When Saints Go Machine drømmer om at sige »In your face, Chris Martin!«

Vi kan ikke være Coldplay alle sammen.

Det må de fleste bands med himmelstræbende ambitioner om at skrive storladne, hypermelodiøse popmelodier verden over indse på daglig basis.

Men at det også er tilfældet for det københavnske band When Saints Go Machine, vil formentlig komme som en overraskelse for de fleste.

Nok laver kvartetten også popmusik med en både melankolsk og inderlig slagside. Men der er ingen guitarer i When Saints Go Machines univers. Ingen omkvæd a la 'Viva la vida', som får folk til at brøle »Åh-uh-åh-åh-ååååh« i kor og vifte med armene fra side til side. Ingen stadionturneer i kikkerten.

LÆS OGSÅ

»In you face, Chris Martin«
Men alligevel... Gruppens forsanger og sangskriver, Nikolaj Vonsild, lægger ikke skjul på, at han ville ønske, at han kunne skrive sange, der kan gøre det samme ved et publikum, som Coldplays musik kan.

Og som han sidder der i sin lejlighed i hjertet af København ved siden af bandets trommeslager, Silas Moldenhawer, giver det faktisk mening.

»Hvor ville det være dejligt, hvis man bare kunne sige: »In your face, Chris Martin!«, fordi man havde skrevet en sang, der var endnu mere lineær og hooky end den største Coldplay-single«, siger han uden skyggen af ironi.

»Deres musik kommunikerer på den vildeste måde. Den får folk til at holde om hinanden og kysse og alt muligt, så det er klart, at det kunne være dejligt at skrive sådan noget musik. Men undervejs, når jeg sidder og skriver, kommer det alligevel altid til at handle om noget andet. Som måske nok ender med at kommunikere til færre mennesker, fordi det savner ensretning. Men i hvert fald bliver det personligt«.

Jagten på en signatur
Men det er netop det, der er When Saints Go Machines store styrke.

De laver popmusik ad omveje. Popmusik, som hæver genrens egen usynlige barre frem for at danse limbodans under den til tonerne af den laveste fællesnævners hårdtpumpede firefjerdedelsbeat.

Siden kvartetten udsendte debutalbummet 'Ten Makes A Face' i 2009, har de fire barndomsvenner fra Østerbro i København været udsendt i den eksperimenterende popmusiks tjeneste.

LÆS ANMELDELSE

Først famlende, som på den lidt uforløste debut, som bandet selv betegner som »en rodebunke«, og som groft sagt også lyder som ti rå forstudier til bandets andet album, 'Konkylie', der kom i 2011 og stadig står som det store tigerspring i bandets karriere.

Det var her, de fandt deres lyd. Deres signatur, som Silas Moldenhawer udtrykker det.

Og netop det ord er helt centralt, når det handler om lyden af When Saints Go Machine, der på 'Konkylie' begyndte at skrive sange som særegne mosaikker, bestående af Nikolaj Vonsilds sange – eller fragmenter af dem – som holdes sammen af en rød tråd i form af en særlig figur, bandet kalder signaturlyd.

LÆS ANMELDELSE

Det er en omstændelig måde at arbejde på, men ikke desto mindre har bandet valgt at tage den med sig videre på deres tredje album, der har fået titlen 'Infinity Pool'. Vildskab, arrigskab og frustration


På 'Infinity Pool' er alle sangene således blevet til som ideer og ikke som de sange, de senere er blevet til.

De er resultatet af en intrikat omgang musikalsk og poetisk patchwork, hvor skitser måles, vejes og vurderes og sendes videre i systemet, hvis de bliver fundet slidstærke nok.

Og det er en besværlig og tidskrævende tilgang, forklarer Silas Moldenhawer. For i stedet for at have 12 gode numre, der lå klar til at blive indspillet, havde bandet 12 brudstykker, der skulle blive til sange. Men det kunne ikke være anderledes, mener han. Selv om det har været »en sindssygt hård plade at lave«.

LÆS MERE

»Man kan høre på pladen, at den er blevet til i vildskab og arrigskab og i frustration over, at ting ikke kan lade sig gøre. Den er varm, men også meget hård i lyden. Man kan høre måden, vi har valgt at lave pladen på. Frustrationen ligger i sangene«, siger trommeslageren.

Han fremhæver sange som ’System of Unlimited Love’ og ‘Mental Shopping Spree’, der fremstår bevæbnet til tænderne, klar til at udfordre sin lytter med adskillige lag af lyde og ideer.

20 forskellige versioner
Men sådan skal det være. Ideerne skal ville noget.

