv om datteren ikke har nogen billet.
»Jeg kan ikke forstå en skid af det«, siger Joan Ouzzani, der aldrig selv har været med i den form for kult, som hendes datter lige nu er helt opslugt af.
»Men jeg har en gang trådt Clapton over foden. Det var mit højdepunkt«, siger hun og fortæller historien om, hvordan hun stod i krydset på Rådhuspladsen og pludselig måtte træde et skridt tilbage, da en bil kom drønende forbi, og derved kom til at træde en mand over tæerne, som viste sig at være Eric Clapton, da hun vendte sig om.
»Men jeg skreg altså ikke«, siger hun, mens et nyt højt hvin skærer sig op gennem Frederiksbergs himmel. Ved siden af Joan Ouzzani står et lille sliklager.
Det er noget, som pigerne har taget med til drengene, hvis de nu skulle finde på at dukke op. Der er lakridskonfekt, Click Mix, Toms Skildpadder og fem guldbarrer.
Så de ikke kommer op at skændes, forstås.
fortsæt med at læse
