Coveret ligner et af den slags kulørte kassettebånd, man kan falde over hos en gadehandler i Kairo.
Med sin slyngede skrift, udklippede palmer på en kunstig orange himmel over en blinkende blå swimmingpool tænker man uvilkårligt: Hvad pokker mon det her er?
Og ligesom man bør følge sin indskydelse under basarens baldakiner og undersøge kassettens hemmeligheder, bør man også gøre sig selv den tjeneste at træde ind i When Saints Go Machines eksperimenterende popunivers. Der venter en unik oplevelse, man ikke får mange andre steder i dagens popmusik.
Klar stemme i et løst defineret rum
Den københavnske kvartet har altid været lidt af en fremmed fugl i feltet mellem grænsesøgende synth-pop, træfsikre melodier og den sjælfulde inderlighed, der naturligt siver ud af forsanger Nikolaj Vonsilds vibrerende tenorstemme.
De har bevæget sig fra de discopulserende faste sangformer på 2009-debuten, 'Ten Makes A Face', ud i den orkester-anlagte electro på vidunderlige 'Konkylie' for nu at træde yderligere et skridt (eller tre!) væk fra genkendelige skabeloner med 'Infinity Pool'.
LÆS ANMELDELSE Fremadstormende engle-talenter overvinder 'den svære toer'
Med god grund er netop Vonsilds stemme blevet sammenlignet med den ornamenterede skrøbelighed hos Antony Hegarty, og også på tredje udspil fra When Saints Go Machine fornemmer man samhørigheden, selv om forskellene er markante, når Vonsild pakker stemmen ind i lo-fi-lyd på orgelsalmen 'Yard Heads' eller messer metallisk på 'Dead Boy' med synth drivende ned ad væggene i en hangar af ensomhed.
When Saints Go Machine leverede international klasse på nørdernes diskotekDet er dog en anden newyorker, When Saints Go Machine for alvor er åndsbeslægtet med, nemlig Arthur Russell fra discoens avantgardistiske efterskælv i 1980'erne. Man mærker samme nysgerrighed og frit fabulerende kompositioner i et løst defineret rum mellem sangskrivning, improvisationer og regulære grooves.
Poplyd-mutationer
When Saints Go Machine lægger ellers traditionelt ud med et rullende hiphopbeat og gæsterap fra Roskildeaktuelle Killer Mike.
Tingene når lige at blive sparket i gang, før When Saints Go Machine foretager den første af mange håndbremsevendinger. Deres maskinpop går i den abstrakte retning på 'Infinity Killer', hvor Vonsilds stemme stempler rytmisk ind over en bund af forvitrede synth-klange og bastrombone.
På 'Iodine' er vi tilbage i et stort industritungt beat, mens minimalistiske 'Degeneration' igen underspiller en fragmenteret dramatik i dække af massivt rumlende bas.
I en lunefuld produktion fuld af dybde og detaljer skiftes der gang på gang retning mellem sansninger og stemninger, mellem beat og klang, ofte i den samme sang, der muterer uden for sangskrivningens automattænkning.
Springet værd
Denne tålmodige afsøgning af nye udtryksmuligheder finder ofte medrivende lommer af anderledes pop som den potente kamæleon 'System of Unlimited Love' med sit cirklende klaversample og fængende omkvæd eller det ubekymrede svæv på den alternative R&B-hymne 'Mental Shopping Spree'.
Men indimellem fortoner abstraktioner sig ligesom Vonsilds tekster i et tomrum, vævende og uforløst.
At strande på halvvejen kan være prisen, når man kompromisløst som When Saints Go Machine søger ud landkortets hvide pletter.
Men turen i den blå pool er stadig en dukkert værd.
Log gratis ind i Wimp og hør det nye album her:
fortsæt med at læse