Som på 'Infinity Killer', hvor signaturen er et kor, der udgør nærmest hele nummerets instrumentering, og som er skabt af Vonsilds samplede vokal. Eller lyden af de pågående, tørt groovende trommer på åbningsnummeret 'Love and Respect', hvor When Saints Go Machine har fået fint besøg af den amerikanske rapper Killer Mike.

LÆS ANMELDELSE

»Hvis den idé, vi arbejder på, ikke virker unik, kan vi ikke arbejde videre med den. Så kan vi ikke mødes om den. Og hvis der ikke er det her fællesskab, hvor vi føler, vi kan mødes, så dur det ikke. Vi skal være inspirerede, men vi skal også synes, det er sjovt, og vi skal fremad. Hvis ikke en skitse kan det, ryger den ud i en pulje, der bliver glemt«, siger Silas Moldenhawer og anslår, at der velsagtens er 100 ideer, der har måttet lade livet under tilblivelsen af den nye plade.

Af samme grund har de nogle af sangene liggende i 20 forskellige versioner, ganske enkelt fordi alt skal afprøves, og fordi alle samtidig skal røre ved alt i den proces, som til syvende og sidst handler om at gøre ideerne til noget, andre folk kan forstå. Hvis det ikke kommunikerer, laver man kun musik for sig selv, som Moldenhawer siger.

Sange i stumper og stykker
Ambitionerne er tårnhøje, men strukturen er samtidig forunderligt flad for et band, hvis sangskrivning er centreret omkring bandets forsanger, Nikolaj Vonsild, der med sin karismatisk skælvende vokal på få år er blevet en af kongerigets mest markante herrevokaler.

Men selv han kan trods sin rolle som kvartettens primære sangskriver have svært ved at navigere i det kuperede landskab, der er When Saints Go Machines måde at skrive sange på. Eller rettere den måde, hvorpå bandet maltrakterer de sange, han selv har skrevet. Men det er en del af processen, forklarer han.

Når han har skrevet en sang, er den ikke nødvendigvis færdig. Den er først lige begyndt.

»Nu kalder vi det et band, men vi er jo også et kollektiv af mennesker, der arbejder sammen. Det er på mange måder et studie i at kommunikere med andre mennesker. Ligesom det andre gange er et studie i ikke at kunne kommunikere med hinanden. Men hvis man gerne vil udvikle sig konstant, er man nødt til at blive ved med at arbejde«, siger han.

»Ellers skal man hele tiden huske på, hvordan det var, man gjorde før, i stedet for at bevæge sig videre«.

»Vi udnytter dig nok lidt«, siger Moldenhawer. »I andre bands ville det nok være sådan, at når forsangeren siger, at sådan bliver det, så bliver det sådan. Vi har oplevet, at du siger, at sådan skal det være. Men vi andre kan godt argumentere os frem til, hvorfor det netop ikke skal være sådan, og så ender det med, at du i arrigskab går hjem og laver noget helt nyt«.

Hvordan er det for dig at have afleveret en sang, som de andre flår i stumper og stykker?

»Det kan jeg blive virkelig gal over«, siger Nikolaj Vonsild.

»Men så må man spørge sig selv, hvad det er, man vil have ud af det her. I sidste ende ved jeg, at jeg nu engang lyder federe sammen med de andre, end når jeg bare er mig selv. Det må jeg bare acceptere«.

Behøver ikke være perfekt

I sidste ende, forklarer Silas Moldenhawer, har bandets projekt fra starten været, at hvis man ikke har den overbevisning, at resultatet er bedre, når man laver musikken sammen, end når man laver den hver for sig, skal man ikke lave musik sammen. »Vi kunne sagtens sidde hver især og lave noget musik, der ville lyde professionelt«, siger han og laver gåseøjne omkring det 'professionelle' med begge hænder.

STATUS EFTER SPOT FESTIVAL »Men når vi laver musik sammen, må det være det, der tæller. Og det er det, som gør det enormt hårdt. Men det er også det, som gør, at vi får lyst til at fortsætte. Vi kan se, at vores musik har budt ind med et eller andet. Det skal ikke bare være plain, det, vi laver. Det behøver ikke at være perfekt, men det skal sgu byde ind med noget. Der kan være mange fortællinger i et nummer. Og det gør i sidste ende vores musik anderledes end det meste andet musik, der bliver lavet for tiden«, siger Silas Moldenhawer. »Der er fandme ikke meget popmusik tilbage, hvor der ligger noget nedenunder. Og det er pisseærgerligt«.